Ditte Giese
Foto: Rita Kuhlmann

Coronakrise: Os, som er ’de sårbare borgere’, har brug for jeres hjælp nu

Hvordan er det egentlig at være blandt de særligt sårbare borgere og sidde og følge Coronavirussets spredning? Det har journalist Ditte Giese skrevet denne klumme om.

I aftes, da jeg lå og læste godnathistorie for mit barn, krammede han sig tæt ind til mig, kyssede mig og åndede mig tungt og varmt lige ind i fjæset, inden han faldt i søvn. Det plejer at være mit yndlingsøjeblik på dagen, den lille varme krop, der bliver tung og slap, og åndedrættet, der bliver tungere, og så godnat. Men i går blev jeg paranoid og lå og overvejede, om han mon kunne være smittet, og nu lå og smittede mig. Det er faktisk en nærmest gruopvækkende følelse at være bange for at være tæt med sit eget barn. Men det er jeg, fordi jeg er en af de særligt udsatte.

Vi er dem, der hele tiden hører, at coronavirus altså heldigvis kun er farligt for de gamle og de kronisk syge. Kun. Som om vi er en slags collateral damage i nødsituationer. Der er ikke rigtig nogen, der tager det meget alvorligt, men det er os, der er mest bange for corona. Inde i alle mine grupper for kronisk syge og kræftpatienter sidder alle og skriver panikslagent til hinanden i de her uger – hvem ved noget, hvad gør I?

Det handler ikke om, om vi skal aflyse en kærestetur til Paris, eller hvilke butikker der sælger håndsprit – trust me, det har vi haft i spandevis derhjemme i flere måneder, om vi får hamstret nok toiletpapir – nej, det handler om selvkarantæne, om isolation fra egne børn, om mundbind hjælper bare det mindste, om man skal stoppe med sin kemo for at hjælpe immunforsvaret op overfor corona eller lade være med at møde op til sine lægeaftaler for at undgå mulig smitte. (Det mener jeg naturligvis ikke, at man skal, bare for at være tydelig og ikke blive uvenner med lægestanden, igen)

Jeg er bange for, om der er medicin nok. Om lægerne aflyser mine behandlinger. Om der opstår kaos på hospitalet. Jeg har ikke turdet tage kollektiv trafik i flere uger nu. Til gengæld har jeg gået og cyklet 20 km dagligt. Jeg har ventet i 4 uger på mine bestilte mundbind fra Kina. Men Kina er lukket ned. Jeg har også lukket ned. Jeg melder fra til alt socialt og går ikke på arbejde mere. Jeg synes ikke, der er noget, der er vigtigere lige nu end ikke at få den virus. Også selvom jeg savner mine venner.

Jeg håber, at alle vil udvise samfundssind og solidaritet og begrænse deres sociale liv nu. Også selvom de ikke er bange på egne vegne. Jeg ved godt, at det er nærmest naturstridigt for os ikke at gå til koncerter, tage på ferie og sidde på café. Men det handler om at dæmpe spredningen, få den så sent som muligt og håbe på, at vaccinen er klar på den anden side af sommerferien.

Men det ligger ikke til os at begrænse os. Ikke i Vesten. Vi vil det hele, hele tiden, det er vi opdraget med, og vi har været forkælede og altid haft alle muligheder for underholdning, restaurantbesøg og fest. Derfor er det godt, at myndighederne og statministeren kommer med tydelige forbud og påbud nu og beder folk lade være med at arbejde, rejse og samle sig.

Det er de stærke, rige, ressourcestærke, rejsende og raske, der hvirvler denne her sygdom rundt i verden, som en lungesyg kvinde fortalte i Politiken forleden. Fordi det åbenbart var en total umulighed at lade være med at stige på et fly til Italien. Men det er de svageste, der lider under det og måske kommer til at dø af det. Det er der ikke nogen retfærdighed i. Hvis jeg eller andre kritisk syge eller svagelige ældre får coronavirus, er der en forhøjet risiko for, at det bliver et grimt forløb, at der kan opstå alvorlige komplikationer, at det kan tage måneder, eller at vi kan dø. Samtidig vil det lægge hospitalsvæsenet ned.

Danmark har reageret noget tøvende overfor COVID-19. Det er den danske måde: Ta’ det nu roligt. Men det er helt forkert. Vi skal handle nu. Den eneste ansvarlige måde er at distancere sig fra verden socialt og blive hjemme så meget som muligt. Læse bøger. Se nogle gode film. Gå en tur alene. Aflys din fødselsdag, der kommer en ny næste år. Arbejde online hjemmefra. Gå i haven. Spis alt fra fryseren. Spil brætspil med ungerne. Ta’ i sommerhus. Og reagér på det, hvis du er syg i stedet for at bide det i dig og gå på arbejde og smitte andre. Det bliver et anderledes liv de kommende uger og måske måneder, også i takt med at skoler, kulturliv og arbejdspladser lukker ned.

Men vi må og skal suspendere vores sociale liv for at redde liv. Det bliver en stor ændring af vores livsstil og hverdag. For en tid. Men det kan vi godt, hvis vi hjælpes ad.

Find mere om
Footer graphics