The Minds of 99
PR-foto

Farvel til et årti: Rune Skyum-Nielsens bud på de stærkeste sange – # 1 The Minds of 99 – ‘Hjertet følger med’ (2015)

Klokken 20 (og ja, i dagens anledning lidt tidligere) på de sidste 20 dage inden 2020’rne tæller forfatteren, journalisten og den pensionerede musikanmelder ned med sine personlige favoritter fra et døende årti.

Man sagde, at rocken segnede, sang på sidste vers og gjorde sig klar til at dø op gennem 2010’erne. At den havde ramt midtvejskrisen, overgangsalderen, var pensionsmoden, saneringsklar og alt muligt andet rærligt grænsende til det ondskabsfulde.

The Minds of 99 hørte ikke rigtig efter. I 2015 havde det københavnske orkester travlt med lave rock som ingen andre. Hvordan ellers forklare det forrykt forrygende og heftigt hæsblæsende ragnaroksridt, som udgør ‘Hjertet følger med’?

Forsanger Niels Brandt akkompagneres af et, på papiret, jævnt usandsynligt miskmask, som vel består af 20 procent kraftværk bag trommerne, 20 procent electro-galopperende italodisco, 20 procent surfguitar og 20 procent na-na-na-na-na-kor i omkvædet. Endelig er der det her intense C-stykke, hvor der går decideret eurodance-jam – med håndspillede klaverklodser og hele moletjavsen – i den. Til sidst morfer alle fronter sammen i en perfekt doseret pærevælling og finder tilbage i det skrålevenlige omkvæd. 

Kan det seriøst fungere i praksis? Om det kan! Nummeret flugter derudad som den kongeørn, der også svæver majestætisk gennem et stykke lyrik, der formår at stå pivåben for fortolkning.

Det er sikkert bare mig, men i min sangbog indbyder Brandts mange ubekendte til mere end en coming of age-fortælling. Den sår kimen til et desperadoeventyr – blandt andet fordi The Minds of 99 har en historie med at indrage virkelige karakterer. Så jeg kalder den navnløse fortæller for Clyde. Han synger i hvert fald til en Bonnie, og det lader til, at parret – der IRL kendte hinanden, siden de var henholdsvis 20 og 19 år gamle – er på vej ud på de vildeste af de vilde vover: 

“Hun ser på mig/Der går lang tid/Vi’ voksne nu/Og nu’ det vanvid/Og Bonnie jeg ved, at vi ska’ samme vej/Og Bonnie jeg ved, du er ligesom mig/Mens Bonnie råber af sin far og mor/Taler Bonnie og mig helt uden ord”

Omkvædet kan heller ikke beskyldes for at overbrodere. Det konstaterer blot:

“For hjertet følger med, ja/Vi siger ingenting (na-na-na-na-na-na-na-na)/Men hjertet følger med”

Når The Minds of 99 trykker den af live, kulminerer de generelt fabelagtige koncerter i ‘Hjertet følger med’. Blodet bruser, endorfinerne svømmer. Men nummeret er sådan set ikke enestående godt efter bandets målestok. Hvis jeg havde haft gang i en rendyrket andedams-nedtælling, skulle ‘Ubåd’ og ‘Det er Knud som er død’ således også have været med på listen. Mindst.

For mig at høre hersker der ikke længere tvivl om, at københavnerkvintetten er det største og bedste, der er sket for dansksproget rock siden Gasolin’. The Minds of 99 er storleverandører af brændstof til bankende hjerter, og ‘Hjertet følger med’ burde være en af de sange, som alle Heartbeats-følgere skyder et nyt årti ind med. 

Find mere om
Footer graphics