“Tag et stykke chokolade,” beordrer Mozhgan Gerayeli blidt og skubber skålen forventningsfuldt frem, mens hun sætter sig i den bløde sofa.
På den ene side ligger to små hunde tæt op ad hende. På den anden sidder hendes datter, Yalda Tabesh, med samme lange krøllede hår og varme smil. Et yngre spejlbillede.
Stuegulvet er næsten fuldstændigt dækket af persiske tæpper i smukke farver, der minder om hjemlandet Iran, som den dengang 21-årige Mozhgan Gerayeli forlod for at forenes med sin iranske mand i Danmark. To år efter hun var flyttet til Danmark, blev de skilt, mens Yalda Tabesh kun var få måneder gammel.
”Jeg stod pludselig i en situation, hvor jeg skulle vælge, om jeg ville blive boende i Danmark, eller om jeg skulle rejse tilbage til Iran. Men jeg ville ikke give Yalda en fremtid i Iran, så jeg valgte at blive boende,” fortæller hun.
LÆS OGSÅ:
Da Mozhgan Gerayeli i 1988 stod med en fire måneder gammel datter i et nyt og ukendt land, besluttede hun sig for at tage sin fremtid i egen hånd og tog en uddannelse som softwareingeniør. På reolen står der skinnende diplomer fra blandt andet Ingeniørforeningen i Danmark og vidner om en karriere, der ikke blot har betalt regningerne, men som også har brudt med forventninger og fordomme om, hvad en kvinde af anden etnisk baggrund kan udrette.
“Jeg er født i Iran, men mit hjem er i Danmark. Og jeg vil blive ved med at kæmpe for, at folk bliver lidt mere oplyste og få øjnene op for folk som os. Det har altid været meget vigtigt for mig at vise, hvor stærk en kvinde jeg kunne være.”
“Jeg tænkte, om jeg havde været en dårlig mor”
Det mørke krøllede hår er ikke alt, de to kvinder har tilfælles. De deler begge et behov for at bevise deres værd med en unægtelig stolthed og styrke – en egenskab, der til tider har sat deres forhold til hinanden på prøve. Selvom kærligheden mellem dem ikke er til at tage fejl af, har det ikke altid været nemt. Da Yalda Tabesh var teenager, gik det op for hende, at hun var homoseksuel. Og hun var rædselsslagen for at fortælle det til sin mor.
“Jeg følte en enorm frygt for at miste min familie. Jeg havde ikke nogen, jeg kunne snakke med, så jeg vidste ikke om det var rigtigt eller forkert, det jeg gjorde. Men jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg sagde det til min far. Han kiggede på mig, smilte og sagde at han altid havde vidst det. Han ventede bare på, at jeg selv kom og fortalte det,” siger Yalda Tabesh og uddyber:
“Jeg havde en anden frygt for at fortælle det til min mor. Jeg er hendes eneste barn, så jeg var særligt bange for hendes reaktion. Så jeg bad faktisk min far fortælle det til hende.”
Mozhgan Gerayeli forstår nu godt, hvorfor hendes datter ikke fortalte hende det. Hun ved godt, at hun kan være hård. Temperamentsfuld. Og nyheden om at hendes datter var homoseksuel var ingen undtagelse. Det tog mange år at acceptere det, fortæller hun.
”Når jeg kigger tilbage til dengang, Yalda fortalte mig, at hun var mere til piger, tog jeg det ret tungt. Jeg kommer jo fra et land, hvor det er forbudt at være homoseksuel. Jeg ville bare have, at min datter havde en sikker og lykkelig fremtid forude. Så jeg blev meget ked af det over al den modstand, jeg vidste, hun ville møde.”
“Jeg tænkte, om jeg havde været en dårlig mor. At det nok var på grund af hendes opvækst hos mig, at hun er blevet sådan. Jeg begyndte at pege på mig selv. For jeg var i mange dårlige forhold, mens Yalda voksede op hos mig. Så jeg tænkte, at det nok var fordi, jeg har haft den slags forhold, at hun har mere tiltro til kvinder.”
En lang rejse
Spørgsmålet om, hvorvidt hendes datter ville leve et lykkeligt liv med en kvinde ved sin side fremfor en mand, fulgte Mozhgan Gerayeli i mange år. Hun har selv brudt med sine egne fordomme om, hvad en kvinde kan udrette alene, men alligevel kunne hun ikke slippe af med tanken om, at der ville mangle noget vigtigt i hendes datters liv uden en mand.
“Det første jeg tænkte var, at så ville der ikke være en stærk mand til at passe på mit barn. Men det gik op for mig, at der aldrig har stået en stærk mand bag min ryg; jeg har selv måtte være stærk alle de år, og alt det jeg har opnået, har jeg opnået alene. Så det var bare en myte fra de historier jeg er vokset op med, om prinsen på den hvide hest, der redder prinsessen,” siger hun og afslutter:
“Så selvfølgelig skulle Yalda også klare den uden en mand. Hun har jo heldigvis styrken fra mig.”
LÆS OGSÅ:
Langsomt begyndte hun at indse, at hendes datters seksuelle præference ikke behøvede at betyde et mindre lykkeligt liv. Og drømmen om at se sin datter i en hvid brudekjole var heller ikke så fjern som den først syntes – der ville blot være to brudekjoler ved alteret fremfor en.
Yalda Tabesh fortæller om første gang, hun indså, at hendes mor havde accepteret, at hun var homoseksuel. På et tidspunkt hvor datinglivet virkede håbløst, meldte tvivlen om, hvorvidt hun ville finde kærligheden sig. Måske havde hendes mor haft ret. Måske ville det være nemmere, hvis hun forsøgte at finde en mand.
“Jeg fortalte min mor, at jeg skulle på date med en mand, og så kiggede hun på mig og sagde “skat, hvorfor prøver du at være noget, du ikke er?” Det var dér, hvor jeg fandt ud af, at min mor accepterede mig, som jeg var. Og ubevidst accepterede jeg nok også mig selv mere. Selvom jeg altid har givet udtryk for, at jeg var ligeglad med mine forældres mening om det, så ønsker man jo altid deres accept,” fortæller hun.
Forrige år marcherede Mozhgan Gerayeli for første gang til Pride-paraden. Og i år er hun blevet kontaktforælder på foreningen Sabaah. Her vejleder hun forældre, der befinder sig i en lignende situation som hende selv og hjælper unge mennesker som Yalda, der muligvis ikke har fået den samme accept fra deres egne forældre.
“Jeg har selv været på denne rejse, og det tog mig mange år. Selvom jeg ikke er religiøs, tog det mig alligevel mange år at acceptere på grund af den kultur jeg kommer fra – så det må være endnu hårdere, hvis du ovenikøbet har en religion, der forbyder det. Så er det jo en katastrofe, hvis dit barn er homoseksuelt. Derfor vil jeg meget gerne hjælpe nogle, som kan have brug for hjælp på den rejse.”