Tænk sig engang at sidde i lige knap tre timer og være komplet bjergtaget af en dokumentar om en kvinde, der ikke rigtigt siger noget og forbliver et mysterium.
Man skal have boet under en sten for ikke allerede at have hørt noget om ‘You Can See Everything’, hvor den svindeldømte tech-entreprenør Elizabeth Holmes lukker et kamerahold ind i sit liv i måneden op til, at hun skal afsone en lang fængselsstraf.

Filmen er blevet udråbt til verdens ottende vidunder og hyldet i en sådan grad, at det nærmest er umuligt at leve op til forventningerne. Alligevel blev jeg taget på sengen, med bukserne nede og hvad man ellers kan sige om den overraskelse, jeg så filmen med.
Det er årets vildeste biografoplevelse og en film, der totalt redefinerer synet på dokumentargenren.
Den føles som andet og mere end en film. Nærmest et stykke eksperimentel installationskunst, men samtidig så sjov og fremmedgørende, at man konstant er lige dele mystificeret og underholdt.
Det ville være virkelig ærgerligt at ødelægge oplevelsen med for detaljerede beskrivelser, så lad mig prøve at forklare i lidt brede træk.
Sproglig forvirringskomik
Nathan Fielder er blevet kontaktet af Elizabeth Holmes og hendes partner Billy Evans, der gerne vil fortælle hendes historie. Hun er dømt for svindel i virksomheden Theranos, der blev stiftet i 2003 med en påstand om at have udviklet en revolutionerende blodprøveteknologi.
Fielder er ikke en kritisk journalist eller en med kendskab til videnskab. Han er derimod komiker med en skæv hjerne, der lavede sociale eksperimenter i serien ‘Nathan for You’ og øjensynligt fik en blankocheck fra HBO til at skabe endnu mere grænsesprængende hybridgenialitet i ‘The Rehearsal’.

Han flytter ind hos parret og deres to små børn, og der går ikke lang tid, før han stiller spørgsmål, som andre aldrig havde fundet på.
”Hvordan flirter du?” spørger han hende og får at vide, at hun med Billy bare prøvede at holde øjenkontakt – hvorefter de to kigger hinanden længe og dybt i øjnene.
Der er ikke nogen tvivl om, at selv om Fielder går til Holmes med stor skepsis over for hendes troværdighed, kommer han undervejs til at holde meget af hende.
Han angriber hendes påstand om aldrig at have løjet og går hendes virkelighedsopfattelse på klingen ved at vise en berømt sketch, hvor makkerparret Abbott og Costello laver sproglig forvirringskomik. Joken går fuldstændig over hovedet på hende og peger på en mulig forklaring på, hvorfor hun gjorde sig skyldig i svindel.
Handler det hele i virkeligheden bare om dårlig kommunikation? Nathan Fielder borer i det lille ord ”kan”, der også optræder i filmens titel og er særdeles fleksibelt.
Radikal dokumentarisme
Omtrent halvvejs i ‘You Can See Everything’ springer filmen fra 2023, hvor Elizabeth begynder sin afsoning, og to år frem. Her går kontakten til hende gennem Billy, der er en mindst lige så aparte skikkelse som hende.
Han lader filmfolkene komme så tæt på, at de må optage ham splitternøgen i badet, men lukker ned, hvis spørgsmålene bliver alt for konkrete eller kritiske.
Der er så mange WTF-øjeblikke undervejs, at man kunne fodre svin med dem, og meget af tiden sidder man med kuldegysninger over følelsen af at se en virkelighed, der er umulig at blive klog på.
Det er en radikal tilgang til dokumentarisme, der ikke foregøgler at være journalistik i nogen som helst form, men udgiver sig for det, den præcis er: et begrænset udsnit af verden med en konstant bevidsthed om, at der foregår alt muligt uden for filmen, som publikum ikke er bevidst om.
Filmen har levet et galopperende liv siden premieren i hjemlandet og kommer uden tvivl til at udvikle sig yderligere, mens Nathan Fielders og medinstruktøren Lance Oppenheims etiske overvejelser kommer under lup.
De forsøger at være åbne om deres metode hele vejen igennem, men lader samtidig en aura af tvivl hænge over hele foretagendet.
Sprudlende pærevælling
Filmen angriber hele tiden sin egen præmis og lader fiktion og virkelighed smelte sammen i en sprudlende pærevælling. Med nærbilleder og intens musik bliver replikkerne ofte leveret og indfanget, som var det fiktion.
I en scene står Elizabeth og pisker æg, mens hun snakker, indtil Billy overtager, fordi hun ikke pisker kraftigt nok efter hans mening. Eller fordi han vil aflaste hende, som han selv siger.
Enten deler de to den smukkeste kærlighed nogensinde og en nærmest telepatisk forbindelse, eller også er det et dybt forskruet forhold fuldt af manipulation og decideret gaslighting.
”Jeg er træt af, at folk taler på mine vegne,” siger Elizabeth mod slutningen, da Nathan besøger hende i fængslet.
Det forstår man sådan set godt, men hvorfor lader hun manden tale for sig i en tone, der er meget langt fra hendes egen? Og hvorfor medvirker hun overhovedet i den her film, når hun har rigeligt at se til med familieliv og store arbejdsplaner og desuden et langt fængselsophold foran sig?
Det giver ikke rigtig nogen mening, og så alligevel. Det handler nemlig til syvende og sidst om at forme sandheden i en postfaktuel virkelighed, hvor netop det begreb lader til at være afgået ved døden.
Man kan aldrig se alt, og det er hele pointen.
🖤🖤🖤🖤🖤🖤
