Et Familieforetagende
Foto fra filmen 'Et Familieforetagende'

Lyserøde filmmagere: Har vi glemt at eksperimentere med billedsproget i dansk film?

Danske filmfolk laver de samme film igen og igen, mener filminstruktør Carina Randløv og dramatiker Line Knutzon, der sammen har skabt et 100 procent lyserødt værk.

En mand i bar overkrop indtager et middagsselskab med flere hundrede mennesker. Han gestikulerer som en abe og zoomer straks ind på en middagsgæst, som han udfordrer på primal vis. Middagsgæsten tager modvilligt kampen op, men må til sidst tage flugten.

Scenen, som er fra svenskeren Ruben Östlunds ‘The Square’, varer 2 minutter og 53 og er fuldstændig dialogløs.

Hans måde at lave film på er – desværre – et særsyn. Det mener filminstruktør Carina Randløv og dramatiker Line Knutzon.

Det lyserøde twist

Sammen har de skabt kortfilmen ‘Et Familieforetagende’, som dybest set er et pandurosk kammerspil – men med det twist, at alt er lyserødt. Der er heller ingen letgenkendelige genstande som for eksempel colaflasker eller Macbooks.

Ideen er at få seerne til at fokusere på det, de ser, og ikke det de genkender.

”Vi har vist den nogle gange, og bagefter er der ingen i publikum, der taler om, at filmen er lyserød. De taler om det, der sker med familien,” fortæller Line Knutzon.

Ambitionen har været at skabe noget anderledes i en branche, hvor der på ingen måde er sket revolutioner siden dogmetiden for 20 år siden.

”Vi taler i branchen meget om lyd lige nu, og lyd er fantastisk. Men det undrer mig lidt, fordi billedet er mindst lige så vigtigt. Det er jo ikke radioteater, vi laver”, konstaterer Carina Randløv og fortsætter:

”DR har været dygtige til at lave dramaserier, men lige nu er det som om, at alle film og serier kommer til at ligne ‘Borgen’ eller ‘Forbrydelsen’ eller ‘Herrens Veje’. Det er som om, man har fået en idé om, hvad man tror publikum vil have, og så giver man dem det.”

Line Knutzon supplerer:

”Nogle gange er billedsproget også helt klichefyldt og måske endda også forfejlet. For eksempel er der en film, som foregår på Ærø, hvor man ser en overflod af bølgende kornmarker, Dannebrog og frodige, unge kvinder. Alt sammen meget nationalromantisk, hvilket er lidt uhyggeligt, når nu det er en komedie. Og så er det i sig selv ikke noget, der bringer historien videre.”

Hun og Carina Randløv understreger gang på gang, at de ikke er af den opfattelse, at deres film er fantastisk, og alt andet er noget lort. Det kommer mange spændende bud på film med anderledes billedsprog mener de og fremhæver blandt andet den semidokumentariske ‘Team Hurricane’ af Annika Berg.

Men de undrer sig stadig over den danske filmbranches manglede lyst til at arbejde med en udforskning af billedsproget.

Line Knutzon kommer fra teatret, hvor billedtraditionen er meget stærk. Carina Randløv er uddannet animator og billedkunstner. Men når man laver film, hvor, må man sige, billedsiden fylder endnu mere, er der ingen krav om den slags erfaring. Og heller ikke en del af uddannelsen som filminstruktør.

”Det er jo ikke et krav, at man skal vide en hel masse om billeder for at blive filminstruktør. Man kan være optaget af den gode historie og så have en A-fotograf tilknyttet sin film, som så måske tager en erfaring med fra arbejdet med andre instruktører. Det er måske ikke så underligt,” siger Carina Randløv.

Magelig og doven

Resultatet er, mener Line Knutzon, at branchen laver det samme og det samme igen og igen.

”Den danske filmbranche som sådan er blevet for magelig, og filmfolket er blevet for dovne. Man har skudt sig selv i foden ved at forsøge at sælge publikum det samme og det samme, og nu er der ingen, der kan forestille sig, de vil have andet, end det de er vant til at se. Vi har brug for flere eksperimenter og flere, der tør tage nogle chancer.”

Konsekvensen er, mener de to, at både film og serier gør det alt for nemt for seerne at se på med et halvt øje, for de får jo alligevel alt gennemtygget og næsten slugt på forhånd.

