Min internethistorik starter i midten af nullerne. Jeg kommer hjem fra skole, og inden lektierne bliver rørt, går jeg hen til familiecomputeren og sidder med min krumbøjede barneryg hen over min rotation af hjemmesider som ClubPenguin, GoSupermodel og gratisspil.dk.
Mine ritualer fortsætter med alderen, men med små ændringer: I 2010 er jeg 13 år og rykket ind på værelset med en laptop på sengen. Jeg spiller ikke så mange spil mere, og historikken har rykket sig til YouTube og Google. Jeg ser musikvideoer, søger på billeder af flotte kendisser og researcher mere info om tilfældige film, jeg har set i fjernsynet.
Det giver mig et lille ‘pang’ i hjertet, hver gang jeg interagerer med noget, jeg kan lide, og jeg begynder at hungre efter den følelse hver dag. Jeg laver en profil på verdens mest quirky microblogging-platform Tumblr og finder hurtigt et internetfællesskab med folk, der kan lide de samme ting som jeg. Det er på Tumblr, jeg ser dem første gang. Fiktion skrevet af fans, med deres helt eget sprog – Ship, Y/N, AU, Canon, Headcanon, Smut, OTP. Historierne er alt fra uskyldige historier fra Harry Potter-universet til erotiske slow-burns om ægte kendisser. Det er en helt ny verden for mig, men det er tydeligt, at det er et kodesprog, der har været i omløb længe.
Et uendeligt ‘hvad nu hvis?’
Man kan argumentere for, at fanfiktion har eksisteret næsten lige så længe, som fiktion har. Uofficielle fortsættelser og efterligninger af populære bøger kunne man finde mange af, inden copyright-lovene kom til.
Det er dog fans af science-fiction serien ’Star Trek’, der oftest bliver krediteret for at popularisere moderne fanfiktion. Det var helt tilbage i 1960’erne, hvor især det lettere homoerotiske venskab mellem Captain Kirk og Spock motiverede fan-historier som aldrig før.
Jeg ved, at det er den der ‘pang’-følelse i hjertet, som forbinder fanzines dengang og i dag. Thessa Jensen, Lektor ved Aalborg Universitet, som har skrevet bogen ’Fanfiktion: Et levende online fællesskab’ forklarer den følelse.
“Jeg tænker på det som en forelskelse, hvilket kan forklare, hvorfor der er fokus på personerne frem for selve den verden, tingene foregår i. Det interessante i den sammenhæng er, at der findes fans af pairings som i originalhistorien slet ikke har kontakt med hinanden. Vi reagerer på personerne og deres måde at være på – og derefter sætter vi dem sammen med andre personer, der tiltaler os på et eller andet plan.”
Når man selv sammensætter historier, kan man låne fra hele karakter-katoteket, hvilket mange gør:
“‘We’re all dying,” Sirius replied.
‘Maybe.’ Remus agreed, lacing their fingers together, ‘But shouldn’t life last longer, if it can be like this?’”
Det er måske ikke helt sådan, du husker de to bi-karakterer i Harry Potter. Den ekstremt populære fanfiction ‘All the young dudes’ handler om Harry Potters forældres tid på Hogwarts og skulle eftersigende være bedre end nogle af J.K.Rowlings værker.
Fanfiktion gør, at historier og karakterer fra vores yndlingsfiktion kan leve videre og besvare alle de ubesvarede spørgsmål, vi går rundt med.
Et liderligt safespace
Det er ikke nogen hemmelighed, at fanfiktion oftest bliver associeret med unge kvinder, og måske er det en af de unfair grunde til, at det bliver set ned på. Men sætter man unge kvinder som den primære afsender og modtager for fanfiktion, er der nemlig endnu en ting ved fanfiktion, som tiltrækker: dets fokus på seksualitet.
Ikke alt fanfiktion handler om sex, men det er et medie, der i højere grad udforsker sex og kærlighed, især hvis det ikke er repræsenteret i det originale materiale, fanfiktionen er baseret på. Det tillader derfor rigtig mange læsere at udforske deres egen seksualitet i et miljø, der stadig er familiært for dem. Med andre ord, kan fanfiktion altså være et safe space for liderlighed.
“Det seksuelle aspekt i fanfiktion hænger sammen med, at det bunder i en form for forelskelse i de figurer, som vi skriver om. Vi er interesserede i deres indre tanker, tvivl, overvejelser, angst og skam,” fortæller Thessa Jensen.
Ifølge Thessa Jensen skrives fanfiktion oftest af kvinder og nonbinære personer til ligesindede.
“Seksualiteten i historierne er simpelthen et udtryk for den lyst, som forfatterne føler. Fanfiktion giver mulighed for at udleve denne lyst uden at blive dømt eller fordømt. Samtidig er beskrivelsen af relationen mellem de to eller flere hovedpersoner udtryk for, hvordan kvinder og mindretal kæmper for deres rettigheder,” uddyber hun.
