Cathrine Lundager: “Det mest modige er at acceptere, at vi alle sammen potentielt kan være nogle ret elendige røvhuller, når vi er bange og stressede”

Coronakrisen får det værste frem i folk, men måske også det bedste, skriver Cathrine Lundager i denne klumme.

Jeg manglede altså toiletpapir i torsdags, vil jeg godt lige sige. Vi var ved at løbe tør, jeg havde bare glemt det ad flere omgange, fordi det ikke altid kører så godt med at få skrevet ting ned på en indkøbsliste herhjemme. Det kører faktisk RIGTIG dårligt med det for min kæreste, hvis I gerne vil vide det.

Det var dagen efter Mettes Kennedy-moment (Ask not, what your country can do for you, men you know…), og jeg begyndte hele tiden spontant at græde undervejs i helt almindelige gøremål, fyldt af en følelse jeg stadig ikke helt kender. Sidst på eftermiddagen tog jeg mig endelig sammen til turen i Føtex, forberedt på en folkemængde i tilsvarende panik som den i Kings Landing, da Khaleesi er ved at brænde hele lortet ned til grunden. I stedet for drageild, så bare med toiletpapir og frysepizzaer i frit fald. 

Føtex.var.helt.stille.og.rolig. Der var nok toiletpapir. Der var nok af den størrelse bleer, vi også skulle bruge. Jeg købte en pakke af hver, og ingen af delene kunne være i mit indkøbsnet. Jeg skammede mig hele vejen hjem. Skulede rundt for at se om nogle troede, jeg havde købt ekstra, altså HAMSTREDE. Regnede med at få tilråb fra vinduerne, da jeg kom ind i min gård. Så meget at jeg forberedte mig på, hvad jeg kunne svare igen; noget med, den som fisen (hamstring) lugte kan… Og når du peger på andre, er der altid to fingre, der peger tilbage på dig selv, tænk lige lidt over det. Du kan selv være en hamster. Jeg var herre ræd for den sociale udskamning. Helt uberettiget, i øvrigt. Det er det, skam gør.  

Jeg skal være den første til at synes, at de danskere, der flux fes ned i supermarkedet for at rippe gær til at bage det brød, de aldrig nogensinde før har tænkt på at bage, har forbrudt sig afgørende mod fællesskabet. Det er ikke en i orden måde at opføre sig på. Det er en potentielt farlig måde at opføre sig på.

Det samme kan sådan set siges om alle de mennesker, der sad og gnubbede sig op ad hinanden i solen i lørdags langs søerne i København. Og dem, der skrev på Facebook om den fede børnefødselsdag, de alligevel følte, de var nødt til at afholde (Alle ved jo, at en børnefødselsdag i smitteøjemed ækvivalerer en egentlig rotterede). Du får lyst til at ønske dem død og ødelæggelse. Ikke børnene, men deres forældre.

Men det behøver du ikke engang nu, for den er her i forvejen, døden og ødelæggelsen. Har vi egentlig brug for mere af den? Store kriser taler til dyret i os, vi er langt inde i sindet og skal nok endnu længere ind, før det her er overstået. Det er nemt at hade på hamsterne, for nok er de egoister, men det karakteriserer dem nok endnu mere, at de var meget bange, som de stod der overfor køledisken – og derfor i det øjeblik også bitte små. Ligesom vi alle sammen er lige nu. 

For hvis vi nu hver især skal prøve at være den, der ikke kaster den første sten – efter dem, der tilsyneladende har tænkt sig at skide non stop de næste 14 dage og derfor har brug for uanede mængder toiletpapir – er der så en eneste af os, der kan sige os fri for aldrig nogensinde at være styret af frygt? Af det, som ligger bagved: den eksistentielle grundangst for at dø, for at blive forladt, afvist, for ikke at være elsket, ikke blive set, ikke være forbundet. For alt det handler jo i virkeligheden om overlevelse. Om ikke at forsvinde. På samme måde som det gør, når dig og din krybdyrshjerne resolut sætter kurs mod Bilka. På samme måde som det gør, når du råber til din kæreste, at han skal fucke ad helvede til, inden han når at sige det til dig. På samme måde som det gør, når du ikke kan holde ud at være helt alene hjemme med kun dig selv og derfor må ud, ud, ud i solen og distraheres af nogle andre levende skabninger.

Og hvis vi nu skal prøve den svære øvelse, det er at sidde lidt med følelsen af at være bange i stedet for at handle på den (no pun intended), så har vi lige nu den store fællesskabs-force, at vi kan mødes i at være bange for det samme: At vi selv eller nogle af vores nærmeste bliver alvorligt syge. At mennesker kommer til at dø omkring os. At Sundhedssystemet bryder sammen. At økonomien gør. Vi er bange for, om vores levebrød kan blive ved med at være vores levebrød på den anden side af det her. Om vores venners kan. Bange for at verden ikke bliver den samme igen. At verden nok forandrer sig, men ikke til det bedre. At vi helt har mistet kontrollen. At der således kun er UVISHED tilbage. 

Inden alt det her har jeg så længe, jeg kan huske, været mega mørkeræd. Jeg er freelancer, så jeg har i lang tid været meget ængstelig for ikke at have nogen penge, når jeg bliver gammel. Eller bare om nogle måneder. Jeg er konstant nervøs for ikke at få set det, jeg ville, som Kim spørger om i ‘Om lidt bliver der stille’. Hvad jeg vil sige med dét er, at det er forskelligt, hvad der kræver vores mod. Jeg ved for det meste ikke en skid om, hvad der får dig til at ryste i bukserne, og derfor har du i udgangspunktet krav på min radikale medfølelse, selvom det fandme er fuckin svært at tro på, at alle mennesker faktisk gør det bedste, de kan under de omstændigheder, de nu har.

Lige nu er det mest modige mærkeligt nok at blive hjemme og høre efter, hvad de voksne (Søren & Mette) siger. Det mest modige er at acceptere, at vi alle sammen potentielt kan være nogle ret elendige røvhuller, når vi er bange og stressede. Den her situation er super stressende, det synes jeg, vi skal give os selv. Samtidig med, at vi giver os selv og hinanden et break, lidt tilgivelse og en masse omsorg.

For uanset hvad så er vi stuck med hinanden i det her. Vi er alt, hvad vi har. Hvad har man brug for, når man er rigtig bange? En krammer, venner. En lang krammer.

Find mere om
Footer graphics