Connie Nielsen
Connie Nielsen som den glamourøse rigmandsfrue Corinna Hodel i tv-serien 'I Am The Night'. Foto: Turner

Connie Nielsen: “Så længe jeg kan huske, har jeg kæmpet for respekt og retten til at fortælle kvinders historier”

Skuespilleren Connie Nielsen har en af de bærende roller i den nye amerikanske miniserie ’I Am The Night’, hvor en mystisk mordgåde vikles ind i en ung piges søgen efter sit ophav. Heartbeats har talt med den danske hollywoodstjerne om kvindelige instruktører, tv-serier og ’LA noir’.

Connie Nielsen spiller næsten altid den stærke kvinde på det store lærred. Nærmere bestemt den slagkraftige og iskolde power woman – senest som potent amazonedronning i superheltefilmen ’Wonder Woman’. Nielsen er  blevet et billede på den – fysisk og psykisk – bomstærke kvindekarakter i Hollywood. Det er hun både glad for og en smule træt af.

”Gennem tiden har jeg spillet mange forskellige roller, men ofte har det været nogle meget stærke og tough kvinder. Det er dejligt, men jeg har længe haft lyst til at spille en lidt anden type, og det fik jeg lov til i ’I Am The Night’, hvor jeg spiller en mere følsom person med emotionelle problemer, og det var interessant for mig,” siger Connie Nielsen om sin rolle som den glamourøse og nervøse rigmandsfrue, Corinna Hodel, på en telefonlinje fra Bay Area i Californien, hvor skuespillerinden er bosat.

På trods af de mange såkaldt stærke kvinderoller i de film, som Connie Nielsen spiller med i, så oplever hun ofte undertrykkelse og stereotype forestillinger om kvinder på filmset, fortæller hun. For hende handler det særligt om, hvem der sidder i instruktørstolen, og hun er en smule træt af mænd ved roret. Derfor var det også kærkomment, da instruktøren bag ’Wonder Woman’, Patty Jenkins, spurgte om hun ville være med i miniserien ’I Am The Night’, som også har Nielsens tidligere medskuespiller, Chris Pine, på rollelisten, og hvor Jenkins igen sidder i instruktørstolen.

”Jeg oplever, at mange mandlige instruktører har et karikeret ’filter’, som de putter kvindelige karakterer i, og det er ofte ikke naturligt for en mandlig instruktør at se kvinder som ledere. Derfor skrives der for eksempel replikker ind, hvor man som kvinde skal råbe et eller andet for at vise, hvor hård man er. Det er trættende. Derfor har det været så befriende at arbejde med en instruktør som Patty Jenkins. Hun har det godt med at være kvinde, og det smitter af på hendes film,” siger Connie Nielsen.

Det er er næsten to årtier siden, at Connie Nielsen fik sit internationale gennembrud i Ridley Scott-filmen ‘Gladiator’. Selvom det var tilbage i 2000, så mener hun, at branchen ligner sig selv lidt for meget, når det kommer til de strukturelle uligheder for kvinder – særligt i Hollywood. Derfor valgte hun tilbage i 2017 at skrive en leder i det amerikanske brancheblad for underholdningsindustrien, Variety, om dengang Harvey Weinstein lagde en hånd på hendes lår under en premieremiddag og det magtmisbrug, som hun gennem sin lange filmkarriere, har oplevet i filmbranchen. Hun meldte sig derved på banen i den globale #MeToo-bevægelse.

”Jeg følte, at jeg var nødt til at støtte op, fordi ingen skal stå der alene, mens andre ikke ville have noget i klemme. Så længe jeg kan huske, har jeg kæmpet for respekt og retten til at fortælle kvinders historier. Det var derfor også helt anderledes at lave ’Wonder Woman’ og generelt at arbejde med en kvindelig instruktør, fordi Patty Jenkins er ikke det mindste i tvivl om, at kvinder kan være generaler og styre lande. Her var ingen ’filtre’,” siger Connie Nielsen.

Mord i Hollywood

Du har været med i mange store spillefilm, hvordan har du det med at være med i en tv-serie nu?

”Jeg kan rigtig godt lide at få lov til over en længere periode at leve mig helt ind i en karakter, og det føler jeg, at jeg kan få lov til i en tv-serie. Tv-serier får i dag sat rigtig mange midler til rådighed, hvilket gør, at kvaliteten kommer helt i top, og det er netop også der, at det bliver rigtig interessant at lave tv! Og så handler det jo også om, om det er de rigtig mennesker, som er på holdet,” siger Connie Nielsen.

Sidste år var du med den danske miniserie ’Liberty’, hvordan var det at være med i en dansk tv-produktion?

”Det er altid skønt at arbejde sammen med kreative mennesker fra mit eget land, og det var helt vidunderligt at være en del af et hold af så talentfulde mennesker som i ‘Liberty’. Mit forhold til Afrika var også en af grundene til, at jeg sagde ja til at spille med. Men skal jeg kigge tilbage, så var det lidt svært på filmen ‘Brødre’ pludselig at skulle arbejde på dansk, men det var også første gang. I dag er det ikke noget problem at sætte mig selv i et dansk sted. Jeg er faktisk i Danmark cirka hver anden måned, så jeg føler mig meget dansk,” siger Connie Nielsen.

De senere år har en del danske skuespillere fået stor succes i Hollywood, hvad tænker du om det?

”Film er et internationalt begreb, og faget har altid tiltrukket mennesker fra hele verden. Vi skal konstant flytte os rundt i verdenen, og det mener jeg, som sådan ikke er noget nyt. At rejse og rykke ud over landegrænser, det er en del af at være skuespiller, men det er da fantastisk, at det går danskerne godt,” siger Connie Nielsen.

Miniserien ’I Am The Night’ er inspireret af den virkelige historie om lægen George Hodel, der var en berygtet skikkelse i Hollywood i 1950’erne og hovedmistænkt i det gådefulde Black Dahlia-mord. Serien følger den lidt naive teenagepige Fauna Hodel, som finder ud af, at hun er barnebarn af den kendte læge. Da hun begynder at grave i sin fortid, støder hun på en falleret og temmelig uheldig journalist, der spilles af Chris Pine. Sammen følger de et dystert spor, der bringer dem nærmere nogle af Hollywoods mørkeste hemmeligheder.

I am the Night

Ifølge Connie Nielsen kender de fleste på Los Angeles-egnen til Black Dahlia-mordmysteriet fra 1947, hvor en ung, amerikansk kvinde, Elizabeth Short, blev fundet myrdet og lemlæstet i en park i Los Angeles. Mordet, som stadig er uopklaret, har været kilde til et utal af spekulationer, adskillige bøger og flere Hollywood-film. Og nu også en tv-serie.

”Det er næsten umuligt ikke at vide noget om Black Dahlia-mordet, især hvis man er til ’LA noir’, som jeg kalder det. For mig er de her Hollywood-fortællinger utrolig interessante, fordi de viser skyggesiderne,” siger Connie Nielsen.

’I Am The Night’ havde premiere på Canal Digitals streamingtjeneste denne uge og er tilgængelig for alle med Family TV-pakken.

Footer graphics