Amager metro
Foto: Daniel Rasmussen/Wonderful Copenhagen

Ditte Giese anmelder “lorteøen”: På en solskins-sommerdag føles Amager som en lun badeferie. På en februardag som en klam karklud

Jeg har boet på Amager de sidste 8 år, men nu flytter jeg ”ind til byen” igen. Jeg har både elsket og hadet at bo på øen, så her kommer en anmeldelse.

Der var engang, hvor Amager lå meget langt væk fra København. Hvor man kørte i bus i timevis, hvis man skulle til lufthavnen, og hvor der egentlig ikke var så meget mere at komme efter på den forkerte side af broerne.

Dengang kendte folk fra byen og folk fra Amager ikke rigtig hinanden, og det at tage til Grøn Koncert på ti-øren, og ikke mindst hjem igen, var en dannelsesrejse og et projekt på linje med at gå Caminoen.

Sådan er det naturligvis ikke længere. Og ingen med respekt for sig selv kalder Amager for Lorteøen mere. Metro, Amager Strandpark, Field’s, de nye cykelbroer, havnebad, Malmø-forbindelsen og hele opdagelsen af Amager Fælleds vilde natur har forbundet byen og øen. Afstanden er blevet mindre, men den er der dog. Jeg har boet på Amager de sidste otte år, men nu flytter jeg ”ind til byen” igen.  

Jeg blev aldrig Amarkaner. Det kræver vist, at man er opvokset her. Men jeg har virkelig elsket at bo et sted i København, som stadig er så meget sig selv, har bevaret sin sjæl og ikke er målrettet unge og gå-ud-segmentet, sådan som store dele af indre by, Vesterbro og Nørrebro er i dag. Der er god plads på Amager, intet menneskemylder, ingen køer, ingen folk, der vil dig noget. Folk passer sig selv, og ingen kigger på dig, hvis du går i Netto i pyjamas og gummistøvler.

På mange måder tror jeg, at det at bo på Amager kan sammenlignes med at bo i en provinsby – bare helt klistret op ad en storby. Når man cykler hjem over broen, væk fra byen, sker der noget fysisk og mentalt, skuldrene sænker sig, roen rammer åndedrættet, tempoet går ned. Og jo længere ud du cykler på Amager, jo mindre smart er der.

Selvom beboerne på Amager med alt det fine nybyggeri langsomt er ved at blive udskiftet, så er der i alle de gamle Amager-kvarterer stadig ægte arbejdere, folk, der har arbejdet i lufthavnen i generationer og deciderede Amager-familier.

Hjælpsomme, hårdtarbejdende, rolige mennesker, der ikke sidder på café i arbejdstiden, men drømmer om en bil og en kolonihave. Min overbo, som er indfødt, lærte mig om begrebet ‘Amager-dage’. De er de bedste dage, synes han, dem, hvor man slet ikke er over broerne. Dem har jeg haft mange af, da jeg også har arbejdet på øen, og det er rigtigt, at det giver ro ikke at skulle ind i Indre Bys mylder hele tiden.

Men det er et tveægget sværd, for det er også byens puls og komfort, jeg har savnet. Og ikke mindst mine mennesker. Stort set alle, jeg kender, bor nemlig ”inde i byen”. Og de har ikke gidet besøge mig, eksemplificeret ved min fødselsdag i år, hvor alle veninderne kom i bil og ikke skulle have vin, men i stedet skulle tidligt hjem.

Tilflyttere til Amager må finde sig i denne holdning fra ’de andre’, der synes, at Amager stadig er meget langt væk, og at folk derfor ikke rigtig gider komme på besøg, selvom det drejer sig om en cykeltur på max 20 min eller en lille metrotur.

”Det er en mental ting”, som en ven sagde, da jeg ytrede irritation over, at det altid er mig, der skal cykle til Frederiksberg for at ses og aldrig den anden vej.    

Gentrificeringen er virkelig ved at slå igennem på ’det nye Amager’ med hele skyline-området ved Amager Strand op til Strandlodsvej og opblomstringen af surdejsbagerier, kaffebarer og trattoriaer. Det er både skidt og godt. Ligesom da Vesterbro blev oversvømmet af urban-ungdom alting, men Amager har også sultet efter dette løft. Der findes stadig ikke gode indkøbsmuligheder på Amager, det skulle da lige være Irma i Amagercentret, men der er dog kommet bud på gode hverdagsrestauranter som Pirlo, John&Woo og Toto og godt brød hos Alice, Svaneke Brød og AMAR.

Amager har også været lidt bedre end andre københavnske bydele til at holde fast i sine originaler, det er for eksempel først for nylig, at det ikoniske Herolds Varehus på Øresundsvej, et slaraffenland af dims fra gamle dage, er bukket under. Og der findes stadig små magiske åndehuller af ‘det gamle København’ som Amagerbanen, de gamle kolonihaver eller en sildemad i Sundby Sejlforening.  

Amagerbanens Venner
Magi hos Amagerbanens Venner. Foto. Viggo Lundberg/ Wondrful Copenhagen

En ting, der virkelig har undret mig ved Amager, er, hvordan man har formået at bevare så charmeforladt en hovedgade? Nørrebrogade, Østerbrogade og Vesterbrogade er alle herlige, livlige og med et rigt udbud indenfor spisning, hverdag og butikker.

