Tedros familiesammenføring flygtning danmark martin thaulow
Tedros fra Eritrea genforenes med sin mor i Kastrup Lufthavn efter 4 års adskillelse. Foto: Martin Thaulow

Den perfekte julegave: Nu kan du få både kunst og medmenneskelighed under træet

60 anerkendte fotografer – dokumentarister og kunstnere – står lige nu klar til at portrættere dig, din mormor eller en helt tredje, du mangler et billede af i julegave. Pengene går ubeskåret til uledsagede flygtningebørn.


Over 5.000. Så mange børn er siden 2014 kommet alene til Danmark for at søge asyl. De fleste af dem fra krigshærgede lande. Syrien, Eritrea, Afghanistan.

Vi kender historierne. Og vi kender billederne. Til hudløshed. Men nu er det tid til at smøre fed creme på din slidte solidaritet!

Den frivillige organisation, De Uledsagedes Rejsehold, som arbejder for at rejse penge til de mindreårige flygtninge, har i samarbejde med journalist og dokumentarist, Thomas Aue Sobol, engageret 60 af landets dygtigste fotografer i projektet ‘Fotos for flygtningebørn’.

Frem mod 21. december står de klar med kamera, lys og retouchering (yay!) for at portrættere dig eller en anden, du vil have et billede af. Det koster 1000 kr., og de går alle sammen ubeskåret til at hjælpe de mindreårige asylsøgere til at betale de i gennemsnit 25.000 kr., det koster at få bragt deres familier hertil. Noget, de færreste af børnene har råd til.

De 60 fotografer er bosat rundt omkring i hele landet, enkelte endda i Grønland, én i Malmø og én sågar i Skt. Petersborg. Og der er mange profilerede navne iblandt. Fotochef på Politiken, Thomas Borberg, er med. Fotokunstner og stifter af Refugee.Today, Martin Thaulow. Og kunstfotograferne Nicolai Howalt, Lærke Posselt og Inuuteq Storch. Nogle af de helt store!

Se listen over alle fotograferne her

FAKTA:
De Uledsagedes Rejsehold er et privat initiativ af Janne Grønborg Franck, Nicolai Kobberup Larsen og Ulrik Goerlich. Siden 2016 har de hjulpet 48 familier sammen.

For kun et par uger siden udkom ‘De Uledsagedes Bog’ af dokumentarist Michael Graversen og forfatter Mads Nygaard. Overskuddet her går også ubeskåret til De Uledsagedes Rejsehold.

Footer graphics