Man havde nok forestillet sig, at kaffen ville blive serveret i en rigtig kop, når man befandt sig i en af De Fine Saloner i København. Det lugter ligesom bare af porcelæn og strittende lillefinger. Sådan er det bare ikke. I De Fine Saloner drikker man af papkrus, mens man diskuterer klima og kunst. I hvert fald denne morgen, hvor Kunsthal Charlottenborg har inviteret på ‘Kulturpolitisk topmøde’ i den sidste uge af valgkampen.
Hvis der findes noget sådant som en elite, der går til taffel i nogle fine saloner, så er det her. Havde Inger Støjberg været tilstede, ville hun formentlig falde ned af stolen.
Mens valgkampen buldrer afsted, og alle diskuterer aktuelle emner som klima, krig og haltende velfærd, er kulturpolitikken gledet i baggrunden. Igen. På trods af at det er her, hvor løsninger på verdens problemer måske skal findes. For hvordan skal vi leve, spise, bevæge os og forbruge på en bæredygtig måde?
Derfor har Charlottenborgs Kaffeklub inviteret til en 90 minutters kulturpolitisk debat med en udvalgt skare af det danske kulturliv, plus et par politikere, der skal diskutere visionerne for fremtidens kulturpolitik. Denne gang med Ida Auken (S), Jan E. Jørgensen (V), Jon Stephensen (M) og Franciska Rosenkilde (Å).
Kulturen er repræsenteret af filminstruktør Susanne Bier, musiker Benjamin Koppel, billedkunstner Jeannette Ehlers, og så et par ledende skikkelser fra Louisiana, Statens Kunstfond, Det Kgl. Teater og Betty Nansen Teatret. Cremen simpelthen.
På den brede trappe inde på Kunsthal Charlottenborg er der linet op med kaffe, kanelkager fra Emmery’s og tykke stofservietter til at tørre efter med. Og altså, hvide papkrus til at drikke af. Kaffen er brygget godt sort og tyk. Ikke umulig at drikke, men det kræver en vis vilje.
Folk i lange uldfrakker og tørklæder siver ind ad hovedindgangen for at indfinde sig i en højloftet sal med rækker af sorte klapstole placeret henover sildebensparketten. Der bliver småsnakket. Folk med markante brillestel krammer hinanden og vinker til nogen, de kender i den anden ende af det efterhånden fyldte lokale.
Der smiles varmt og venligt til hinanden. Måske kender alle alle her. Franciska Rosenkilde giver et kindkys til en journalist fra Politiken. Jon Stephensen og Ida Auken smalltalker venskabligt, mens en fotograf tager et billede af dem.
Mindre Trier, mere Far til fire
Michael Thouber, der er direktør på Kunsthal Charlottenborg, går på scenen og byder velkommen. Han har et talepapir i hænderne og taler om, at det er farligt at skabe splid i samfundet, at opdele i land og by, eliten og folket. Han refererer et slagord fra Dansk Folkeparti, som ved sidste valg krævede mindre Lars von Trier og mere Far til Fire. Det griner alle af.
“Sport som håndbold og fodbold bliver igen og igen fremhævet som folkeligt, mens kunst af skiftende politikere bliver kaldt elitært,” siger han og mener, det er absurd, når sandheden faktisk er, at flere går på museum end til superliga-kampe.
“Lad os nu en gang for alle droppe den her diskussion om, hvem der har patent på folket,” siger han og påpeger, at det er vigtigt at sætte kulturen på dagsordnen også i den her valgkamp, fordi der med krig, klimakatastrofe og voksende ulighed “er brug for en kulturforandring”.
Folk klapper, og så går Benjamin Koppel på scenen. Løst siddende jakkesæt, nye gummisko, sixpence og med en saxofon om halsen. Han blæser højt og blæret i den, og så synger alle ‘I Danmark er jeg født’.
Jan E. Jørgensens mikrofon er åbenbart allerede tændt, men han kan versene, og han synger rent.
Kunst som nødvendighed
Efter morgensangen indfinder det første panel sig på scenen, og moderatoren vil indledningsvis have hver deltager til at svare på det samme spørgsmål: Hvad er det største problem i vores tid?
Det er klimakatastrofen, siger direktøren fra Louisiana, Poul Erik Tøjner. Ja, siger Jeannette Ehlers, men også Danmarks historie som kolonimagt. Susanne Bier mener, at det største problem er, at vi som samfund ikke taler samme sprog længere. Vi taler dansk, men der er et skred i gang med hensyn til forståelsen af ordenes betydning, som betyder, at vi ikke længere forstår hinanden, når vi taler sammen.
Filminstruktøren sidder med korslagte ben og blazer i sin y-stol, og hun er træt af at tale om kunst som en “funktionsdygtig enhed, der kan bevirke nogle bestemte ting”; som noget, der skal skabe forandring og har et ansvar for at føre samfundet ud af kriserne.
“Vi skal fjerne diskussion fra dét rum. Kunst er en nødvendighed ligesom mad og drikke og at trække vejret,” slår hun fast.
Jan E. Jørgensen siger, at han synes, sovjetisk kunst er røvkedeligt, fordi det er spændt for en vogn.
Kunsten skal være fri, og den skal tales op politisk, det er alle på scenen enige om. Jon Stephensen er faktisk helt ligeglad med, hvilken kunst der bliver skabt, siger han, men vil gerne have, at flere får adgang til den.