Amagerbrogade derimod handler det om at undgå for enhver pris. Selvom den første del af Amagerbrogade, ind mod Christianshavn, er ved at vågne lidt, så er resten ret slammet og laveste fællesnævner. Noget af det dårligste kebab i hovedstaden finder du på Amagerbrogade.

Metroen er på mange måder Amagers redning. Men det var en eklatant fejl ikke at placere den under Amagerbrogade, hvor man kunne have givet Amagers hovedgade og forretningsliv et løft. Metrolinjen mod Lufthavnen, M2, er desuden helt fejlproportioneret i forhold til det daglige behov. De små buttede tog er proppet alle døgnets timer og ulidelige at køre med. Det er som om, at man ikke har indregnet alle de mange nye beboere ved Amager Strand og de mange turister til den evigt voksende lufthavn i endestationen.

Ørestaden er stadig, så mange år efter de første spadestik i start-nullerne, helt og aldeles charmeforladt. Det er et sted, som kun nyskilte og desperate boligsøgende flytter til. Glas og stål, kedelige kontorbygninger og den evigt forblæste hovedpulsåre Ørestads Boulevard, som et mareridtsbyggeri, der aldrig slutter og en drøm om et nyt københavnerkvarter, som må siges at være mislykket. Var jeg krimiforfatter, ville jeg henlægge alle mine mord til den grå Ørestad.

Der var engang, hvor de eneste kendisser på Amager var Jesper Klein og Papa Bue. I dag er DR-byen flyttet til øen og har trukket en hale af tv-værter, forfattere, journalister og mediefolk med sig. Især det engelske kvarter, det italienske kvarter og Eberts Villaby har velvoksne huspriser på Brønshøj- og Vanløse-niveau og er blevet et naturligt valg for middelklassens børnefamilier, der drømmer om plads og ro og måske kan veksle en overpriced andel på Vesterbro til en villalejlighed. I mit kvarter er det meget normalt at se ministre og andre magtfulde typer blive interviewet ude på vejen til aftennyhederne.

Groft sagt kan man sige, at de rige bor på Østamager, på strandsiden af Amagerbrogade, mens de mindre rige bor på Midtamager og Vestamager, over mod Fælleden. Og så er der Tårnby og Kastrup og forskellen på disse, for de er nærmest særskilte byer i sig selv, ligesom smertesbarnet Islands Brygge, som ikke rigtig er Amager, men heller ikke rigtig er noget andet.

For nogle år siden var der en gruppe beboere på bryggen, der ville løsrives fra det taberagtige Amager-postnummer og have deres eget fancy postnummer, 2301 Islands Brygge, fordi de ikke ville associeres med Amager. Denne lobbyisme blev bakket op af ejendomsmæglere, der mente, at beboerne på Islands Brygge ville få mere for deres ejerboliger, hvis de droppede det lavstatus postnummer 2300 og blev mere eksklusive.

Det var før Soundboks- og ungdomsfest-invasionen til havnebadet, som siden har gjort Islands Brygge noget mindre attraktivt for voksne med boligguld på kistebunden. Også Ørestad har ytret ønske om et eget postnummer, og det er ærgerligt, at de ikke ser det smukke i tallet 2300.

Det er bare et skidegodt postnummer, uagtet klassekampen, nemt at huske, rundt og rummeligt. Men snobberi er jo snobberi, og man kan heller ikke forklare folk i Rungsted, hvorfor Kokkedal er et dejligt sted at bo. Jeg har også selv engang, da jeg boede på Christianshavn, som jo er København K, ringet til Amager Bladet og frabedt mig at få tilsendt ugeavisen, da jeg jo var en fin dame i K. Jeg er også blevet mere rummelig med årene…  

Amagerhylde Traktørstedet Vestamager
En ægte Amagerhylde hos Traktørstedet Vestamager. Foto: Thue T. Petersen/Wonderful Copenhagen

Man kan godt sige, at Amager, som jo er en vældig stor ø, er ret opdelt. Der er langt fra Tårnby til Islands Brygge og langt fra Dragør til Urbanplanen. Ser man Amager oppefra, fylder savannen Amager Fælled og lufthavnen meget af det samlede areal. Det er fascinerende at bo et sted, hvor man er i byen, men 10 minutter i bil derudaf går der køer og græsser, ligesom at Malmø og Skåne er tæt på. På en solskins-sommerdag føles Amager som en lun badeferie, på en februardag som en klam karklud.

Ser man frem imod de tiltagende klimaforandringer, presset på den værdifulde jord på Amager Fælled og det kæmpestore byggeri af Lynetteholmen, kan det godt føles lidt truende for kære Amager. Øen ligger lavt, men der er til gengæld dyre og vigtige anlæg, som må beskyttes mod vandstigningerne – metro, motorvej, vindmøller, broer og lufthavn. Der bygges og bygges for at gøre plads til kommende københavnere, men de unge studerende drømmer om at bo i byen, ikke på Amager. Der burde være et stort potentiale for at satse på seniorer og bofællesskaber for alle de ældre, der føler sig presset ud af indre bys hektiske partybusser. Indtil videre er Amager en god blanding.

Så jeg håber, at kommunalpolitikere, byggematadorer og beboere vil arbejde på at bevare det unikke for Amager, variationen i menneskene og vekselvirkningen mellem husejere og lejere, høj og lav, Rema og Irma. Tak for denne gang, Amager, du har for evigt en lun plads i mit hjerte.

Find mere om
Footer graphics