Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix

Vidunderligt vinter-fjernsyn i vente: Snart kommer ny Messi-dokumentar

Til februar kommer historien om Lionel Messis jagt på det helt store trofæ: VM-guldet.


Stadion-trommer, der buldrer derudad, det blåhvide argentinske flag, der vajer i vinden og en lille dreng, der dribler af sted med en fodbold. En mand afbryder trommerne og siger: “It was obvious he was going to be great. It was only a question of how great.” Og det er selvfølgelig den levende legende Lionel Messi, han taler om.

Dokumentaren ‘Messi’s World Cup: The Rise of a Legend’ får premiere 21. februar på Apple TV+, og her kan vi glæde os til historien om, hvordan Messi sammen med det argentinske landshold jagtede det ultimative trofæ, nemlig VM-guldet. Messi har været med til fem slutrunder med sit landshold, men det var først i 2022, at han kunne løfte den helt store pokal sammen med sit hold efter en på alle måder flot og nervepirrende finale mod Frankrig.  

Sidste år var det David Beckham, der tog hele verden med storm, da dokumentarserien ‘Beckham’ rullede over Netflix i fire afsnit. Og nu er det altså hans Inter Miami CF-kollega Lionel Messis tur til at dele nogle af sine personlige refleksioner om særligt sin landsholdskarriere. 

Det virker næsten overflødigt at skrive, at den 36-årige argentiner har haft en spektakulær karriere. I 2000 rejste han tværs over Atlanten fra Argentina til FC Barcelona i Spanien, hvor han skulle blive den yngste spiller til at spille en hel kamp i La Liga. På det tidspunkt blev han i øvrigt også den yngste målscorer nogensinde. Og sådan fortsatte den driblestærke fodboldspiller. Med at score og med at vinde.

Senest vandt han prisen Ballon d’Or for ottende gang i sin karriere i efteråret 2023. Hvert år bliver Den Gyldne Bold uddelt til den bedste mandlige og kvindelige fodboldspiller. Sidste vinter blev Messi også kåret til verdens bedste fodboldspiller af FIFA (igen).     

Lad os være ærlige, der er ikke meget, der er mere tilfredsstillende end at læne sig tilbage og lade sig imponere af de allerbedste. Så tag plads under slumretæppet til februar og nyd de helt nye interviews med Messi i den varme stol. Naturligvis tilsat klip af hans legendariske finter gennem tiden. 

Footer graphics