Beregninger viser, at de danske svineproducenter de seneste 13 år i gennemsnit har tabt 54 kr. pr. produceret gris. Det svarer til et samlet tab på 14,5 mia. kr. Kun i et enkelt år – 2006 – har gennemsnitsproducenten haft overskud. Selv de mest effektive svineproducenter taber nu penge på deres produktion.
De færreste andre selvstændige virksomhedsejere i dette land kan få lov til at fortsætte en forretning, som giver underskud i 12 ud af 13 år.
Hvorfor kan danske svineproducenter?
Der er kun én grund – andre tjener penge på foretagenet. Danmark er drevet af en fokuseret økonomisk tilgang til beslutninger og afstukne retninger. Penge er også motivet for den absurde fastholdelse af dansk industriel svineproduktion. Bare ikke penge til landmændene.
Hvem tjener på de 29 millioner fødte grise?
Lad os tage dem fra en ende:
Foderstofforretningerne tjener penge på salget af foder og såsæd.
Den kemiske industri tjener penge på salget af kunstgødning.
Andre dele af den kemiske industri tjener penge på pesticidsalget.
Shippingbranchen tjener penge på verdensfragt.
Dyrlægerne tjener penge på deres (utilstrækkelige) tilsynsbesøg
Hjælpemiddelfirmaerne tjener penge på staldudstyr, ornesæd, inventar, redskaber, maskiner m.m.
Apotekerne tjener penge på medicinsalget.
Den farmaceutiske industri tjener flere penge på medicinsalget.
Entreprenører tjener penge på staldudvidelser og nybyggerier.
Vognmænd tjener penge på transport af både foder, svin, døde dyr og kød.
Kadaverindustrien tjener penge på bioethanol og biogas udvundet af selvdøde og aflivede dyr.
Slagterierne tjener penge på slagtning, opskæring og (utilstrækkelig) modning.
Forarbejdningsindustrien tjener penge på at forædlede kødet til fødevarer.
Embedsfolk tjener penge på administration, (utilstrækkelig) kontrol og tilladelser.
Konsulenter tjener penge på (utilstrækkelig) rådgivning.
Revisorer tjener penge på bogføring og regnskab.
Banker og sparekasser tjener penge på kassekreditter og lån i fast ejendom, maskiner m.m.
Kreditforeninger tjener penge på landbrugslån.
Forsikringsselskaber tjener penge på landbrugsforsikringer af besætninger, avl, maskiner, bygninger og landmændenes liv og helbred.
Medier tjener penge på annoncering.
Faglige organisationer tjener penge på lobbyarbejde.
Staten tjener penge på ejendomsskat samt diverse afgifter på køretøjer, kontrolordninger, vand, el og sprøjtegifte m.m.
Politikerne har en afgørende interesse i, at ovenstående tjener penge.
Hvem taber så på de 29 millioner fødte grise?
Umiddelbart gør svineproducenterne selv. De befinder sig, og har længe befundet sig, i en håbløs situation, hvor gælden vokser, og indtjeningen slet ikke slår til. Det er et frygteligt liv at leve som selvstændig.
Da de store produktionsenheder typisk er forgældede i et urealistisk omfang – altså teknisk insolvente, hedder det, når gælden overstiger de faktiske værdier – betyder det, at manglende betalingsevne og konkurs bliver noget, du og jeg og alle andre danskere skal betale for svineproducenterne.
Pengeinstitutter og kreditforeninger henter en pæn del af de tabte penge ind gennem bankpakker (som vi betaler) og via renter og gebyrer, fakturerede ‘serviceforbedringer’ m.m. (som vi også betaler).
Tabet på 14,5 milliarder kroner i løbet af de seneste 13 år lyder stort, men er det ikke. Det anførte tab er i virkeligheden peanuts og intet at regne imod det reelle tab, som ikke kan opgøres i form af et konkret beløb, og derfor oftest glemmes. I dette land hvor ting af betydning har en monetær værdi. Som forudsætning.
Det virkelige tab på den stordriftsrus, som i en lemmingeeffekt trak et helt erhverv ud over bulk-kanten, får vi aldrig værdisat.
Vi taber og har tabt som mennesker. Vi mister vores natur, biodiversitet, liv i vand og havmiljø, muligheden for at benytte en række tidligere virkningsfulde antibiotikatyper og for at trække vejret i en indåndingsluft uden ammoniak.
