Har du også en underlig, nagende fornemmelse i kroppen efter at have set det nye afsnit af ‘Danmarks næste klassiker’ på DR?
Det har jeg. Det er nemlig som om, at der måske ikke er tale om, at DR “igen har samlet fem talentfulde designere” til at føre dansk designs stolte tradition ind i fremtiden. Det er ellers det, den nyslåede kulturella Mette Bluhme siger i sin introduktion til denne fjerde sæson af det, der nok bedst kan beskrives som ‘Den Store Bagedyst’ for de kulturradikale.
Man har ligesom bare taget springformen fra Bagedysten og erstattet mousse med møbeldesign.
Den klassiske eventyrmusik er den samme, tidspresset er det samme, de to dommere er de samme, og de store følelser er det samme. Der skal gerne gå lidt kage i den, bare ikke kage på dén måde – men på den patossede måde.
Her i første program skal de fem nye designere skabe et funktionelt bord, der passer til den minimalistiske boligtrend, tiny living, og det har de så tre uger til. Det går sådan okay. Alle laver i hvert fald et bord.
En af deltagerne hedder Aviaaja, og hendes designproces er på vej ind i mild depression. Måske fordi hun vælger at bygge i tændstikker.
“Jeg er ikke helt rolig”, siger hun til sit selfiekamera på et tidspunkt, hvor det vitterligt ser ud til, at hun er ved at falde i søvn.
Så er der Charlotte, der er autodidakt smed fra Christiania. Hun vælger at lave et jernbord på en stripperstang, fordi hun jo er smed og … måske lidt fræk.
Inspiration er vist noget, hun henter nede på Månefiskeren, hvor funktionalitet siden 70’erne er blevet målt på, hvor godt underlaget er egnet at mikse en joint på.
Ingen elsker jernborde
Dommerne er ikke rigtigt imponerede. De er nemlig ikke typerne, der poledancer tirsdag aften, mens de spiser chili con carne. Den ene dommer, Kasper Salto, har på et tidspunkt en meget smagfuld, rød sweater på, og den rimer lidt mere på ærterisotto og eg.
Dommerne vil faktisk gerne have, at alle deltagerne tager sig lidt sammen til næste gang. Og det er derfor, man sidder med den der nagende fornemmelse i kroppen. Det skulle helst ikke gå hen at blive pinligt tv, det her. Vi vil jo gerne spise vores Dronningemandler i ro og mag.
Indtil videre er det også mestendels spændende som sådan at følge designere undervejs i deres proces og på den måde få indblik i, hvor kompliceret det er at formgive noget på en funktionel og pæn måde. Det er ikke så underligt, at der er så meget, der ligner lort ude i verden.
Et af benspændene er i øvrigt, at bordene skal være fleksible og kunne ændre funktion.
Tre ud fem vælger at designe et bord i metal, og det er lidt overraskende i betragtning af den almene kendsgerning, at ingen elsker jernborde.
Anne bøjer 30 kilo aluminium i R-form og er meget tilfreds, fordi bordet så kan tippes og bruges som magasinholder. Man undrer sig lidt over, hvor store magasiner Anne selv læser.
Kasper laver et alu-bord, som både kan rejses op og lægges ned med en sammenklappelig bordplade, der viser sig at være jævnt træls at klappe sammen, hvilket dommerne ikke er tilfredse med.
Alligevel kårer de ham som vinder, og det huer ham godt, fordi Kasper, der selv er ung, gerne vil vise, at “ungdommen er fremtiden”. Som tv-seer huer det imidlertid mig godt at være i selskab med dommeren Louise Campbell, fordi hun ikke er bleg for at give retfærdig, men hård kritik.
Alt for tit tækkes vi med gaslightende dommere, der er forblændet af det pågældende programs koncept, selvom alle og enhver kan se, at der er noget galt, grimt eller dårligt. Men der er muligvis lys forude. Næste gang gælder det nemlig lamper.
