Foto: Shutterstock

Dansk rap har skabt genlyd på hitlisterne: Her er den mest streamede musik i 2020

Selvom året har været præget af aflyste koncerter og fredagsaftener på sofaen, har vi alligevel skruet op for den danske rap derhjemme. Her er listen over årets mest streamede podcasts og playlister på Spotify.

Der har lige været Danish Music Awards, og den danske rapper Branco kunne gå hjem med hele tre priser fra lørdagens show. Renæssancen af dansk rap er i gang, og det stråler igennem på danskernes streamingvaner.

Selvom musikåret 2020 har været præget af aflyste festivaler og koncerter, har musikken stadig fyldt i de private hjem. Og som altid har Spotify pakket en liste over de podcasts og playlister, der har spillet allerhøjest dette år.

Renæssancen af dansk rap

Som sommerens liste også tydede på, har dansk rap været ekstremt populær i det forgangne år. På førstepladsen over mest spillede artister finder vi nemlig Gilli efterfulgt af Branco, der sammen vandt prisen for Årets Danske Album ved Danish Music Awards i lørdags.

Selvsamme album, ‘EURO CONNECTION’, af Gilli og Branco er også at finde på førstepladsen over mest lyttede albums på Spotify. På andenpladsen finder vi The Weeknds ‘After Hours’-album, der også har placeret kunstneren som den tredje mest streamede artist i Danmark, med hitsinglen ‘Blinding Lights’ der var den mest streamede sang i år.

Ikke overraskende er den mest streamede playliste i landet ‘DK rap’, hvor den mest streamede danske kvindelige artist, Tessa, også har været at finde med sangen ‘Ben’.

True crime i hørebøfferne

Som sædvanligt ligger true crime-podcasten ‘Mørkeland’ på førstepladsen over mest lyttede podcasts og underholder danskerne med skræmmende drabssager og medrivende mysterier. Også podcastene ‘Bandeland’ og ‘Emilie Meng Mysteriet’ placerer sig på top ti over mest lyttede podcasts.

Det er dog ikke kun true crime, vi lytter til. På andenpladsen over mest lyttede podcasts finder vi nemlig ‘Mads & Monopolet’ skarpt efterfulgt af ‘Her Går Det Godt’ med Peter Falktoft og Esben Bjerre Hansen.

Årets mest streamede artister i Danmark:
  1. Gilli
  2. Branco
  3. The Weeknd
  4. Justin Bieber
  5. KESI
  6. Drake
  7. Juice WRLD
  8. Ed Sheeran
  9. Pop Smoke
  10. Ude Af Kontrol
Årets mest populære podcasts i Danmark:
  1. Mørkeland
  2. Mads & Monopolet
  3. Her Går Det Godt
  4. Curlingklubben
  5. Helt Væk med Hemmingsen
  6. Hva så?! Med Christian Fuhlendorff
  7. Bandeland
  8. Fries Before Guys
  9. Vanvittig Verdenshistorie
  10. Emilie Meng Mysteriet

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics