Foto: Dan Gold/Unsplash
Med to små børn og to krævende jobs har min mand og jeg for et lille års tid siden været nødt til at prioritere at få en au pair. Mest af alt til at hjælpe os med det huslige arbejde for at undgå, at når vi er hjemme og har mulighed for at være sammen med ungerne, så går al tiden ikke kun med rengøring, indkøb, madlavning, tøjvask- og sortering.
Inden vi fik hjælp, brugte jeg timer hver weekend på at komme med. Timer på at få fjernet det lange spor af rod og vasketøj, der havde fulgt os og hobet sig op hele ugen. Så i stedet for at kunne slappe af og bruge tid med mine børn – tage dem på museum, legeplads eller i haven – stod jeg i kælderen og vaskede tøj eller ryddede op. Jeg sad ikke stille særligt ofte. Havde ikke energi til at arrangere udflugter eller besøg, så vi fik heller ikke set særligt mange venner.
Min mand og jeg skulle være forældre, passe vores jobs og passe det huslige, og det var der simpelthen ikke timer nok i døgnet til. Havde vi ikke valgt at få en au pair sidste år, var jeg gået ned med stress igen. Det var nogle forfærdelige år dengang, det skete, og en gentagelse af den livssituation ville have haft store konsekvenser for min familie.
Vores au pair hedder Rona. Hun kommer fra Filippinerne, og vi er vilde med hende. Hun er sød, taler super engelsk og er vores redning. Vores børn er glade for Rona, som min yngste datter på 2,5 år siger: “Rona Lege?”. Børnene er blevet trygge ved hende, men ved også, at hendes primære opgave ikke er at passe dem. Hun hjælper familien til at have overskud og til at kunne bruge tid sammen, og det er meget tydeligt for os alle fire, hvad det er for et overskud, der har ramt familien, siden hun kom til os på Amager.
Men spørgsmålet er nu, om vi overhovedet kan prioritere en au pair igen, når vores Rona skal hjem til Filippinerne. For dyr ordning bliver nu endnu dyrere. Et flertal udenom regeringen med DF i spidsen har sløjfet statens tilskud til danskundervisning til au pair-piger, og det betyder, at en værtsfamilie fremover skal betale et engangsbeløb på 17.300 kroner mod de 5.380 kroner, som det har kostet at få en opholdstilladelse til en au pair indtil nu. Altså tre gange så dyrt. Kritikken af ordningen går på, at det har været set som kulturudveksling, men ikke længere fungerer efter hensigten. Den har dog ikke ændret sig meget. Jeg har haft en del veninder, der har været au pair i udlandet et år eller mere. De har boet hos og arbejdet for og været en del en værtsfamilie – præcist som de udenlandske au pair der kommer til Danmark.
LÆS OGSÅ:
Min frustration ligger nok allermest omkring manglen på løsninger til pressede børnefamilier. Vi er jo langtfra dem, der har det værst. Mange arbejder meget mere og på skæve tidspunkter og har ingen chance for at få hjælp. Vi kan se at flere og flere familier i vores omgangskreds vælger at en af forældrene går på deltid eller går hjemme i de år, hvor ungerne er mindst. Løsninger der er de færreste forundt. Vi har måske bare indrettet vores hverdag på en uhensigtsmæssig måde. Vi får børn senere og det falder nu ofte sammen med at vi samtidigt skal realisere vores drømme om en karriere. Det havde måske gået op i en højere enhed dengang familierne var tættere og de ældre generationer hjalp i hjemmet. Men hvad er løsningen?
Vi er nødt til at prioritere en au pair for at få vores hverdag til at gå op, når vi begge arbejder 50+ timer, men også vil være sammen med vores børn. Stiger prisen på au pair-ordningen så meget, som Dansk Folkeparti har varslet, så må vi genoverveje om løsningen er den rette for os. Men vi har ikke bedsteforældre, der kan hjælpe os – hverken med ungerne eller med det huslige. Skal vi ud og købe hjælp til at få det hele til at løbe rundt, så skal vi hyre rengøring, hushjælp og babysitter til mere end det dobbelte af, hvad vi betaler nu. Og det har vi slet ikke råd til. Alternativet er sort arbejde, hvilket jeg naturligvis ikke er tilhænger af. Men hvis det er Dansk Folkepartis plan at få mere sort arbejde i Danmark, så er de på rette vej!
Retorikken fra DF er, at de rige sagtens kan betale mere for ordningen. For hvis de har penge til at have en au pair, så kan de da også bare betale noget mere. Men kan vi ikke tale løsninger i stedet for at udskamme dele af befolkningen, for lige meget hvad, så er der mange børnefamilier, der er pressede og som ikke kan få hjælp til at få det hele til at gå op. For de løsninger der er at få øje på derude er dyre – både at hyre hjælp, gå ned i tid på arbejdet eller blive så pressede, at der er nogen, der går ned med stress på grund af det.
Et moderne familieliv har ændret sig over generationerne, så lad os se nøgternt på det. I dag arbejder både mænd og kvinder fuldtid. Bedsteforældre arbejder ofte stadig fuldtid eller er optaget af andre ting eller har tabt kampen til f.eks. cancer. Det kræver to indkomster at køre en husholdning i dag – i hvert fald i København, hvor jeg bor. Derfor giver det ikke mening at straffe dem, der kan prioritere at købe sig til hjælp i husholdningen. Vi skaber i forvejen vækst, arbejdspladser, forbrug og sender skat retur til samfundet.
På mange måder har jeg, som voksen kvinde, gjort alt, hvad politikerne forventer af mig. Jeg har leveret to børn og kommende samfundsborgere, der vil bidrage til samfundet. Jeg har startet en virksomhed, som nu beskæftiger omkring 20 fuldtidsansatte. Jeg dyrker motion og holder mig sund, så jeg ligger endnu ikke sundhedsvæsenet til last. Men skal vi i vores familie med vores arbejdspres droppe at få hjælp til det huslige, så vælter læsset. Skal jeg gå ned med stress igen? Droppe min virksomhed? Skære ned på de timer, jeg er sammen med mine børn? Blive skilt og dermed deltidsforælder?
Så har Dansk Folkeparti en løsning på, hvem der skal hjælpe alle de travle børnefamilier i de år, hvor de små børn kræver ekstra tid og opmærksomhed – og karrieren ligeså? Lige nu er mulighederne stress eller sort arbejde – og jeg ønsker ikke nogen af delene.