Manglen på fordømmelse er et vigtigt element, da de seksuelle fanhistorier godt kan gå hen og blive ret kinky og hardcore. Fanfiktionshjemmesider som AO3 har et ret udførligt tagsystem, der gør, at man som bruger ved lige præcis hvilket seksuelt indhold, der er at finde i en fanfiktion. Er man ikke til det, lader man bare være med at læse det. En fanfiktion bliver derfor en slags boble, fri for fordømmelse – alle har ligesom valgt at være der.
Frit lejde til fri fantasi
Det frirum fanfiktionen har skabt er både ømt og liderligt, men nogle gange lige til grænsen. Fænomenet RPF – Real Person Fiction er en af de mere kritiserede genrer af fanfiktionen og handler, som navnet antyder, om kendte, virkelige mennesker.
Den mest populære RPF er ’After’ af Anna Todd, som er blevet omskrevet og udgivet som en serie af kærlighedsromaner og efterfølgende filmatiseret. Den første film tjente svimlende 69 millioner dollars. ’After’ startede som en One Direction-fanfic på platformen Wattpad og dens hovedperson, Hardin Scott, tager udgangspunkt i popidolet Harry Styles. Det er ikke svært at regne ud, for Hardin er et fjollet navn, og lyder virkelig som et navn, man finder på, når man ikke må kalde sin karakter Harry. Fanfiktionen indeholder mange scener som denne, og går gerne skridtet videre:
“‘Fuck,’ he breaths into my mouth and I feel a sensation I have never felt before as I feel him harden against me. How far will I let this go?”
Anna Todd har, som en selvfølge og en nødvendighed, videreudviklet ’After’ og Hardin Scott, så det bliver sin egen ting. Men når man ved, at den, Hardin virkelig er, går rundt som et levende menneske med sit eget liv, tanker, og følelser, så bliver det altså ret underligt – netop på grund af ’After’s store fokus på sex.
Et nyere eksempel, som gik viralt på TikTok i starten af Taylor Swift og Travis Kelces forhold (popidol og footballer), er Roughing the Princess, en romance-bog af Ivy Smoak. Bogen blev skrevet på tre dage og handler om forholdet mellem en popstjerne og en NFL-stjerne. Den kvindelige hovedfigur har initialerne T.S, går med rød læbestift, og skriver sange om at være hjerteknust. Hendes love interest er en amerikansk fodboldspiller med initialerne T.K, som også har en podcast med sin bror. Det er meget tydeligt, hvem de her figurer skal forestille sig at være; bogen er en fanfiktion i forklædning som en selvudgivet roman.
Parret op med bogens mange sexscener, og den hurtige udgivelse, faldt Roughing the Princess virkelig ikke i god jord, og blev set som en udnyttelse af Swift og Kelce og en dårlig udførelse af et scenarie (en popstjerne og footballer, der bliver kærester), som ellers kunne have været ret cute. Selvom fanfiktion og især RPF kan betragtes som en grådig idoldyrkelse, tror jeg faktisk, at fanfiktionen har mange kreative styrker. Og den går altså ikke væk. En nyere tendens er fankontoer på TikTok, hvor der postes korte videoer kaldet fan edits.
Fan edits har en anden appel end fanfiction, de er korte, hurtige, visuelle hyldester til den ene specifikke bifigur i din yndlingsfilm eller de mest uimodståelig klips fra dengang dit kendiscrush promoverede en film i Australien i 2008. De er usædvanligt velredigerede til det punkt, hvor jeg synes, at det her edit af Kendall fra Succession er bedre end hele film, jeg har set. Det, de har tilfælles med fanfiktion, er, at følelserne er de samme. Det der ‘pang’ du får i hjertet, når du bliver mødt med noget, du er fan af.
Ordbog:
Ship – kommer af relationship. Det par du ønsker, der skal være sammen. Kan bruges som substantiv: “Jeg kan lide det ship.” eller som verbum: “Jeg shipper dem totalt.”
Y/N – betyder Your Name. Bruges i fanfiktion, hvor man selv er en del af teksten. Forfatteren skriver Y/N, og så skal læseren selv sætte deres navn ind, mens de læser.
AU – Alternative universe. Bruges når fanfiktioner finder sted i andre universer. En fanfiktion hvor Harry Potter læser musikvidenskab på KUA kunne være et eksempel på AU.
Canon – Det der officielt sker i det originale materiale. ”Det er canon at Bella og Edward bliver gift i Twilight.”
Headcanon – Det man selv ønsker/forestiller sig om det materiale man dyrker: ”Det er min headcanon at Frodo og Sam har kysset mindst en gang.”
Smut – referer til undergenren af eksplicit erotisk fanfiktion.
OTP – One True Pairing. Dit yndlingspar! Dem du mest ønsker skulle finde sammen.