Fotos: Maria von Hausswolff.

Vic og Elliott er dansk films nye stærke makkerpar: “Vores værste sider og mønstre er vi begge to ret gode til at lægge væk”

De er to af dansk skuespils største talenter. De er tætte venner. Og nu spiller de sammen for tredje gang i Hlynur Palmasons ’Vanskabte land’. Vi har mødt Vic Carmen Sonne og Elliott Crosset Hove til en personlig snak om limousiner i L.A., vold med blomster og deres (måske) kommende sketch-show.

To fremmede, der bliver forelskede på en vild vulkanø. To kolleger, der vinder priser for deres arbejde sammen. To venner, der har det ”ret grineren” sammen. Alt det formår skuespillerne Vic Carmen Sonne og Elliott Crosset Hove on- og off-screen.

De to har været venner siden 2012, er nogle af Danmarks største skuespiltalenter og har gjort sig bemærket i både store produktioner og arthouse-film. Vic Carmen Sonne er blandt andet kendt for ’Holiday’, ’Psykosia’ og ’Miss Osaka’, mens Elliott Crosset Hove både har haft roller i ’Journal 64’, ’Forældre’ og ’Kød & blod’.

Jeg har sat de to i stævne på en internetforbindelse tværs over tre lande på grund af travle kalendere: Undertegnede i en skov i Småland, Elliott Crosset Hove i Calabriens bjerge, og Vic Carmen Sonne i hendes lejlighed i København. At vi alle sidder i hvert vores personlige rum, er måske det, der er udslagsgivende for, hvor tryg og afslappet stemningen er. Og så måske også at det er søndag.

Lige nu kan man finde de to talenter sammen på danske biograflærreder, når de spiller over for hinanden i Hlynur Palmasons nye film ’Vanskabte land’. I den rejser præsten Lucas i 1800-tallet til Island for at opføre en kirke, men i mødet med købmandsdatteren Anna og landets barske natur sættes hans moral og mission over styr.

Vic Carmen Sonne og Ida Mekkin Hlynsdottir spiller søstre i ‘Vanskabte land’. Foto: Maria von Hausswolff.

Men tilbage til Microsoft Teams, hvor jeg lige har spurgt ind til deres første møde.

”Det var, da Vic søgte op, og jeg var førsteårselev. Jeg var bare vildt betaget af Vic fra første øjekast, fordi hun bare var mega cool og sød, men virkede også lidt genert, uden at hun var det. Men så fandt jeg ud af, at hun også hviler meget i sig selv, og fordi Vic var utroligt ung, da hun søgte op på skolen, var der også sådan en ’hende skal vi passe på og sørge for har det godt’. Men vi fandt ud af, at hun havde det fint. Vic var virkelig sej,” fortæller Elliott Crosset Hove.

”Jeg var selvfølgelig pissenervøs, men du havde bare sådan en ekstremt rolig energi,” genkalder Vic Carmen Sonne om sin hjælper til optagelsesprøven på scenekunstskolen.

To veje ind i skuespillet

Selvom de to skuespillervenner gik på scenekunstskolen samtidig, var de vidt forskellige steder i livet på det tidspunkt og havde vidt forskellige veje ind i skuespillet. Vic søgte ind som kun 17-årig, da Elliott var 24. Hun havde gået på gøglerskole og fulgt sin intuition og sin lærers anbefaling om at søge ind, mens Elliott fik det med fra sin far og både havde været i lære hos en skuespiller og gået på filmhøjskole inden sin optagelse.

”Da jeg var helt lille, var det det eneste, jeg ville. Min bror, mine forældre og jeg boede i Los Angeles, hvor min far arbejdede på en sæbeopera, som på daværende tidspunkt stadig var en ret stor ting i USA. Jeg var med min far på arbejde nogle gange, og jeg syntes bare, det var mega spændende. Han havde en læderjakke, og nogle gange blev han hentet i en limousine, og jeg syntes, det var det sejeste i hele verden,” siger Elliott Crosset Hove og fortsætter:

”Hver eftermiddag var min far i fjernsynet, og hver morgen stod han foran spejlet og gjorde sig klar og øvede replikker, så det gjorde jeg også. Så løb jeg hen og tændte for fjernsynet, men jeg var ikke inde i fjernsynet. Men det ville jeg gerne være. Så jeg må være ærlig at sige, at det var, fordi jeg syntes det var sejt med læderjakken og limousinen.”

