Da Trine Brøner og Henrik Auken for 15 år siden besluttede sig for at flytte sammen med hendes forældre, skete det efter lang tids betænkningstids og mange samtaler om fordelene og ulemper ved at dele adresse. Parrets ældste datter skulle snart begynde i skole, og de ønskede ikke at blive boende på den gård, hvor de indtil da havde boet til leje.
I stedet valgte de at flytte sammen med Trine Brøners forældre på en stor grund tæt på Tilst ved Aarhus og ammen med forældrene byggede de et stort hus. Her er god plads til to voksne par, og her 15 år efter de traf beslutningen, har de ikke fortrudt.
”Vi synes, der var mange fordele i at flytte sammen. Mine børn har fået et utroligt tæt forhold til deres bedsteforældre. Vi har nydt godt af, at de altid kunne tage en kammerat med hjem – for der var altid en voksen til stede i huset,” siger 47-årige Trine Brøner.
Familien er dermed en del af en tendens i stigning, hvor stadig flere danskere bor tre generationer under samme tag, som Heartbeats skrev om i går.
Kender sin familie bedre i dag
Sammen med manden Henrik Auken har hun børnene Karla på 15, Frida på 17 og Asta på 20, og de bor sammen med Trine Brøners forældre, 75-årige Bodil og 77-årige Finn Brøner, som begge er pensionister. Hvert par har eget køkken, stue og badeværelse, men med udendørs-fællesarealer til deling.
”Der har været praktiske ting, der har været nemme, som vi har kunne løse, fordi vi hele tiden har været fire voksne. Det er nemmere at få hverdagen til at hænge sammen, for der er flere til at løfte i flok. Du får et kendskab til din familie på en helt anden måde, for du er sammen med dem meget mere. Min mor har desuden tidligere været syg af kræft, og det har været dejligt at se, at ungerne kunne gå ind til deres mormor, og se og om hun var okay. Det har betydet meget for mine forældre at have deres børnebørn så tæt på.”
Nødvendigt med regler for fællesskabet
Trine Brøner arbejder som sygeplejerske og hendes mand Henrik Auken er pædagog. Hun fremhæver især den daglige fleksibilitet, da børnene var små, som en stor fordel ved bofælleskabet.
”Både min mand og jeg havde ofte aftenvagter, da børnene var små, og der har været nogle gange, hvor jeg har haft overarbejde og ikke kunne nå at komme hjem til sengetid. Der har det været en stor fordel, at der altid var en åben dør ind til mormor og bedstefar. Mine forældre har ikke følt, at de passede børnene – de var der jo bare.”
Det tætte bånd til bedsteforældrene har samtidig resulteret i, at der fra start har været behov for at opstille faste regler op for at undgå daglige konflikter mellem forældre, bedsteforældre og børnene imellem.
”Vi har været nødt til at opstille nogle regler fra start, for eksempel at vi kun spiser slik fredag aften, så ungerne ikke bare kunne gå ind til deres bedsteforældre og få slik, når de var sure på os. Den gik ikke. Ligesom vi indførte, at vi altid banker på hos hinanden, også selvom børnene har været sure, eller da de var i trodsalderen. Min mor har sagt, at hele forkælelseselementet, som andre bedstemødre oplever, den kunne hun ikke relatere til, fordi vi har måtte opstille nogle ret faste rammer, når vi bor så tæt sammen.”
Tæt bånd til bedsteforældre
20-årige Asta Auken Brøner, som stadig bor hjemme, fremhæver også det tætte bånd med sine bedsteforældre som den største fordel ved at have delt adresse med dem størstedelen af sit liv.
”De har altid været tæt på en anden måde, end for eksempel min farmor og farfar, som også bor tæt på os. Men de følger jo med i alt, om jeg så skal til eksamen eller til jobinterview, som jeg lige har været, så følger de jo med i vores dagligdag, og spørger til, hvordan det går eller er nervøs på mine vegne,” siger Asta, som bliver suppleret af sin mor.
”Mine forældre går meget op i, hvordan mine børns trivsel er. Nu er børnene så store, at de er begyndt at gå i byen, og nu kan mine forældre også blive bekymret for dem. Den bekymring de havde, da jeg selv startede med at gå i byen for mange år tilbage, den har de stadigvæk – bare med mine børn, og den ville de jo ellers ikke have, hvis vi ikke boede sammen,” siger Trine.
Hun anbefaler andre, der overvejer et bofællesskab bestående af flere generationer, til at springe ud i det.
”Men det kræver en god portion tolerance over for hinanden. Noget vilje. Og noget menneskelighed. Det er mennesker, du er tætte med – og man kan godt blive irriteret og sur, men man tilgiver jo også. Og tilgivelse er jo også en stor værdi i det her.”
Foto: Privat
