Natteliv dj klub
Foto: Alexander Popov/Unsplash

Hvordan er det nu lige, man går i byen: 9 tips til når klubberne genåbner

Nu genåbner byens natklubber og diskoteker endelig! Men har du glemt, hvordan man begår sig socialt i nattelivet? Frygt ej, Heartbeats kommer dig til undsætning.

1. Husk intimsfæren

Hvordan er det nu lige, man hilser på folk, man ikke kender? Det kan godt være, du har savnet at mingle, men selvom afstandskravet er ophævet, skal vi stadig huske, at intimsfæren findes. Det er bare ikke alle, der synes, det er rart at have fremmede menneskers ansigt helt op i hovedet, når man taler sammen første gang. Om du vil prøve dig ad med et håndtryk eller stå fast på, at du er “typen der krammer”, er selvfølgelig helt op til dig, men hvad end du gør, så lad for guds skyld være med at løfte albuen til en akavet blanding mellem high five og knuckles.

2. Kom ud på floor

Du er ikke på værtshus, så der er ingen grund til at være bænkevarmer hele aftenen. Det er tid til at komme ud og svinge træbenet som den dansemus, du er. Vi forstår godt, hvis du er lidt rusten og ikke ved, hvad du skal gøre af dig selv, når først musikken spiller. Her er tequila din ven – og gerne den med hatten.

3. Det er stadig ikke cool at tage folk på røven

Helt seriøst, det er bare ikke cool. Prøv med et “hej” i stedet for.

4. Don’t mention the war

Der er vist ingen tvivl om, at alle er godt og grundigt trætte af at have talt om, du-ved-hvad i lang tid nu. Så der er ingen grund til at bringe hverken smittetal, mundbind, vacciner eller deslige på banen i dit forsøg på at smalltalke, med mindre du oprigtigt er interesseret i at høre om din venindes post lockdown blues. Det er tid til at se fremad.

5. Lad dj’en passe sit arbejde

Det sidste halvandet år har der været rig mulighed for at fyre op for sin egen playliste og Soundboks. Men nu er der altså igen en professionel, der står bag pulten og har forberedt et gennemtænkt dj-set til ære for dig og resten af klubbens gæster. Så selvom du virkelig gerne vil høre Medina, så prøv at åbne ørene, løsne op i de stive danseled og lade dig rive med af de fremmede toner – det er slet ikke så farligt endda.

6. Smid forhåbningerne om den vildeste aften

Byen er stadig bare byen. Så sænk forventningerne og undgå at blive skuffet. Du kommer stadig til at stå i kø en halv time til toiletterne. Der er stadig Sprite i din G&T og nul rom i din Cola. Dine – og for den sags skyld alle andres – moves på dansegulvet ser kun nice ud, fordi lyset er slukket. Så inden du tager i byen, siger du til dig selv: Du skal kun have en øl og så hjem i seng – og så kan aftenen ellers bare udvikle sig eventyrligt og overraskende.

7. Ja, det er dyrt at gå i byen

Hvis det så skulle gå hen og blive en exceptionelt god aften, så lad for din egen skyld være med at gå ind og tjekke bankkontoen dagen derpå. Har du haft det sjovt? Ja. Så er der ingen grund til at svælge i din dårlige økonomi. Faktisk er det eneste, du skal være ked af, at du ikke kan huske de chili cheese tops, du købte på vej hjem kl. 04.37.

8. Lev mens du gør det, elsk mens du tør det

Nyd nu, at aftenen ikke slutter kl. 22 længere! Hold dig ikke tilbage på dansegulvet, i baren eller på Maccen! Hold dig ikke tilbage med at hilse på dit crush! Flirt med alt og alle faktisk! Det er slut med at vente og udskyde ting.

9. Det er også okay at blive hjemme

Det virker måske indlysende, men nu, hvor hypen tager til, er det vigtigt at huske sig selv på, at det altså er helt okay at blive hjemme, hvis man ikke orker en night out. Hvis der er noget, lockdown burde have lært os, er det at embrace vores introverte side og nyde en fredag aften i sofaen foran en stor skål popcorn og en ubegrænset gang streaming.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics