Tina fra Cougarjagt på DR
Foto: DR

Cougarjagt på DR: Det fjerner sgu nok ikke dit traume at pule en 19-årig purk med en strap-on

Det er forbandet godt fjernsyn at følge Tinas og Hans Peters liv og jagt på sex i DR3’s nye programserie ‘Cougarjagt’, men der er også tydelige personlige problemer under overfladen.

Det er ikke så underligt, at Tina har sagt ja til at være med i programserien ‘Cougarjagt – Ung mand søger moden kvinde’, der lige nu er aktuel på DR’s sendeflade, hvor man følger to mænd og to ældre kvinder – hver især på udkig efter en seksualpartner fra en anden aldersklasse.

Tina er ikke den tilbageholdende type. Det er som om, der ikke pumper andet end ufortyndet selvtillid rundt i årene på hendes 47-årige singlekrop, som tilsyneladende har det bedst i en blød sofa med en smøg i hånden og noget rosé, når der alligevel ikke lige er en ung fyr fra scor.dk, der skal straffes.

Hun får frække tilbud fra unge mænd på sin mobil, og hun får mange. Hvilket hun stolt viser frem, mens hun demonstrerer, hvordan hun vælger fyre til og fra alt efter alder, og hvor mange mavemuskler de har på brættet.

“Hvis jeg er liderlig en aften, bruger jeg ikke en dildo. Jeg ringer efter en mand!,” bedyrer hun blæret, mens hun står i den lokale sexshop og studerer kulsorte strap-on-atrapper og noget creme, der hedder ‘Anal relaxer’.

Tina er ikke så meget til sixpacks hos mænd. Eightpack er det nye, siger hun. Foto: DR

Man sidder og forbløffes en lille smule, når Tina beretter om sine seksuelle eskapader. Men det er hun formentlig ligeglad med. Hun knepper ikke rigtig for følelsen, men for at få det bedre med sig selv.

Mit gæt er, at det får hun nok ikke lige foreløbig.

Til grund for al den sex, hun dyrker med unge mænd, ligger nemlig desværre det, hun eufemistisk kalder et “uheld” – et overfald simpelthen, der for år tilbage traumatiserede hende i en sådan grad, at hun med egne ord ikke kunne have sex i 2,5 år.

De fleste ville nok i hendes situation have ringet til en psykolog fremfor et tv-hold. For det fjerner sgu nok ikke ens traume at pule en 19-årig purk med en strap-on. Men who knows?

Åbenlyse komplekser

Man skal selvfølgelig passe på med at psykoanalysere alle og enhver på tv, men det er svært ikke at lege lidt med disciplinen, når man sidder og ser ‘Cougarjagt’.

Også den 27-årige historiestuderende, og akavetheden selv, Hans Peter, har sit at bokse med.

Han fortæller, at han ikke var så god til at score som de andre drenge i gymnasiet, og da han af omveje fik en ældre, tysk elskerinde, som sidenhen dumpede ham, valgte han efterfølgende at lægge stilen om og satse på ældre kvinder.

Det har han ikke udpræget held med.

Hans Peter har desværre større held med sin luftpistol end med at score kvinder. Foto: DR.

Problemet er nok, at han ikke lige er det, kvinder umiddelbart tænker på, når de ser kuvøseguf for sig. Til det er han nok lidt for nervøst anlagt og for lidt fremme i skoene. At praje en tjener, da han har sin date med på Café Karamel, har han i hvert fald svært ved.

Lige dér sad man som seer med en følelse af cringe, der bare aldrig ville forsvinde. Da der blev tungeslasket på åben gade, var den der endnu.

Men fjernsyn må gerne ligge lige præcis på den grænse, hvor man er i tvivl, om man egentlig hellere vil have et flyvespark i fjæset end at se videre.

Selv siger Hans Peter, at han er ved at komme ind i en periode, hvor han er ved at miste interessen for det modsatte køn. Igen: Han er 27. Og det er egentlig et meget godt billede på, hvad det er for en virkelighedsflugt, jagten på en cougar er et eksempel på.

Både Hans Peter og Tina – og kokken fra fyn, som også er med i programmet, og Heidi, som ikke vil fortælle, hvor gammel hun er – har åbenlyse komplekser og nederlag med i bagagen, der gør al snakken om unge mænd og gamle koner til ren øregas.

Som Tina er et strålende eksempel på, hænger selvtillid sjældent sammen med selvværd. Og selvværd er altså ikke noget, der dumper ned i ens turban eller korthårsfrisure, mens man onduleres af en frisk og strunk knøs. Eller vice versa.

Til gengæld dumper det som tv betragtet lige ned i en tendens, hvor almindelige menneskers mere eller mindre miserable og tragikomiske tilværelser gøres til genstand for underholdningen i fjernsyn.

Nu kalder de konceptet noget med ‘cougar’, men jeg har det som om, at disse mennesker lige så godt kunne være blevet gift ved første blik, sugardate, få renoveret deres hus eller få omlagt deres (dårlige) økonomi. De har profilen til det. Og den er desværre trist. Uanset hvad fortjener de respekt for at åbne op og fortælle om en ukendt verden – og dermed bidrage til forbandet godt fjernsyn.

Footer graphics