Vi har tabt på etikken, når det handler om de rammer, vi tillader husdyrholdet at finde sted under. Desuden forgiftes landbrugsjorden, fremtidige generationer også skal leve af, via konstante udledninger af bl.a. kobber og tilbagevendende giftsprøjtninger af de store arealer med monokultur til svinefoder. Vores fælles grundvand forringes, og med regnen over os alle falder pesticider fra giftsprøjtningerne.
Sidstnævnte er gjort til et spørgsmål om giftrester på økologiske æbler, men som tidligere nævnt falder regn ikke kun i økologiske æbleplantager. Du ved selv, hvor det regner.
Stigende efterspørgsel på GMO-soja
Natur er ikke lige mig – tænker du måske – desuden kan drikkevarer købes. Vi er slet ikke færdige med at opgøre tabet. Det rækker langt videre, end vores hjerner helt kan overkomme at forholde sig til.
Den stigende efterspørgsel på GMO-soja til svinefoder betyder øget rydning af regnskov. Den regnskov som er afgørende for vores sparsomme muligheder for at nedbremse klimaforandringerne. Dyrkning af den stærkt pesticidbelastede afgrøde har desuden ubegribelige konsekvenser for lokalbefolkningerne, som er ramt på deres helbred – af stærkt forøget kræftrisiko, død, anormaliteter og udviklingsskader.
Produktet fra dansk industriel svineproduktion påvirker i sig selv de spisende. Dels på grund af restindhold af miljøgifte, antibiotika-resistente bakterier m.m. og dels fordi kødet er blevet til på basis af hovedsageligt stivelse. Kød fra dyr, der ikke spiser grønne planter, indeholder en høj andel af mættet fedt og et lavt indhold af omega 3 fedtsyrer. Alt i alt den lige vej til en række livstruende sygdomme.
Produktets tilblivelse skader os alle direkte. Omfattende dyrkning af foder bidrager til den stadige ophobning af giftstoffer i vores omgivelser, en ophobning som har nået et kritisk niveau.
Bierne, der er grundlaget for en stor del af vores fødevareforsyning, dør, og vi mennesker kan ikke rent fysisk klare belastningen. Hver 3. dansker får nu kræft, og om 10 år forventes antallet at være steget med 30 procent. Diabetes er også en sygdom i foruroligende fremgang tillige med hjerte/kar-sygdomme og hjerne/nerve-lidelser i form af demens og Alzheimers samt nedsat intelligens og kønspåvirkninger.
Det enkelte menneskes lidelse og pårørendes afsavn er et overset og uopgjort værditab. Måske ikke samfundsmæssigt, for politisk er der begejstring over vækst i medicinalindustrien og rekordoverskud. Men sammenhængen er ganske enkel – mange syge mennesker giver et stort salg. De bagvedliggende bekymringer, angsten og al det andet følelsesmæssige kan ikke medregnes.
Den elendighed, de danske grise vokser op under – med manglende opfyldelse af basale behov for kropspleje og øvrig adfærd, kan heller ikke værdisættes. Kun begrædes.
Det er helt nødvendigt at omlægge fødevareproduktionen til en form, hvor giftspredning er unødvendig, og hvor antibiotika ikke er et produktionsmiddel. Et landbrug, der producerer store mængder kød, med input af billigst mulige råvarer og kemikalier, har ikke en holdbar fremtid – hverken for sig selv eller for menneskeheden.
Det er også helt nødvendigt, at vi som samfund forholder os til det nærtstående landbrugskollaps. Det skulle være sket tidligere, men banker og kreditforeninger bliver ved at trække den, for ikke at trække tæppet væk under store dele af værdigrundlaget for pengesystemet – fast ejendom. En nybygget stald til 25 millioner får en værdi på 0,- kr., når produktionen ophører. Den overbelånte jord ender på den reelle produktionsværdi.
I går skrev Finans.dk følgende: “Også i Danmark vokser produktionen af grise og sætter rekord i år – trods den elendige driftsøkonomi.”
Der er et spørgsmål, vi må stille hinanden og ikke det politiske system eller erhvervsgrupperne – hvorfor fortsætte?
Hvorfor ikke stoppe?
Lone
