Sommer og sol, havet og blæsten og lyden af fatshaming
Radio & podcast
menu-close

Ida Rud: Sommer og sol, havet og blæsten og lyden af fatshaming

2. juli 2018 |

Ida Rud Nielsen er glad for sommeren. Men i kølvandet på den lette stemning og påklædning er opstået et nyt fænomen: Drive by-shaming.

Journalist på Troldspejlet, assisterende redaktør hos Filmmagasinet Ekko, debattør, foredragsholder m.m.

Det føles som et mirakel. Sommeren kom til Danmark i år, den kom! Endelig, med alt hvad det indebærer af lyse nætter, hede kys, utæmmet dans, jordbær, rosérus og sommerkjoler.

Og det er jo sådan hver gang: I takt med at temperaturen stiger, ryger tøjet af – bare tæer i sandalerne og luft til vinterblege arme og ben.

Jeg har nydt det til fulde drag og levet på stranden, når jeg har haft tiden til det. Mine tykke tordenlår og bløde mormorarme har fået klædelige solskinskys, fordi jeg er hoppet i korte buksedragter i glade farver på de lune dage. Når det er sommer i Danmark, findes der ikke noget bedre sted i verden.

Men som bekendt er der slanger i paradis.

Jeg havde nemlig glemt det dér med, at når sådan én som mig, der er tyk, går klædt i sommertøj, der blotter førnævnte legemsdele, så afføder det uundgåeligt grimme kommentarer fra vidt fremmede mennesker.

Vinteren har haft os alle formummede i lag af uld og overtøj, og det er svært at gøre nar af andre, når alle går rundt og ligner Murren fra Mumitroldene iført hue og vanter.

Men det gør vi ikke længere.  Og indenfor tre uger har jeg fået ligeså mange kommentarer. I år har det været fra mænd i biler, og de er kørt forbi mig, når jeg har siddet på min cykel. ”Tykke tykke tykke!”, ”Hahaha, fuck, hvor er du fed!” og en enkel, men effektfuld bræklyd.

Jeg kalder det drive-by fatshaming. For det sker som regel på den feje måde, hvor jeg ikke har mulighed for at reagere.

At reagere er dog nemmere sagt end gjort. Jeg har været tyk næsten hele mit liv, og jeg har fået grimme kommentarer lige så længe. Det begyndte, da jeg var syv år og sad i en sandkasse. To drenge kastede sand i øjnene på mig og råbte, at jeg ikke måtte sidde i sandkassen, fordi jeg var tyk.

Tidligere, når jeg har fået grimme kommentarer, så er jeg blevet chokeret. Det føles som en verbal lussing, der kommer fuldstændigt ud af det blå. Og jeg er blevet paf og har tiet, skyndt mig hjem, og har grædt og skammet mig, hadet mig selv og isoleret mig. Klædt mig i lange gamacher og cardigans i +30 graders varme, for hellere det end verbale tæsk fra en fremmed.

En gang råbte en fyr, at jeg var så klam, at jeg skulle gå hjem og begå selvmord – og det gik jeg hjem og overvejede. Tænkte, at jeg nok gjorde en tjeneste, hvis jeg tog livet af mig selv. Så var der da én mindre fed i verden, og min familie og venner kunne ånde lettet op, når de slap for mig.

Surprise, jeg gjorde det ikke, og i stedet for at hade mig selv, har jeg lært at elske mig selv, alle pt. 105 kilo. Og i takt med selvkærligheden har jeg lært at håndtere tilråbene anderledes. Sidste år havde jeg overskud til at sende et luftkys til én, der råbte, at jeg skulle dække min fede røv til.

Gu’ vil jeg ej. Min røv er fed, ja, men jeg synes sgu, den er dejlig og velformet. Jeg går i det tøj, jeg føler mig tilpas i, og det er ikke mit problem, hvis andre synes, det er for kort/grimt/umoderne/ungt. Det handler ikke om, hvad andre synes. Det handler om, hvad jeg synes.

Nu er det jo ikke sådan, at folk ikke må tænke, at fede, blævrende lår med appelsinhud er nederen at se på. Det må folk godt. De må godt blive frustrerede, når de ser mig spise en is på gaden og tænke, ”Hun skulle da spise en gulerod i stedet for, den klamme kælling.”

Man kan ikke gøre for de tanker, man har. De er helt umiddelbare og kommer, selv om man ikke har bedt om dem. Hvad folk derimod ikke burde gøre, er at sige det højt til mig eller nogen andre. Man skal ikke reagere på alle tanker – man må godt stoppe op og trække vejret, inden man handler på dem. Man må godt opdrage på sine tanker. Man må tilmed virkelig godt reflektere over, hvorfor det er så provokerende, når folk som mig går ud i verden i tøj, der viser vores svulmende former.

Og hvorfor det er provokerende, når man ser to mænd holde hånd, folk med voldsomme tatoveringer, kvinder med tørklæde, handicappede og alle de andre med mere eller mindre synlige ”skavanker”.

Det handler i sidste ende om dig, hvis du råber ad andre. Medmindre du kan give mig en anden god forklaring, så kan jeg ikke se, at det skyldes andet end, at du har det så dårligt, at du prøver at smide din rådne dårligdom over på en anden.

Og til dig, der også oplever grimme tilråb – så skal du huske på, at det aldrig nogensinde handler om dig.

Mit råd er at have ondt af dem, der råber. For de er sølle stakler.

Denne sommer drømmer jeg blandt andet om, at et af de uundgåelige tilråb kommer fra én, jeg har mulighed for at henvende mig til bagefter. Så vil jeg stille og roligt spørge dem, hvorfor de råber.

Jeg er spændt på, hvad de svarer…

Ida Rud Nielsen

Journalist på Troldspejlet, assisterende redaktør hos Filmmagasinet Ekko, debattør, foredragsholder m.m.