Torsten har hundrede skræddersyede skjorter: “Danske mænd har et problem med at bære deres tøj godt”

“Min stil er meget klassisk betonet. Jeg er ret inspireret af det univers, der kommer fra den gamle engelske herremode med jakkesæt, striktrøjer, grove bukser og det der countryengelske look. Men jeg bryder mig ikke så meget om at kopiere en stil. Jeg gider ikke rende rundt og ligne en figur fra en Charles Dickens-roman.”

“Jeg oplever ikke, at jeg har noget medfødt talent for påklædning. Men min interesse stammer helt tilbage fra dengang, jeg skulle have fodboldtøj som dreng, og så har det udviklet sig gennem tiden. Da jeg var teenager og i starten er 20’erne, prøvede jeg forskellige stilarter af, og så nåede jeg frem til en erkendelse af, at det var utilfredsstillende at finde en stil ved hjælp af modebilledet. Jeg ville hellere have en stabil stilramme. Og så opdagede jeg den klassiske herremode – det var faktisk en frihed for mig, en frihed fra moden.”

“Som ung boede jeg hos en advokatfamilie i USA, hvor herren i huset havde sit three piece-sæt på hver dag ­– med vest, lommeur i guldkæde og hele svineriet. At se den figur og den fortælling, som der var i dét sæt tøj, syntes jeg var fantastisk. Jeg kom jo bare fra et gymnasium hvor man gik i sweatshirt, jeans og kondisko fra Adidas, så det var en aha-oplevelse, at det kunne være så anderledes.”

“Derhjemme har jeg en del tøj. Jeg har vel omkring 100 skræddersyede skjorter og 40 skræddersyede jakker og frakker. Og så har jeg en masse charmeklude og slips, som jeg kombinerer med min garderobe. Det er noget, jeg har opbygget over mange år, og det er ikke nødvendigt at have så meget som mig, men det er klart, jeg har jo været på opdagelse og været nysgerrig og skrevet om tøj længe. Der er heller ikke mange, der har fem rigtige skræddersyede frakker som mig.”

“Til hverdag er det vigtigste for mig at sørge for, at der er nogle rene og velstrøgede skjorter parat. Det går jeg op i. Jeg synes generelt, at skjorten er styrende for det, jeg tager på. Jeg kan selvfølgelig også starte med skoene, men i dag for eksempel har jeg en ret påfaldende stribet skjorte på, normalt går jeg med en ensfarvet skjorte, men når jeg har en stribet på med knald på, tænker jeg, at så må jeg slappe af med bukserne, som i dag er mere neutrale.”

“Jeg klæder mig til dels også efter vejret. I vinterhalvåret er overtøjet dér, hvor jeg regulerer. Og hvis der er regn i luften, tager jeg ikke min uldfrakke på, men i stedet en stor Burburry-cotton coat, og så tager jeg en paraply med. Den paraply, jeg har, er brun, og derfor ville jeg også tage nogle brune sko på. Det er sådan nogle ting, jeg tænker over, uden at jeg sidder som en revisor og planlægger alt minutiøst.”

“Hvis jeg går ind i en genbrugsbutik, synes jeg ikke, det er imponerende, hvad jeg kan få fingrene i. Det er noget med nogle meget tunge jakker og habitter og polyesterslips, som er helt fladpresset. Jeg går ind for genbrug, men problemet er, at det er en spejling af hele shopping-mentaliteten. Man skal være klar på at lade sig inspirere, før det fungerer. Jeg advokerer for, at man på forhånd tænker over, hvad man køber, så det supplerer ens garderobe. Ligesom så meget andet shopping, så ender man med ikke at gå med det, man køber så længe, fordi det måske ikke er den rette størrelse.”

“Der er plads til forbedring”

“Mange i Danmark er ekstremt forsigtige og klæder sig meget neutralt. Det gælder både dem, der går i street wear, og dem, der går mere formelt klædt – det er tangerende til det kedelige.” 

“Danske mænd har et problem med at bære deres tøj godt. Der er i hvert fald plads til forbedring. Tøj er jo blevet så billigt, at det er svært at tage alvorligt. Det er billigere at gå på café og købe en kop kaffe, end det er at købe en ny t-shirt. Så folk er blevet lidt ligeglade med det. Og det er samtidig med at verdens rigeste mænd går rundt i t-shirt, jeans og gummisko. Resultatet ude på gaden er, at stilen er tam og kedelig og ligegyldig – uden særlig meget, ja, stil.” 