Som Carina Randløv formulerer det:

”Da jeg så ‘Jagten’ sad jeg og græd, men bagefter var jeg helt tom. Det samme gælder ‘Herrens Veje’, som jo er fyldt med gode skuespillere, men jeg føler mig forført på en sukkerfix-agtig måde. I bund og grund ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal føle, fordi der er blevet følt så meget på mine vegne igennem alt det, jeg har set.”

En anden konsekvens, mener de, er at hverken producenter, distributører eller publikum tør tage chancer, når de skal vælge film.

Carina Randløv har selv oplevet at præsentere et tv-projekt, hvor hvert afsnit lidt ligesom ‘Et Familieforetagende’ var båret af hver sin farve for DR Ultra. Og selv om producenterne godt kunne lide indholdet, var de undrende på lysten til også at arbejde med billedsproget.

”Deres kommentar var, at de ikke kunne forstå, at når nu ideen var så god og det samme med manuskriptet, hvorfor skulle billedsiden så være så speciel,” erindrer hun.

Mange konventioner i film

Når det er lykkedes de to at få produceret en film som ‘Et Familieforetagende’, skyldes det Filminstituttets særlige pulje, New Danish Screen.

Med et budget på 128 millioner kroner fordelt på fire år kaster den en del af film af sig. Hver af dem har nemlig kun et budget på tre til seks millioner kroner. En del af New Danish Screen er nu desuden afsat til projektet Skitsen, hvor man får indledende støtte til blandt andet at producere en kort udgave af, hvad der senere skal blive til en spillefilm.

”New Danish Screen er på alle mulige måder en superfed ordning, men man sætter sig lidt imellem to stole. Deres formål er blandt andet at støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling, men jeg ser ikke mange revolutionerende resultater på billedsproget. Man vil jo gerne have de nye talenter til at lave en god film, men det sker nok lidt på bekostning af det eksperimenterede, fordi der er så mange konventioner i film, der skal opfyldes for, at de fleste vil synes, man har lavet en god film. Jeg tænker; hellere en dårlig film, der har prøvet kræfter med en udvidelse af filmsproget, end en film der fungerer, som vi er vant til.”

Et eksempel på et New Danish Screen-projekt, der er lykkedes med begge dele, er ‘Vinterbrødre’, hvor både instruktør og fotograf kommer fra billedkunsten.

‘Vinterbrødre’ vandt hovedprisen, New Talent Grand Pix, på CPH PIX i 2017, mens hovedrolleindehaveren Elliott Crosset Hove vandt prisen for bedste mandlige skuespiller på Locarno-festivalen i Schweiz, som filmen ligeledes åbnede.

Udover at være festivalprisvinder har ‘Vinterbrødre’ tillige fået fremragende anmeldelser. Men alligevel vil den aldrig blive ”stor” eller ”mainstream” nok til andet et begrænset publikum. Og her ligger udfordring nummer to. Hvem skal se den, og hvor bliver den vist?

Også her skal man nok tænke lidt utraditionelt, mener Carina Randløv.

”Vi skal have fundet nogle flere visningsmuligheder. Vi arbejder på at få vores film ud på museerne, men det er jo nok begrænset, hvor stort et output det giver. Det er det andet store problem: Bliver der rent faktisk lavet eksperimenterende film, er det svært at få dem distribueret.”

Hun savner, at man giver instruktørerne mere rum at fejle i for til gengæld på sigt at puste liv i billedsproget og dermed få mere interessante film.

”Det tager tid at blive en god filminstruktør og finde sit leje. Det kommer ikke med én film, tror jeg. Vores lyserøde film er heller ikke lykkes helt fuldstændig, men for Line og jeg er den et skridt på vejen mod et sprog. Vores eget sprog.”

Carina Randløv anbefaler disse fem titler, hvor billedsproget virkelig kommer til sin ret:

  1. Den prisbelønnede ‘Dogtooth’ er instrueret af grækeren Yorgos Lanthimos.

2. ‘En Due Sad På En Gren Og Funderede Over Tilværelsen’ blev præmieret med Guldløven i Venedig. Men alt af Roy Andersson er i virkeligheden fantastisk.

3. ‘Hundstage’ af østrigeren Ulrich Seidel vandt juryens specielpris ved filmfestivalen i Venedig i 2001.

4. Før ‘The Square’ kom Ruben Östlund med sin ligeledes meget roste ‘Force Majeure’.

5. Og efter 25 års pause vendte ‘Twin Peaks’ tilbage. Fortsat uhyggelig. Fortsat meget David Lynchsk.

Footer graphics