Anders Weidick Andersen. Foto: Louise Elly Meyer

74-årige Anders Weidick Andersen om at miste sin søn: “Man kan vælge at gå i sort eller at komme videre”

Fredags-perspektiv. Hver uge går Heartbeats på gaden for at møde mennesker, der har levet et langt liv, og som gerne vil dele ud af deres erfaringer. Hvad har livet lært dem? Hvornår er de lykkelige? Og hvad er det bedste råd, de nogensinde har fået?

Hvad er det vigtigste, livet har lært dig?

At holde fast. Tro på, at det nok skal gå. Kom videre, lige meget hvor hårdt livet måtte være. Jeg har mistet min søn til selvmord. Han var pissedygtig, klog og begavet. Han var lige ved at være færdig som psykolog og skulle en tur til Amerika. Han tog sit eget liv derovre. Det er otte år siden nu, og jeg fatter det stadigvæk ikke, og det kommer jeg heller aldrig til. Men man kan vælge at gå i sort eller at komme videre. Jeg har en tro på, at han ville elske, at jeg kørte videre. 

Det er en forælders værste mareridt. Hvad har du gjort for at blive ved?

Jeg blev ved med de ting, jeg altid har gjort. Jeg fotograferer, spiller guitar og trommer. Jeg er medlem af to bands, et jazzorkester og et rock and roll-orkester, og vi har spillet sammen i over 40 år. Så jeg bliver ved og tror på, at det nok skal gå, lige meget hvor mange bank man får.

Fredags-perspektiv

I denne uge taler vi med Anders Weidick Andersen, der er 74 år, pensionist og musiker. Tidligere har han været idræts- og musiklærer på Bernadotteskolen i Hellerup. For otte år siden mistede han sin søn, men musikken og vennerne styrker hans tro på, at det hele nok skal gå.

Hver uge møder Heartbeats mennesker, der gerne vil dele deres forandringer fra et langt liv. De sætter perspektiv på din fredag, når de svarer på spørgsmål om, hvad det vigtigste, livet har lært dem, er, og hvad der får dem til at føle sig lykkelige.

Hvordan føles det for dig at leve med sorg? 

Det er on and off. Altså, lige nu, fordi jeg snakker med dig og nævner det igen, så bliver jeg lidt tung i det. Træt af det og ulykkelig over det. For jeg fatter det stadigvæk ikke, og for evigt jagter man en forklaring på: hvorfor? Jeg fik ikke nogen meldinger. Sorgen kommer og går. Det kan være et træ eller en blomst, der udløser det. Når jeg går forbi universitetet, hvor han gik, så bliver jeg lidt trist igen og tænker: “Hvorfor er du her ikke nu?” Jeg ser en masse af hans venner, der bliver færdige på Kunstakademiet og Rytmekonservatoriet, og som har et godt liv. Hvert år holder vi en sammenkomst til hans fødselsdag, og så mindes vi ham. Snakker om, hvad han sagde og gjorde, hvor god han var, hvor sjov han var, og hvor irriterende han også var. Vi holder ham i live. 

Hvornår føler du dig lykkelig? 

Når rockorkesteret rammer det, som Franz Beckerlee lige kaldte ‘gudekysset’. Altså, når man rammer det øjeblik, hvor al træningen lige pludselig forlader dig, og du bare gør det. Alle sammen på samme tid. Så er der sådan et flow i det, og så kan jeg altså godt blive rigtig glad. Jeg er også rigtig glad for min kone og det liv, vi har sammen. Vi er flyttet fra Kartoffelrækkerne til en etplansvilla ved Utterslev Mose, fordi hun har fået sclerose. Først tænkte jeg: “Vi dør herude.” Men vennerne kommer herud alligevel, og det er altså dejligt.

Anders Weidick Andersen i Botanisk Have, København. Foto: Louise Elly Meyer

Hvad er det værste ved den tid, vi lever i?

Alt det vanvittige, der foregår med Putin og Israel og Palæstina. Og øko-krisen.

Og det bedste? 

Musik, vennerne, familien og alle de unge mennesker, der gerne vil gøre verden til én stor botanisk have med biodiversitet for fuld skrue. 

Du er tidligere lærer. Hvad var den vigtigste lektie for dig at sende med dine elever ud i verden med

Tro på dig selv, du kan godt. Hold fast i det, du holder af, og bliv ved med det. Så skal det nok gå.

LÆS OGSÅ

Footer graphics