Foto: Maria von Hausswolff.

Elliott Crosset Hove

Født i 1988. Opvokset i Los Angeles, Fyn og København.

Uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2015.

Især kendt for ’Vinterbrødre’, ’I blodet’, ’Før frosten’ og ’Kød & blod’.

Vandt en Robert og prisen for Best Actor på Locarno filmfestival for sin rolle i ’Vinterbrødre’.

Hans hovedrolle som præsten Lucas i ’Vanskabte land’ er nomineret til European Film Awards for Best Actor.

Vic Carmen Sonne har ikke fået skuespillet ind med modermælken:

”Jeg tror nærmest først, jeg fandt ud af det rigtigt, imens jeg gik på skolen, hvis jeg skal være helt ærlig,” fortæller hun.

”Det kan jeg bekræfte!” udbryder Elliott Crosset Hove fra sengen i sit hotelværelse.

”Da Vic startede på skolen, var der sådan en velkomstfest for Vics årgang. Vic og jeg snakker. Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal sige, men en af de ting, jeg spørger om, er, om du altid havde vidst, du ville være skuespiller. Der svarer Vic så: ’Det ved jeg egentlig ikke, om jeg vil’. Det syntes jeg var mega vildt, fordi alle normalt er så målrettede for at komme ind.”

Var det at søge ind bare en fiks idé, du havde fået, Vic?

”Nej, nej, det var det bestemt ikke. Jeg arbejdede i en videoudlejningsbutik, da jeg var teenager, og har altid elsket, elsket film. Men jeg tror aldrig, jeg havde tænkt over, at det kunne være lig med noget, jeg kunne leve af,” siger hun.

Vic Carmen Sonne

Født 1994. Født og opvokset forskellige steder i Københavnsområdet.

Uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2016.

Debuterede som 15-årig og vandt sin første Bodil i 2017 for sin rolle i ’I blodet’ og i 2018 en Robert for ’Vinterbrødre’.

Især kendt fra filmene ’Usynligt hjerte’, ’Psykosia’ og ’Holiday’.

Spiller Anna i Hlynur Palmasons dansk-islandske rejsedrama ’Vanskabte land’.

Foto: Maria von Hausswolff.

Skæbnen blev, at hun i MetroXpress fandt en casting til en film af en instruktør, hun lige havde set en masse film af i Playtime Video.

”Det var meget intuitivt, i forhold til at jeg tænkte: De film er spændende, han er spændende. Det var vitterligt bare et navn, jeg godt kunne lide, der kan jeg gå hen. Lidt sådan 1 + 1 = 2. Og så endte jeg med at komme med i den film. Så det var egentlig meget tilfældigt, men også lidt skæbneagtigt. I processen med at optage den film fandt jeg ud af, at det var noget helt særligt og noget, jeg var god til,” siger hun.

”Jeg føler jo, at skuespillet er min første elsker. Det er forhåbentligt det, jeg er bedst til og bliver ved med at blive bedre til,” fortæller Vic Carmen Sonne.

Ud fra deres kollega- og venskab beder jeg dem fremhæve den andens værste side. Sonne har nogle gange svært ved at komme til tiden på grund af sin adhd, mens Hove kan have svært ved at sige fra, mener de – men det er aldrig et problem, når de er på arbejde.

”Der er tankemønstre og handlingsmønstre, jeg har problemer med i mit privatliv, som jeg kan finde ud af at lægge væk, når jeg er skuespiller på set, fordi det er så vigtigt for mig, at filmen bliver god. Hvis jeg tager det med ind i skabelsen af filmen, kommer det til at gå ud over den. Vores værste sider og mønstre er vi begge to ret gode til at lægge væk, når det handler om film. Ved du, hvad konklusionen er på det? Vi skal lære at få lige så meget respekt for os selv som for vores film,” smiler Vic Carmen Sonne.

”Det er så rigtigt! Det er et frirum,” tilføjer Elliott Crosset Hove.

