Veninder
Foto: Heng Films/Unsplash

6 ting jeg har lært af: At bakke andre kvinder op

Sara Skaarup skriver livskloge klummer i listeform her på Heartbeats. I dag om at bakke andre kvinder op og give dem plads og ro til at fylde.

1. Se og lyt

Jeg vil gerne være sådan en, som andre kvinder tør betro sig til uden at frygte at blive bedømt. Mange kvinder er konstant selvkritiske og i tvivl om, om de er pæne nok, kloge nok, en god nok mor – et ordentligt nok menneske. Det er jeg også selv.
Så ser du en kvinde, der lider, så prøv at gå hende i møde. Det kan være den fremmede i bussen eller hende den nye på kontoret. Og gør du det ikke helt automatisk med de kvinder, som du allerede kender, er du altså en pjokkvinde!
Ingen af os behøver føle os alene, og jeg ved fra mig selv, hvor stor forskel det kan gøre at høre en anden kvinde sige: “Det kender jeg godt”. Det bestyder nemlig, at du er okay, og vi er okay. 

2. Man er kun ekspert i sit eget liv

Kvinder deler tit en masse, men vi forstår ikke automatisk hinandens verdener til bunds. Derfor skal man generelt holde sin kæft, indtil man bliver spurgt. Hvor træls er det ikke, når en anden kvinde griber dine famlende ord og hyller dig i uinviteret problemløsning? Det kan godt være, man liiige kan se en udvej for hende eller har været et lignende sted selv, men tilbyd din mening og lad være at belære. Især indenfor børneopdragelse og parforhold har mange kvinder tendens til femisplaining. Men den klogeste kvinde er den, der kan lytte og rumme uden at bruge chancen til at brilliere uopfordret. 

3. Hvis du har meget, skal du give meget

Kvinder, der er selvsikre og har succes, har et fantastisk udgangspunkt for at hjælpe andre. Da jeg første gang mødte mit store idol, parterapeuten Esther Perel, demonstrerede hun netop dette. Jeg skulle interviewe hende og følge hende et par dage, og her så jeg, hvordan denne verdenskendte inspirator forbandt andre kvinder hele tiden: I restauranten, backstage og på forlaget gav hun bekendte kvinders visitkort videre til nye kvinder, anbefalede den ene at møde den anden og introducerede kvinder for hinanden. Ikke for egen vinding, kun for vi andres  skyld – for at løfte os.

4Det er godt at vise svaghed

Du behøver ikke være magtfuld eller perfekt for at gøre en forskel for andre kvinder. Selv når man er på røven, er der noget at give – nemlig et eksempel på, at det er okay at være sårbar og vise det.  Jeg har mødt kvinder, som jeg oplevede som meget succesfulde og stærke, men også hårde og derfor blev lidt bange for. Jeg kunne ikke rigtig forbinde mig. Først i det øjeblik, hvor den anden kvinde også udviser blødhed eller deler et problem, kan jeg mærke hende og får lyst at nærme mig.

5. Du må gerne fylde noget

Blandt kvinder er der tit en udtalt frygt for at være ‘for meget’. Tale for højt, mene noget markant, blive opfattet som voldsom eller – gys – selvfed. Jeg har selv sat mit lys under en skæppe af skræk for at udløse andres kvinders vrede eller fordømmelse. Men det er direkte dumt. Man skal vove at være så markant, som man nu engang er – og lade være med at disse andre kvinder for det samme. Jeg har også prøvet både at føle mig intimideret og inspireret af kvinder, der tog meget plads. Det sjove er, at lige i røven af det, ligger inspirationen tit  – for de, der er klar til det. For ‘må du fylde, så må jeg også’. Og det må du. Der er plads nok til alle.

6. Det er cool at påtale dårlig opførsel

Jeg tror på søstersolidaritet, men jeg tror også på menneskesolidaritet generelt. Man skal møde folk åbent og støtte hinanden. Men det er misforstået, at man skal godkende og stå model til alt, bare fordi man deler køn. Nogle kvinder trænger til lidt skoling her. Hvis er kvinde sladrer, bitcher, dominerer eller træder på dig eller andre, skal hun vide, at det ikke er okay. Ellers ændrer det sig jo aldrig. På den måde må man godt opdrage lidt på andre. 

Find mere om
Footer graphics