Bedst:
Underdoggen!
Ethvert VM har et hold, som ingen rigtigt har haft noget forhold til – og i mange tilfælde ville have svært ved at udpege på et landkort – som pludselig bliver VM’s kæledægger. Det er typisk et afrikansk hold, som har tilskuere, der danser mere og bærer sjovere hatte end de andres.
Kommentatorerne vil juble over deres ‘legende tilgang til spillet’ og ‘glade livsindstilling’ og ikke mindst få det til at lyde som noget af en bedrift, at de i det hele taget kan spille sådan helt rigtigt fodbold, når de nu kommer fra dette meget fjerne land og garanteret bor sammen med deres husdyr i nogle lerklinede hytter og aldrig har spillet med andet end et afhugget menneskehoved – på trods af at indtil flere af spillerne til daglig huserer i Premier Leauge og hæver en halv million om ugen.
Nå, men publikumsfavoritterne med de livsglade fans og sjove navne når selvfølgelig aldrig længere end allerhøjst kvartfinalen, hvor de bliver slået ud af Tyskland. Hvilket er lidt tarveligt, fornemmer vi på de overbærende kommentatorer – det skyldes jo også lidt, at de ikke rigtigt kan finde ud af at forsvare og ligesom børn bare pisker frem over banen, de små bavianer. Ak ja. Men se, deres fans danser stadig. Det er det, det hele går ud på.
LÆS OGSÅ:
I år tror vi mest på Island som publikumsfavorit. Det er den mindste nation, der nogensinde har deltaget i VM, de har er et sejt kampråb, alle københavnere føler, at mindst én spiller ligner deres lokale barista, og man må tage hatten af for den imponerende navnemæssige konsekvens, der ligger i, at træner Heimir Hallgrímssons start-11’er består af Halldórsson, Sævarsson, Árnason, Sigurðsson, Magnússon, Guðmundsson, Bjarnason, Hallfreðsson, Gíslason, Böðvarsson og Finnbogason. Nigeria også kendt som intet mindre end Super Eagles er i deres nye funky kollektion en stærk runner up.
Publikumsfavoritten ryger selvfølgelig ud på røv og albuer senest i ottendedelsfinalen. Men indtil da bliver det fedt at følge dem!
Værst:
Kommentatorerne!
Vi har fundet fred med, at de bruger udtryk som “livsfarlig tilbagelægning”’, selvom kun en håndfuld fodboldspillere har mistet livet på banen i nyere tid, og ingen af dem som følge af, at en holdkammerat spillede bolden på en lidt akavet måde. Og vi lever også fint med, at de stadig tror, at 2-0 er den farligste føring, selvom vi nu er ret sikre på, at det er mere risikabelt være foran med et enkelt mål.
Men de danske tv-kanalers kommentatorer er nu stadig det, der truer mest med at ødelægge en ellers forventningsmættet slutrunde – skarpt forfulgt af vuvuzelaer, betting-reklamer og Ulla Therkelsen. I modsætning til tv’s fodbold-journalister (og her er det vigtigt at understrege, at ’journalist’ ikke er en beskyttet titel) vinder de tre sidstnævnte dog ved nærmere bekendtskab. Ingen af dem har eksempelvis en omgang med sproget, der kun rigtigt giver mening, når ens målgruppe rider på en bølge af saltstænger og dåse-Tuborg.
For er det nu også så sært, at det ’altid er den sidste aflevering, der kikser’? Hvad betyder det at ’tabe et skridt’? Eller at en spiller ’vender rundt på en tallerken’? Hvor er den tallerken? Og hvor er knapperne, tandhjulene og kileremmene i det, det samlede danske kommentatorkorps konsekvent omtaler som ’maskinrummet’?
For slet ikke at tale om den ordbog med klichéer, som er gået på omgang mellem samtlige danske fodbold-journalister, siden Flemming Toft glemte den på en hotelbar i Göteborg efter EM-finalen i 1992: ’Dødens pulje’ (uha, dén vil man ikke i!), ’træværket’ (målet er lavet af metal, for h……!), Spaniernes ’tiki-taka’ (sådan har de ikke spillet siden 2012) og Brasilianernes samba-fodbold – der på en eller anden måde gør dem til en mere fortjent vinder end eksempelvis Tyskland, der som bekendt spiller kedeligt og kynisk og har den frækhed at slå Island ud. Sandsynligvis efter en eller anden standardsituation, som de har trænet i hjemmefra. Hvilket får kommentatorerne til at udbryde: ‘Det ligner en indøvet detalje, det der’, som om det på en eller anden måde er snyd.
For slet ikke at tale om …
Åbningsceremonien!
FIFA har forbudt arrangørerne at bruge levende bjørne, så vi er igen indlagt til fire timer med flag, gymnastikpiger med farvede bånd, sporadisk fyrværkeri og lokalradiomusik. Med andre ord, en blanding af et DGI Landsstævne og noget fra prøverne til Eurovision. Dog muligvis minus de homoseksuelle mænd – det er jo trods alt i Rusland, det foregår.
Topfoto: Det nigerianske landsholds funky tøj har allerede fået hjerter til at banke over hele kloden. Foto fra Instagram