Pasta
Foto: Mae Mu/ Unsplash

Coronakrise: Nu kan du hjælpe med at redde restauranterne ved at spise hjemme

Corona-krisen raser, og restauranter, cafeer og hoteller er blandt de brancher, der virkelig mærker de økonomiske konsekvenser. Det prøver en ny hjemmeside at afhjælpe, så du kan spise og støtte hjemmefra.

De sociale platforme er fyldt med opråb fra de lokale yndlingssteder, hvor du for blot få dage siden relativt ubekymret hang ud, drak kaffe og dyrkede det, der nu synes uendeligt langt borte: Et socialt liv, hvor mad, drikke og fysisk kontant var blandt de vigtigste ingredienser.

Men nu er intet som før, og det går også hårdt ud over de traditionelle restauranter. Derfor skabte bloggerkollektivet Gastromand for et par dage siden hashtagget #spisudehjemme for at støtte den danske gastronomiske scene, og nu har Mads Vindfeld Andersen fra bloggen Madsvin fulgt op med et helt site: spisudehjemme.dk

På den nye hjemmeside finder du en samlet oversigt over restauranter fra alle dele af landet, hvor du kan købe lokale take-away-måltider, og som du derved kan støtte hjemme fra dit private corona-fort. Formålet er at redde de spisesteder og restauranter, der ikke normalt tilbyder take-away, så det er altså ikke et site for de madsteder, der i forvejen er knyttet til udbringningsportaler som f.eks. JustEat eller Hungry, fortæller Mads Vindfeld Andersen. Lige nu er der omkring 200 restauranter på sitet, og der kommer hele tiden flere til, for siden fodrer sig selv, og restauranterne kan selv tilmelde sig. 

Italiensk restaurant reagerede hurtigt

Blandt restauranterne på hjemmesiden finder man bl.a. det italienske trattoria og pizzeria Marcantonio i Odense. Her var ejeren Antonio Restino hurtig til at reagere på den desperate corona-situation, som han kunne se var ude af kontrol i sit hjemland, Italien, og som snart ville ramme Danmark. Han lukkede sin restaurant for siddende gæster allerede i sidste uge, omstrukturerede indgangene og begyndte kun at køre med take-away. 

”Jeg besluttede at lukke restauranten før de andre. Jeg kunne se, at mange danskere tog let på situationen, nogle af de andre restauranter øgede ligefrem deres udendørskapacitet, folk gik i zoo og stod tæt i supermarkederne. Jeg ville ikke tage nogen chancer. Mit personale er fra Italien, og mange af gæsterne er turister, der måske, uden at vide det, kunne videreføre smitte,” fortæller Antonio Restino, der oprindelig stammer fra Rom, men i dag er lykkelig for at være en del af det danske samfund.

”Jeg kan ikke komme i tanke om et andet land, der kan tage hånd om situationen, som Staten gør det i Danmark. Jeg er meget bekymret for, hvad der sker i Italien. Der er ingen fremtid, og jeg frygter, at folk vil dø af sult på længere sigt på grund af krisen,” lyder det fra restauratøren, der også forbereder sig på, at det vil tage lang tid, før krisen er ovre her i Danmark, hvor netop foråret, konfirmationstiden og påsken er højsæson for mange restauranter.

Marcantonios egen udvidelse, hvor de ellers var i fuld gang med at åbne et klassisk take-away-sted, er derfor også lagt i bero, selvom de stadig har udgifter til bl.a. lokaleleje og leasing af udstyr.

Alle kan bidrage ved at spise

I en anden del af Odense sidder Mads Vindfeld Andersen og er glad for, at alle står sammen.

”Jeg har oplevet en kæmpe opbakning og er meget imponeret over, at restauranterne er så positive overfor at finde løsninger. De græder ikke, de kæmper, de handler, og de støtter hinanden. Vi oplever stort samfundssind, og i denne situation hjælper alle hinanden, så jeg er bare glad, hvis jeg også kan bidrage med spisudehjemme.dk, lyder det fra Mads Vindfeld Andersen, der samtidig opfordrer alle til at hjælpe med at ajourføre hjemmesiden, så endnu flere af dine lokale yndlingsrestauranter kan reddes. 

Find mere om
Footer graphics