Det er ironisk. Da jeg var yngre, bekymrede mine veninder og jeg os om ikke at blive gravide. Tanken om at skulle have foretaget en abort var ikke lige det mest tiltrækkende. At skulle konfrontere kæreste og forældre med situationen virkede nærmest angstprovokerende og dilemmaet om hvorvidt, man skulle beholde barnet eller få foretaget en abort var ikke et, vi på nogen måde havde lyst til at invitere indenfor.
Som årene er gået er fokus skiftet – bekymringerne rykkede sig fra ”åh nej, tænk hvis jeg er blevet gravid” til ”gad vide, om vi overhovedet kan blive gravide”. Som gennemsnitsalderen for hvornår vi får børn har rykket sig, er problemerne også kommet tættere på. Fertiliteten i omgangskredsen er dykket. Som babyerne har meldt deres ankomst omkring os, er der stadig snak om fertilitet, og om hvornår og hvordan man får sine børn. Mange har døjet med ufrivillig barnløshed og har været i behandling for at blive gravide.
Fertiliteten har dog ikke hovedrollen i min historie. Det har det at miste. Miste et lillebitte liv – noget man egentlig ikke helt har haft, men en begyndelse til noget, man gerne vil have.
Jeg har, ligesom mange andre kvinder, oplevet ufrivillige, spontane aborter. Det er ikke rigtig noget, man taler om. For det er svært at sætte ord på, hvad det gør ved én at tabe et barn – eller flere for den sags skyld. Det er der flere grunde til, men sandheden er nok, at det til dels skyldes, at man særligt tidligt i en graviditet ikke rigtig anser fosteret for at være et barn endnu. Men det kan man jo prøve at fortælle den krop, der har været gravid i 6-8-10 uger, før fosteret blev udstødt.
Jeg har været gravid fem gange. Og jeg har fået to børn. Vi har flere gange fået at vide af lægerne, at det var helt normalt, og at omkring 20 procent af alle graviditeter går til inden uge 12. Vi skulle bare prøve igen. Ellers var det ”naturens måde at skille sig af med et sygt foster på”. Ingen af delene hverken hjælper eller forklarer noget. Statistikker, tal eller floskler er altså ikke altid en trøst, når man er ked af det… Er man en smule som jeg, så vil man rigtig gerne kunne forstå, hvad det er der sker – og ikke mindst hvorfor det sker.
De fleste par venter på, at være kommet igennem de første 12 uger af graviditeten, før de deler nyheden med andre – der er stor risiko for at fosteret går til, og man vil gerne forbi nakkefoldsscanningen i uge 12, og se at barnet er sundt og raskt, før man fortæller andre om den kommende familieforøgelse. Men det er med til at gøre aborterne sværere at tale om. For ikke nok med at man skal dele en sorg og sårbarhed med andre, så kendte de måske ikke engang til graviditeten til at starte med. ”Jeg var gravid, og jeg tabte barnet”. Det er måske lettere bare at tie og krydse fingre for, at der er gode nyheder at dele inden længe.
Men hvad er det ellers, der gør, at spontane aborter er så svære at tale om? Nogen mener nærmest, at emnet er tabubelagt. Udover sorgen og sårbarheden, så var det for mit vedkommende svært at tale om, fordi det netop ikke hjalp at høre standardsvarene fra folk omkring mig. Jeg havde brug for, at der var en, der fortalte mig, at næste gang gik det bedre – der ville den være der. Og da ingen kunne vide det, så handlede det utroligt meget for mig om tage action. At tage kontrol og gøre noget for at få næste graviditet til ikke at gå til.
Mit ”uheld” var, at der ikke var noget at gøre. At mine spontane aborter ikke kom i rap. For efter man har tabt tre gange i træk, kan man blive henvist til landets eneste afdeling for aborter – ’Enheden for Gentagne Graviditetstab’ på Rigshospitalet – hvor de kan hjælpe med at kortlægge ens aborter og måske finde frem til, hvad der er gået galt. Jeg var tæt på at lyve mig ind, for jeg havde så meget brug for at føle, at jeg gjorde noget. At nogen gjorde noget.
Vi fortalte vores tætte venner og familie, at jeg var gravid – på trods af risikoen for at miste igen. For jeg følte mig meget hurtigt gravid, og vi vidste, at skulle det ske, at jeg aborterede igen, så ville det være rart, at folk omkring os vidste, hvad vi gik igennem. Så skulle der forklares mindre. Det fungerede for os. Det var også lettere for mig at få lov at være ked af det, vred og frustreret, hvis mine venner var der til at tale om det.
For det er så skide tarveligt! Og man føler sig så barnlig, når man hører sig selv sige, hvor uretfærdigt det er. For sandheden for mig er jo, at jeg kunne blive gravid. Og jeg er endt med at få de to smukkeste piger på jorden. Set i bakspejlet er lige præcis de børn, jeg skulle have, kommet til verden.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
