Det er virkelig et dystopisk efterår. Jeg bøjede mig for hypen (som i øvrigt er fuldstændigt berettiget) og læste Sally Rooneys nye bog ’Skønne Verden, hvor er du’. Udover at indeholde virkelig gode sexscener var den befolket med mennesker, som oprigtigt talt ikke tror på, at vi kommer til at overleve en generation ude i tiden.
Hovedpersonerne er alle mennesker i 30’erne, som ikke kan overskue at leve i en meningsløs, kapitalistisk verden, hvor de stærke udnytter de svage, og hvor klimakrisen ikke blot er en overskrift i nyhederne, men et kommende punktum for menneskeheden.
Så bøjede jeg mig for en anden hype og så ’Squid Game’ på Netflix, der er den meste sete serie til dato. Og hold da op – her står det bestemt ikke meget bedre til end hos Sally Rooney. De fattige kan lade sige gældssanere med livet som indsats for blot at komme ud til en verden mere håbløs og skræmmende end de nøje koreograferede, morderiske børnelege, som de skal igennem for at vinde.
Det var en dybt depraveret oplevelse at se ’Squid Game’. Jeg følte mig mindst lige så forkvaklet som de groteske V.I.P’er i serien, der betaler for at kigge på. Jeg kunne ikke lade være med se samtlige seks en halv time – men jeg har følt mig underligt til mode lige siden.
Pædofili, sadisme, vanrøgt
Det blev helt slemt med ’Kastanjemanden’, som jeg har fået anbefalet igen og igen. Den serie har jeg simpelthen ikke kunnet gennemføre – misogyni, pædofili, sadisme, vanrøgt, og hvad der ellers væltede ud af skærmen i løbet af de to første afsnit – det føltes som et overgreb i sig selv at se med. Det kan virkelig undre mig, at så mange mennesker bliver tiltrukket af så dystre og dybt illusionsløse fortællinger, der maler en verden uden glæde eller håb.
Især fordi det bliver ikke meget bedre, hvis man vender sig mod virkeligheden:
Mink-sagen er en deprimerende omgang, der langsomt, men sikkert fører os hen mod den erkendelse, at der er uendeligt langt mellem, hvad en politiker siger, og hvad en politiker gør. Og det er ikke en erkendelse, som er betryggende i en tid, hvor det er vigtigere end nogensinde at sætte den rigtige handling bag de rigtige ord.
Lige nu sidder nogle af verdens ledere på Cop26 i Glasgow og skal prøve at indgyde os håb. Sætte handling bag ordene. Det lykkedes ikke rigtig, desværre. Værten Boris Johnson holdt en virkelig foruroligende åbningstale, hvor han mente, at det hele var ligesom en James Bond-film, hvor tiden er ved løbe ud, og bomben snart sprænger.
Gennemsyrer alt
Han sammenlignede simpelthen sig selv og resten af verdens ledere med én af de meste urealistiske, eskapistiske og grotesk selvovervurderende helteroller, der nogensinde er skabt. James Bond er jo fed, fordi han netop ikke findes i virkeligheden – hvis den totale psykopat virkelig fandtes, så ville han formentlig sidder bag lås og slå. Det er ikke noget godt billede, som Boris Johnson – eller hans taleskriver – fandt på der. Det bidrog bare til den dystopiske stemning, som gennemsyrer alt fra litteratur, til tv-serier og gransknings-kommissioner lige nu.
Og så har jeg ikke engang skrevet om “3. bølge” eller “restriktioner”. Det vil jeg faktisk undlade.
For håbløshed skaber passivitet. Verden skal genfortrylles. Vi skal tro på lyset og det gode i os alle. Ellers er der kun én vej – og det er ind i mørket.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
