thomas balslev
Foto: Rita Kuhlmann

“Vil du gerne dø,” har min gravide kæreste spurgt: Nej, men jeg vil gerne leve lidt mere. Så nu har jeg købt en motorcykel

Hvor egoistisk må man være med sine penge, når man har en lille familie, der drømmer om at rykke ud af andelslejligheden og få hus og have, spørger Thomas Balslev sig selv i denne klumme.

Da jeg sad og spiste kyllingesalat i lørdags, ringede min telefon. Det var et ukendt nummer, som viste sig at være fra Danmarks Statistik, og de spurgte om mange ting – blandt andet hvor tilfreds jeg var i livet generelt på en skala fra 0 til 10. Jeg svarede straks 10. 

Jeg har nemlig lige købt en motorcykel. En BMW fra 1980. 

Men det er ikke kun derfor. Min kæreste er gravid med vores andet barn, og den slags bliver jeg ret lykkelig af at tænke på. Lige nu har jeg det hele. Men det har også været en hård fødsel så at sige. For et parforholds værste paria er nok en motorcykel.  

I hvert fald når man befinder sig der i livet, hvor man stifter familie, får fællesøkonomi, og fælles gæld, og gerne vil høvle den gæld hurtigt ned, så man engang i fremtiden måske kan købe et hus og en have. Når man så som jeg knalder sin opsparing af på en fed kværn for sin egen fornøjelses skyld, rykker de fælles drømme af logiske årsager længere væk.  

Det er pænt egoistisk, det kan jeg egentlig godt se. Måske er det også en smule ansvarsløst, og det har vi diskuteret en del derhjemme. Hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at købe en motorcykel? Hvorfor nu? Min kæreste synes sådan cirka, at det er verdens dårligste idé.

“Vil du gerne dø”, har hun spurgt. 

“Nej, jeg vil gerne leve lidt mere,” har jeg sagt, og jeg har på fornemmelsen, at det er en klassisk situation.

En af mine kollegaer har for eksempel indgået en skriftlig aftale med sin kæreste om, at hun må forlade ham på et hjem, hvis han kører galt på sin motorcykel og bliver til en grøntsag. I mine ører lyder det som en trussel. Men bag enhver mand på en motorcykel står der en stækket kvinde. Ligesom der helt sikkert står en mand med lange løg bag enhver kvinde med hang til Chanel-tasker.

Kilder i maven

Men jeg har altid drømt om at eje en motorcykel, og det mener jeg helt bogstaveligt. Jeg har fræset landevejene på min hjemstavn i Nordjylland tyndt mange gange, mens jeg lå og sov. Og jeg drejer altid hovedet med et ubevidst smil, hver gang nogle bøller gasser op på Nørrebrogade. Jeg har vist bare mere benzin i blodet end min kandidat fra KUA indikerer. 

Derfor er det at køre motorcykel også noget af det bedste, jeg ved. Det kilder i maven på sådan en god måde at flytte sig hurtigt fremad, mens vinden trykker mod brystet. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan man ikke kan have det sådan. Forestil dig at have dit helt eget gashåndtag til Det Gyldne Tårn, fed følelse ikk’? 

Men mens jeg har gået og sparret op til en 200 kilo tung tysker fra jerntæppets tid, har min kæreste lagt penge til side til vores fælles fremtid. Da vi skulle have en ny Bugaboo-barnevogn med plads til to, havde hun fornuftigt nok tænkt på det i forvejen. Jeg var ikke rigtig nået dertil endnu, og derfor var jeg ret overrasket over, hvad den skulle koste.

Når vi har talt om, hvornår jeg egentlig havde tænkt mig, at jeg skulle drøne rundt og hygge mig, har det stærkeste argument altid været, at jeg aldrig får tid til det. Med to små børn er fritid fortid og fremtid, ikke nutid. En smuttur til Sydfyn i solskinsvejr? Det er en utopi. Glem det. 

Ridser man alle de ydre omstændigheder op, er en motorcykel bare et dumt projekt lige nu. I sin essens er det fuldstændig tåbeligt at bruge alle sine penge på aktivt at udsætte sig for unødig livsfare. Det er perspektivløst, ufornuftigt og usolidarisk set med klare parforholdsbriller. Men det er også selveste symbolet på et solo-projekt – der er ikke plads til kæreste, børn og barnevogne; udelukkende mit eget ego. Min livssituation taget i betragtning burde jeg virkelig droppe det.

Alligevel står jeg her med en motorcykel. Vi har diskuteret det meget, men i sidste ende har det ikke rokket ved min beslutning om, at jeg skulle have en. 

Midtvejskrise?

Nogen vil mene, at det handler om en krise. At jeg gør mig fortjent til titlen som MAMIL (middle aged man in lycra (her læder)), for alle ved, at motorcyklister er rullende midtvejskriser. Den gennemsnitlige danske motorcyklist er i øvrigt en 48-årig mand fra Jylland. Men for det første er jeg ikke 40, og for det andet kan man jo ikke gennemleve ‘den anden pubertet’, når man ikke med sikkerhed er helt færdig med den første endnu.

Andre vil mene, at det handler om at kompensere panikagtigt for en tilværelse, hvor jeg skifter ble og leger med sæbebobler det meste af tiden. At jeg køber mig til potens. Og selvom jeg tilhører den gruppe af heteronormative mænd, der elsker at foretage sig ting, der får dem til at føle sig som mænd, er jeg ret sikker på, at det ikke er det, der er på færde her. Det har jeg i hvert fald sagt til mig selv. Men jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var befordrende for min maskulinitet. 

Når jeg stiller min motorcykel derhjemme efter en køretur, har jeg det som om, jeg har udstået en fysisk bedrift. Lidt som at have tæmmet et dyr og haft det under kontrol. Det er den samme fornemmelse, man kan få efter at have styrketrænet. Man ranker lige ryggen. Og jeg føler mig mere som et mandfolk, end når jeg stiger ud af en Skoda Fabia – det kan jeg sige med sikkerhed.

Meget af det er sikkert bare en følelse. Da jeg spurgte min kæreste, om hun egentlig ikke syntes, at det var sejt, når jeg kørte på min motorcykel, replicerede hun med det tørreste “næh”, jeg har hørt i årevis. Det kom ærligt talt lidt bag på mig. 

Men det bekræftede mig også i det måske mest centrale i hele dette ubønhørligt privilegerede dilemma: At køre motorcykel er noget, man gør for sin egen skyld – ikke sit parforhold. Og deri ligger en stor fornøjelse. Muligvis også nøglen til et lykkeligt liv.

Med fare for at blive alt for forblommet kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad Aristoteles skrev om det gode liv for rigtig mange år siden i sit etiske hovedværk, ‘Etikken’. Han mente, at man opnår det lykkeligste liv ved at dyrke selvfordybelse, fordi det er en aktivitet, der har værdi i sig selv – “nothing is gained from it except the act of contemplation.”

Jeg er ikke sikker på, at filosoffen ville bryde sig om at blive taget til indtægt for motorcykelkørsel, men hans argument er, vil jeg mene, universelt. Et liv kræver unyttige, men tilfredsstillende aktiviteter, hvis det skal være godt.

Nu har vi levet over et år med Corona og restriktioner, og jeg kan ikke være den eneste, der har oplevet en underlig trang til at gøre noget dumt. Så det har jeg gjort. Og det kan virkelig anbefales. 


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics