Ronja Pilgaard

Kun en tåbe går ikke med fremmede russere

For nyligt tog jeg mig selv i at tænke, at hvis jeg nogensinde får en søn, så tror jeg, han skal hedde Boris eller Ivan. Da vidste jeg, at min kærlighed til Rusland, hvor sær den end er, er for evigt.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorfor jeg kastede min kærlighed på Rusland.

Selv inden jeg satte mine ben i landet, gik jeg rundt i min kælderlejlighed i Aarhus og reciterede min russiske læsebog. Trådte man ind ad døren, kunne man hen over lyden af glas, der skvulpede rundt i opvaskevand, somme tider høre sætninger som “Мама что ты пьёшь – Это русское шампанское” (Hvad drikker du mor? Det er russisk champagne). For over min køkkenvask kunne der lige nøjagtigt balancere en bog, så jeg kunne læse lektier, imens jeg skrubbede helt almindelig tyskproduceret Pepsi af glassene.

Danskerne generelt er derimod knap så glade for Rusland, som jeg er. 33 procent af danskerne mente i januar 2018 helt eller overvejende, at Rusland udgør en trussel mod Danmarks velstand og sikkerhed, viste en undersøgelse fra Megafon. To år tidligere havde 48 procent svaret det samme. Hver gang mine venner har været på ferie, skal vi igennem snakken om, hvor frygtelige russiske turister er.

Og det er de da også tit. Men de er også de mest hjertevarme, åbne og tålmodige mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det ved jeg af egen erfaring. Første gang jeg var i Moskva, talte jeg meget lidt russisk, og det hostel, jeg havde booket om morgenen, var på magisk vis forsvundet fra jordens overflade. Jeg kunne i hvert fald ikke finde det.

Og da jeg som en anden lille pige med svovlstikkerne stod kold og forfrossen på gaden i efterårets første sne, tænkte jeg, at jeg da også var en klaphat. Nu kom der sikkert en stor, farlig, russisk gangster i et Adidas-joggingsæt og krævede at få udleveret mit pas og min telefon. Men det gjorde der ikke.

I stedet kom ejeren af det apotek, jeg stod foran, ud og spurgte, om jeg mon havde brug for hjælp. Jeg forklarede, at jeg ikke kunne finde mit hostel, og uden at lukke butikken forlod han sin post, fulgte mig rundt om hjørnet og ind i tredje baggård, hvor han fik checket mig ind. Derefter gik han tilbage til sin butik.

I dag får jeg en smule dårlig samvittighed, når jeg tænker på, hvor mange gange på vej ind i de baggårde, jeg overvejede, om han nu ville han slå mig ned, røve mig og efterlade mig blødende i frostvejret. Russere og danskere trænger til at komme hinanden lidt nærmere.

Jeg gad godt, hvis danskerne og russerne kunne blive samlet lidt omkring vores fælles kærlighed til at pakke mad ind i mayonnaise. Tænk hvis flere danskere kunne få lov at få en veninde som Polina, jeg mødte i Paris for otte år siden, og som stadig skriver julekort og inviterer på frokost, i Moskva. Tænk hvis danskerne vidste, hvor meget Shu-bi-dua har til fælles med gypsypunkerne i bandet Leningrad.

Jeg er ikke blind. For mig er Rusland også Alina, der har været nødt til at flytte sine studier i russisk politisk kommunikation til Norge, for ellers kan hun ikke få lov at studere i fred. Det er også min journalist-veninde, der lever i konstant frygt for, at hendes arbejdsgiver finder ud af, at hun er homoseksuel. Og det er Putin-pop, propaganda og postordrebrude.

Men alt det kommer aldrig til at ændre sig, hvis vi bliver ved med at være bange for de mennesker, som lever i det hver dag.

Og selvom jeg ikke ved, hvor kærligheden kom fra, da jeg fandt den, er jeg ikke i tvivl om, at det er ægte kærlighed. Og hvis jeg får en søn, kommer han nok til at hedde Boris.

Find mere om
Footer graphics