Sangeren og sangskriveren Billie Koppel (1972) startede som korsanger i The Savage Rose – hun er datter af Annisette og Thomas Koppel – og har bidraget til flere af gruppens plader.
Hun solodebuterede i 1992 med singlen ’Christmas’, produceret af Thomas Blachmann. Flyttede derefter til Los Angeles, hvor hun indledte et samarbejde med produceren Herb Cohen (bl.a. Frank Zappa og Tom Waits), men det store forkromede gennembrud lod vente på sig.
Tilbage i Danmark dannede hun omkring årtusindeskiftet Catbird sammen med Frank Hasselstrøm. De har indtil videre udgivet tre album, og et fjerde er på vej. Billie Koppel er også ivrig fotograf med flere soloudstillinger bag sig. Hun er endvidere uddannet danser og koreograf og har medvirket i adskillige forestillinger.
24. september debuterer hun som forfatter med erindringsbogen ’Glimt’, og i den anledning har vi bedt hende fortælle om fem plader, der har en særlig plads i hendes liv.
1. John Coltrane Quartet: ’Ballads’ (1962)
”Jeg boede de første seks år af mit liv med min familie på Vesterbro i Mysundegade. Hjemme i vores lejlighed kom der altid mange mennesker forbi. Når de voksne om aftenen sad rundt om bordet i vores stue og snakkede og spillede musik, sov jeg i en hængekøje midt i stuen, omsluttet af en duft af røg og røgelse. Hængekøjen var et gammelt tæppe, som min mor havde syet enderne sammen på. Jeg lå og så på stearinlyset på bordet. Den gule flamme dansede til lyden af de voksnes stemmer og kastede flimrende skygger op på deres ansigter. Jeg elskede John Coltranes ’Ballads’, og når det album blev spillet, faldt jeg hurtigt i søvn.”
2. Jefferson Airplane: ’White Rabbit’ (1969)
”Jefferson Airplane, og specielt nummeret ‘White Rabbit’, bringer en helt særlig stemning med sig. En stemning fra min barndom, der bare ligger der, dybt inde i mig og venter på at dukke frem i ny og næ, når chancen byder sig, og døren bliver åbnet for den. Så er den der pludselig igen, lige så lyslevende, som den altid har været, og den forfører mig ind i sit landskab af sanselighed, mystik og kraftfuld magi. Den har mine ubevidste minder med sig, og duften af noget jeg måske et øjeblik havde glemt. Alt andet forstummer, og der er nu kun den. Jeg bliver nødt til at stoppe op, og bare lytte. Den er en del af alt det, som er blevet mig.”
3. Cocteau Twins: ’Treasure’ (1984)
”Jeg var 14 år og begyndt at komme i Ungdomshuset på Jagtvej. I Ungdomshuset dansede vi salsa til solidaritetsfester sammen med en masse sydamerikanere, og bagefter var der vild punk til langt ud på natten. Udenfor var der bål, som kastede lys på en mangfoldig cirkel af forskellige, småsludrende ansigter. Blege ansigter med næseringe og pink hanekamme, sydamerikanere i håndvævede ponchoer, sorthårede i læderjakker og en lille gammel mand fra Nørrebro. Min veninde, som blev kaldt for Øv, tog med mig hjem til Sydhavnen, hvor jeg boede med mine forældre i en haveforening. I haven havde min far sat et lille skur i stand, og det havde vi indrettet til mig. Øv lå på gulvet ved siden af min seng. Punkmusikken rungede stadig i vores hoveder, og vi begyndte at snakke. Når vi først var i gang, kunne vi ikke stoppe. Vi snakkede og snakkede lige til en af os trykkede på båndoptageren, og ’Treasure’ med Cocteau Twins begyndte at spille. Det var så fantastisk, og vi lå bare der og lyttede, mens vi forsvandt ind i det særlige univers af Elizabeth Frasers unikke stemme, der fraserede på en måde, som jeg aldrig før havde hørt og lyden af musikkens mange klange og farver. Det var som et forunderligt eventyr, og solen begyndte at stå op, da lyden af knappen på båndoptageren ved albummets sidste tone klikkede på plads, og vi endelig kunne sove.”
4. Kate Bush: ’Hounds of Love’ (1985)
”Jeg var omkring 18 år og begyndte at interessere mig for dans. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det gik til. Måske var det, da jeg opdagede Kate Bush. Jeg sad hjemme i min stue og lyttede til den der lyse, fantastiske stemme. Hun var vild på sin helt egen måde, og det tændte min fantasi. Det fremkaldte film og billeder i mit hoved. Jeg begyndte at gå rundt derhjemme og synge til musikken. Jeg lærte aldrig Kate Bushs sange udenad, men fandt på mine egne melodier hen over musikken. En dag så jeg en musikvideo, hvor Kate Bush dansede. Måske var det der, at jeg tænkte, at jeg også ville danse. Måske var det bare noget, der altid havde været der, lige siden jeg som lille pige altid dansede til den kinesiske musik i vores stue i Mysundegade. Efter at have prøvet lidt forskelligt dans startede jeg på en uddannelse i moderne dans og koreografi. Jeg følte Kate Bush som en stor inspiration.”
5. Tim Buckley: ‘Dream Letter (Live in London 1968)’
”Mine forældre var rejst til L.A. for at indspille deres næste album med George Duke som producer. En dag ringede de hjem, og de kunne høre på mig, at det hele var gået lidt i hårdknude. De opfordrede mig til at komme over til dem i L.A. i den sidste uge af deres ophold. Her mødte jeg Herb Cohen, som var manager for George Duke, og tidligere manager for bl.a. Tim Buckley. Jeg blev i L.A., og startede et samarbejde med Herb, som gerne ville lave musik med mig. Herb’s kærlighed til Tim Buckley mærkede jeg mere og mere, som tiden gik. Det var en afgrundsdyb kærlighed, som intet kunne udfylde. Måske en slags elsket søn, som han havde mistet, og hvis ånd og sjæl stadig fyldte ham med melankoli og en dyb respekt. Måske fik det meget andet til at synes ligegyldigt. Tim havde taget en del af Herb’s hjerte med sig, da han døde af en overdosis 28 år gammel. Herb gav mig Tims cd’er og bad mig lytte til dem. “Fortæl mig, hvis der er nogen af sangene, du vil synge”, sagde han. Jeg lyttede til sangene. Melodierne og Tims stemme krøb ind under huden, og jeg forstod godt, hvad Herb følte. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Jeg kunne jo ikke blive Tim. Senere i mit liv er jeg begyndt at lytte til de cd’er, som Herb gav mig for mange år siden, og Tim Buckleys sange og stemme er blevet en stor inspiration for mig.”
PR-fotos