“En af mine yndlingsaversioner er en lys skjorte med et mørkt jakkesæt. Det synes jeg, simpelthen er en røvsyg kombination. Den er så fantasiløs. At tage slipset af for at være uformel gør jo, at man bliver endnu mere uniformeret.”

“Jeg har det også meget vanskeligt med det, man kalder ‘message-dressing’ – altså printede budskaber på t-shirts og sneakers, der er plastret til i logo og larm. Det er useriøst, og det er noget juks. Det er ligesom, hvis du laver en rigtig god madret af en eller anden art, så får man ikke lyst til at pøse ketchup udover, fordi man forstår, hvad det er man har lavet og den kvalitet, det har. Så for mig vidner det om mangel på forståelse, når man har den slags tøj på.”

“Jeg har ikke noget imod, at man prøver noget af. Men det skal heller ikke stritte for meget. Det prøver jeg at tænke på hver dag. Selvom jeg nogle dage godt kan lide at tage noget lidt svært på. Jeg skifter ikke tøj i løbet af dagen som sådan, kun hvis der er en særlig begivenhed, hvor det eksempelvis kræver et slips. Der er ikke så meget hokus pokus i det.”

Romantisk og snusfornuftig skole

“Jeg tror, man begynder at finde sin stil, når man er mellem 30 og 40 år. Her stabiliserer stiludtrykket sig for mange. På godt og ondt. Vi kender jo alle sammen folk, som lidt bevidstløst holder fast i noget fra deres heydays i 20’erne. Og det er ikke altid så godt.”

“Der er to skoler, når man diskuterer stil. Der er den romantiske, som siger, at stil er noget, man er født med. Der er oplagt nogen, som har et æstetisk blik, der gør, at de kan lidt mere end andre. Men jeg mener, den strider mod fakta. Jeg tilhører den praktiske, snusfornuftige skole. For der er altså også en regulær færdighed og et håndværk til stede, når det handler om at klæde sig. Og når der er det, så er der også noget, man kan lære og øve sig på.”

“Jeg bliver tit bedt om at nævne en kendt eller en politiker med god stil, men sandheden er, at der er utrolig få af dem. Selvom der kommer nogen fra et blad og siger, at du har god stil, så er virkeligheden, at du bare er en meget kendt fodboldspiller eller noget andet, som får at vide, at du har god tøjstil.”

“Hvis jeg skal nævne en, der havde absolut god stil, må det være the Duke of Windsor. Det interessante ved ham er, at han var verdens kedeligste mand. Flere af dem, der mødte ham, sagde, at han ikke var for kvik eller interessant som person. Men selv den måske mest berømte Vogue-redaktør fra tiden i 70’erne, Diana Vreeland, nævnte ham som et eksempel på en mand med stil. Der var stil i hver eneste tern på hans tweed-jakke, sagde hun.”

Etikette er noget vrøvl

“Der er faktisk ikke særlig mange bøger om tøj til mænd. Slet ikke hvis man for eksempel sammenligner med madbøger. Og dem, der så kommer, er tit nogle etikette-bøger med regler om påklædning. Det mener jeg, er noget vrøvl, for der er ikke så mange regler i dag. Samtidig kan man se, at der er nogen, som er gode til at klæde sig og har mere flair for det end andre, og hvad fanden er det der foregår hos dem? Det er sådan set det jeg prøver at finde ud af i min bog. Altså, hvad er det, man i sin tid kaldte god smag?”

“Jeg er jo lidt underlig, fordi jeg tager noget meget overfladisk meget alvorligt. Og de fleste bøger, som kommer om den slags, er meget tjuhej. Jeg går meget i dybden med det.”

“I min bog prøver jeg at blandt andet at sige, at man skal tage bestik af, om man er lys eller mørk. Man skal have ens hår og skæg til at harmonere med resten, for det kan man jo ikke sådan lige lave om på hver dag. Tøjets farver kan man til gengæld tilpasse. Derfor har jeg også lavet et skema, som man kan bruge.”

“Der er ikke sket en skid i moden siden 50’erne. Dengang fik vi jeans og chinos, vi fik gummisko og træningsdragter. Det du har set sidenhen, bortset fra punk, er ikke andet end variationer og fodnoter. Det er ret vildt, og det er det perspektiv, jeg arbejder ud fra. Derfor er moden for mig at se slet ikke lige så interessant som ens forhold til tøj. Det er måske lidt for ambitiøst at have det sådan. Men det er der, jeg er. Og derfor jeg har skrevet min bog.”

---

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️