Det er fra mange sider blevet spået, at den igangværende karantæne mod slutningen af året vil byde på to slags boom: Et babyboom (hvem bliver first mover på unisex-navnet Corona?) og et skilsmisse-boom (de plejer at ramme efter sommer- og juleferier, hvor par har været (for) meget sammen).
Ude omkring i de små hjem knager selv solide parforhold over den overvældende mængde af tid sammen, uden pauser, helt klaustrofobisk. En ting er, at man skal være sammen med sine børn hele tiden, hvis man har sådan nogen (hvem stemmer i øvrigt for en massiv lønstigning til skolelærere og pædagoger?) Noget andet er ægtefæller og kærester – det er hård kost for et kærlighedsforhold sådan at gå op og ned ad hinanden 24syv i ugevis.
Men frygt ikke, Heartbeats iler med en guide til at undgå at blive skilt, undgå at kede sig og undgå at slå hinanden ihjel:
1. Rollespil & crossdressing
Giv hinanden makeup på. Pluk din kærestes øjenbryn helt smalle, så hen ligner en af de der tossede tøser fra Vestegnen. Byt undertøj. Afprøv 50’ernes politisk ukorrekte kønsrollemønster, nu hvor ingen kan se jer.
I kan også lade som om, I sidder i en hotelbar og møder hinanden for første gang. ”Jeg arbejder i Centraladministrationen,” er altid en god åbningsreplik.
2. Gå længe på toilettet
Og mens du er derude og vasker hænder manisk, kunne du jo lave lidt squats, høre en podcast, ringe til din mor eller bare nyde solotiden.
3. Leg ’Ånden i glasset’
For så er der pludselig en person mere at tale med.
4. Tøm postkassen ofte
Et liv på kanten af matriklen kan også noget.
5. Eksperimentér med jeres sexliv
Ofte ender folk i langtidsparforhold med at have sex på nogenlunde samme måde hver gang, fordi man ved, at den opskrift virker, og man bliver lidt doven. Måske er det nu, I kan spice it up, I har i hvert fald tiden til det.
Kom ud i krogene på PornHub, kan det der tentacle porn noget? Der er mangel på håndsprit, men masser af glidecreme ude i butikkerne, så find tilbage til alt det snaskeri og forspil, I havde kørende i begyndelsen af jeres forhold.
6. Få en parhobby
Det kunne være fermentering eller en stærk bækkenbund.
LÆS OGSÅ:
7. Had ‘de andre’ sammen
Indøv forskudt søvn, se reality-tv med dumme mennesker og ret jeres had mod en fælles fjende.
8. På kurs mod nye samtaler
Snak for eksempel igennem om menstruation, døden eller Algeriet.
9. Drukmås
Tøm alle ukurante sprutflasker i husholdningen under en gang ’jeg har aldrig’, hvor man må lyve.
10. ”Jag vill knarka”
Eksperimentér med stoffer.
11. Krise-monogami
Hvis du synes, at I har det svært, så send en tanke til folk i polyamorøse parforhold ramt af karantænen. Så er monogami trods alt nemmere…
12. Together apart
Sid stille i hvert sit rum med lukket dør og skriv ærlige SMS’er til hinanden.
13. Sød lille missekat
Leg, at den ene af jer er den andens kæledyr.
14. Køb en burner
Og lav telefonfis med jeres venner fra et anonymt taletidskort.
15. Lad som om I har fået fnat
… men ikke kan holde fingrene fra hinanden alligevel. Tænk Phoebe og Charlie Sheen i ‘Friends’ og vær uartige:
De forskellige punkter kan sagtens kombineres eller varieres ved terningskast. Pas på hinanden derude <3
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️