Alle gode gange tre

Hvor mange film har I egentlig spillet sammen i?

Elliott signalerer lydløst ”tre” med fingrene på sit kamera.

”Men engang lavede vi også sådan en infoting for vold i parforhold, hvor vi fik et gavekort til Magasin som betaling. Der skulle du slå mig i hovedet med nogle blomster,” fortæller han.

”Kæft, det havde jeg helt glemt! Jeg har et billede af det her. Fuck, det var sjovt,” griner Vic Carmen Sonne.

”Jeg tror, vi var underbetalte,” siger Elliott Crosset Hove tørt.

Fra settet til kampagnefilmen om voldelige parforhold i 2014, hvor Vic Carmen Sonne skulle slå Elliott Crosset Hove i hovedet med tulipaner. Privatfoto: Vic Carmen Sonne.

”Jeg tror, du er et af de mindst voldelige mennesker, jeg kender, og det hele handlede om, at du skulle være min voldelige kæreste,” fortæller Vic Carmen Sonne.

”Men det var jo nok i Vinterbrødre, vi sådan rigtigt spillede sammen første gang,” siger hun.

’Vinterbrødre’ er Hlynur Palmasons kalkbrudsdrama fra 2017, som Vic Carmen Sonne og Elliott Crosset Hove begge vandt en Robert for deres præstationer i – han for årets mandlige hovedrolle og hun for årets kvindelige birolle. Det gør ’Vanskabte land’ til den tredje produktion, de spiller sammen på, og anden film instrueret af Palmason.

”Det er altid en dejlig følelse af ro at skulle spille sammen med Vic. Det er forbundet med tryghed, og at det bare bliver rigtig rart. Vi har meget respekt for hinandens måde at arbejde på, som jo også er kommet af, at vi har været heldige at kende hinanden i så lang tid,” fortæller Elliott Crosset Hove om samarbejdet.

”Elliott er modig, lyttende og elastisk. Det er fedt, for når vi så spiller sammen, er der stort fokus og nysgerrighed, som gør, at vi kommer alle mulige meget spændende steder hen. Det passer også enormt godt til den måde, Hlynur godt kan lide at arbejde på, og det er måske også derfor, han godt kan lide at arbejde med os,” siger Sonne.

Hvordan kom det i stand, at det lige skulle være jer to igen i Hlynurs nye film?

”Det har det altid været, ikke?” spørger Vic Carmen Sonne.

”Jo. Det er ret heldigt, fordi hvis Hlynur har et samarbejde, som han godt kan lide, så vil han meget gerne fortsætte med det og udforske det. Jeg tror, det har været naturligt for ham, at vi bare skulle være med i hans film, fordi han var glad for at arbejde med os, og det tror jeg også har noget at gøre med, at Vic og jeg er så glade for at arbejde med hinanden,” siger Elliott Crosset Hove.

Vic Carmen Sonne supplerer:

Det er fantastisk, at Hlynur stoler på os som spillere, i en sådan grad at han kan forestille sig os i forskellige roller. Bare fordi Elliott var Emil i ’Vinterbrødre’, er han ikke Emil for evigt, og bare fordi vi er på én måde privat, designer han ikke vores karakter til også at være sådan. Han tror på vores evne til at indleve os i og formidle mange forskellige mennesker og typecaster os ikke. Han skriver roller, han synes kunne være spændende for os at arbejde med, og tager vores talent og arbejde for at gå ind i forskellige karakterer meget alvorligt,” siger hun.

Foto: Maria von Hausswolff.

Hvis man kigger udefra, hvad er det så, der gør, at I komplimenterer hinanden så godt på skærmen?

”Jeg vil håbe, at det er, at vi begge to er interesserede i vores arbejde og nysgerrige. Jeg ved, at Hlynur ikke tænker i typer. Det begreb har jeg aldrig hørt ham tale om, og det hører man ellers ofte som skuespiller. Det interesserer han sig ikke rigtigt for, og det gør vi egentlig heller ikke,” siger Vic Carmen Sonne.

Hvad drømmer I om at jeres næste projekt sammen skal være?

Jeg synes det kunne være virkelig spændende at lave noget komedie med dig, fordi du er så ekstremt sjov. De projekter, vi begge to har lavet, har mere været dramaer. Jeg gad virkelig godt lave sådan noget ‘Lex og Klatten’ med dig. I’m not kidding. Jeg mener dybt, at det kunne være sjovt at lave et sketch-show med dig,” siger Vic Carmen Sonne.

Elliott Crosset Hove gnægger lidt.

”Det kunne være fedt. Vic er også grineren. Jeg er på! Når vi er færdige med det, gad jeg godt en dag at lave noget, der strækker sig over mange år. Lidt som ’Marriage Story’. Optagelserne må også gerne strække sig over mange år, men sådan en lang fortælling,” siger han.

Elliott Crosset Hoves karakter i ‘Vanskabte land’, præsten Lucas, tager til Island for at få opført en kirke. Her møder hans blandt andet den danske købmands døtre, her spillet af Ida Mekkin Hlynsdottir. Foto: Maria von Hausswolff.

Det, der står tilbage

Hvis der skulle gå lidt ’Det sidste måltid’ i den, og I skulle skrive hinandens nekrologer, hvad skulle der så stå i dem?

”Woooow, okay …” siger Elliott Crosset Hove.

Han holder en lang tænkepause på omkring et halvt minut, hvor der er lidt tvivl om, hvorvidt hans forbindelse er frosset. Så tager han til orde:

”Det er et meget umiddelbart, kæmpe naturtalent, som man ved første øjekast ikke forstår. Hun er utroligt blid, og der gik noget tid, før jeg forstod dybden af Vics integritet og rebelskhed – aldrig af talentet, for det var åbenlyst. Men hun har også noget afgrundsdybt mørke blandet med empati og mildhed. Hendes fødder er fuldstændigt dybt plantet i egen integritet og egen bullshit-detektor.”

”Jeg bliver helt rørt af det her,” snøfter Vic Carmen Sonne og dupper sig lidt under øjnene som i dyb taknemmelighed over for sin medspiller.

”Hvis der er folk, der kan se det i mig, så er jeg helt rolig og stolt og glad,” får hun sagt.

”Tak, Louise! Tak, Lærke Kløvedal!” siger Elliott Crosset Hove, inden jeg udfordrer Vic Carmen Sonne til at toppe hans beskrivelse.

Foto: Maria von Hausswolff.

”Der er meget få mennesker som Elliott, der formår både som person og som skuespiller at se, rumme og omsætte følelser så mangefacetteret og komplekst, så det bliver så ægte som et helt menneske, man ville møde i virkeligheden. Der er allerede en kompleksitet i dig med en ekstrem åbenhed og ro samtidig med en virkelig rå uforudsigelighed. I skuespillet har alt så mange lag med dig. Ligesom vi sidder og snakker nu, sådan er det altid at være både foran kameraet og i rum med dig, fordi der bliver lyttet og ikke forstillet noget,” siger hun og fortsætter:

”Det, jeg prøver at komme frem til, er, at du er et ekstremt intelligent menneske, der forstår, at verden og os alle sammen er komplekse. Og det leder til en stor rummelighed og empati. Jeg har aldrig hørt dig dømme et andet menneske eller en karakter. Alle mennesker er jo virkelig særlige, men du er virkelig et af de mest specielle kunstneriske talenter og mennesker, jeg nogensinde har mødt,” afslutter hun.

Hvad tror I jeres generation af skuespillere vil blive husket for?

”Vi er jo meget forskelligartede, men hvis der måske er én ting – og det er ikke for at sige, at andre generationer ikke har det overhovedet – så håber jeg, at det er hudløshed og autenticitet,” siger Elliott Crosset Hove. Sonne tilføjer:

”Men måske også som den generation, som står for en større mangfoldighed i, hvem der kan blive skuespiller – og det gælder for alle os, der laver film og tv. Det tager måske nogle generationer, men jeg håber, at vores generation – ud over at lave nogle fantastisk underholdende film og tv-serier – også vil blive husket for at give plads til diversitet i køn, klasse, seksualitet, etnicitet og udseende.”

Og med de ord ryger min internetforbindelse.  

Footer graphics