“Tænk hvis hver folkeskole havde 400.000 kroner om året til at invitere kunstnere ud og inddrage kunsten i folkeskolen. Tænk, hvis alle unge fik et kulturpas på 2.000 kroner, når de fyldte 15 år. Så alle dem, der skal blive en del af Danmark, faktisk får en mulighed for at blive en del af Danmark,” siger han og kalder det en “aktivistisk kulturpolitik, hvor pengene ender hos kunstnerne.”
Problemet med klippekortsmodellen er ifølge Gitta Malling fra Statens Kunstfond, at det ikke får borgerne til at opsøge ny kunst eller kulturtilbud, man ikke kender i forvejen.
Louisianas direktør stiller sig bag den holdning og argumenterer for, at kunsten ikke skal tilbyde svar, men stille spørgmål. Kunsten kan ikke give brugbar information til krisehåndtering, fordi den bør være det modsatte af information og klarhed. Den skal tilbyde gåder og tvivl, som får folk til at tænke selv, og han er træt af at diskutere, hvilken rolle kunsten skal spille.
“Vi ville aldrig sidde i et panel og diskutere, om vi skal have uddannelse i Danmark. Skal vi egentlig have skoler? Selvfølgelig skal vi det. Derfor er det en ynk at se, hvordan politikere har sådan et tag-selv-bord af sager foran sig, hvor de kan plukke og hænge det, de ikke kan lide, til tørre,” siger han.
Den tilbagevendende diskussion af kunstens eksistensberettigelse og værdi i vores samfund giver vistnok Poul Erik Tøjner myrekryb. På et tidspunkt understreger han sin pointe med det eksempel, at man jo aldrig vil gå til en ishockey-kamp for at tjekke, om det egentlig er ishockey, man ser. Hvorfor skal vi så gøre det, når man går på museum?
“Tiden flyver, og det har den det jo med at gøre,” siger moderatoren så, og så er det det næste panels tur. Publikum klapper, mens deltagerne finder en plads i salen.
Koppel: Nej til vækst
Nu får Elisa Kragerup, der er kunstnerisk direktør på Betty Nansen, lov at lægge ud. Hun mener, at vi som samfund er kommet til et sted – blandt andet på grund af digitaliseringen – hvor vi er blevet uvante med at være fysisk tilstede i rum med andre mennesker og deres kroppe. Vi lever for meget i vores egne isolerede, små verdener, men kunne have godt af at komme i teatret, fordi det er et fysisk møde med kunsten og med hinanden.
“Alene det at sidde ved siden af nogen i et teater kan være en næsten radikal, revolutionær oplevelse. Jeg er optaget af, at vi hellere vil på charterferie og have vores egen pool, og ikke hoppe i det samme vand som de andre. Vi vil ikke stå i svømmehallen ved siden af en nøgen krop. Og jeg tror, det er en helt fundamental ændring, der sker i vores tid.”
Benjamin Koppel er også på scenen. Han er træt af, at politik er blevet ren strategi og ingen vision. Han mener, at kunsten skal skabe drømme for en anderledes tilværelse og anerkender ikke begrebet “vækst” som en del af samfundets formål. Vores succes som mennesker og samfund skal måles på nogle andre parametre.
Elisa Kragerup fortæller, at det Betty Nansen bliver målt på fra politisk side er, hvor mange billetter, de sælger, hvilket efter hendes mening er “absurd”. Man bør kulturpolitisk forholde sig til andre værdier end de kvantitative. Men sådan er systemet ikke skruet sammen lige nu.
Hvad gør det, vil moderatoren vide.
“Det gør, at vi alle vil prøve at være sikre. Alle løber ind på midten for at finde den næste store succes, fordi det er overlevelse, det handler om. Og vi får jo den kunst, vi som samfund fortjener, men hvis vores krav til kunsten er, at den skal være økonomisk rentabel, så ender vi med kunstnere, som ikke tør fejle og ikke tør afprøve noget ukendt. Det er jo ellers kunstens opgave at tænke tanker, som ikke allerede er tænkt.”
Ingen forestillingsevne
Også de unges mistrivsel bliver diskuteret på scenen. Og det er Signe Brink Wehls kæphest. Hun er leder af Music, Art, and Activism på Roskilde Festival og er i kontakt med de unge, som hun siger, ikke har nogen evne til forestille sig en bedre fremtid, fordi kriserne skyller indover samfundet.
”De er tynget af alle de kriser og det pres, de oplever. Og hvis drømmene ikke får plads, og vi ikke dyrker utopierne og det sanselige sammen, så er der tørke. Vi har et ansvar for at få næret dét miljø, og kunsten har en vigtig rolle i at give stof til drømmene,” forklarer hun.
For Franciska Rosenkilde (Å) bør det fremover være en del af kulturpolitikkens projekt at drage nytte af netop kunstens nysgerrighed, når det handler om at udvikle vores samfund.
“Jeg vil gerne have, at vi bruger kunsten på samme måde, som vi bruger videnskaben, når vi laver politik. Jeg mener, at kunstnerne har en helt central rolle i vores samfundsudvikling. Vi har rapporterne fra forskningen, men vi mangler kunstnernes spørgsmål til at udfordre os på den kreativitet, vi skal bruge, fordi den omstilling, vi står overfor er massiv. Og vi har travlt,” siger hun.
Hendes budskab er dybest set, at der stadig er håb for en bedre fremtid, hvis bare man tør investere mere aktivt i kulturen. Og hvis bare man stemmer på hende. Hun knytter også et par kommentarer til det første panels debat om ‘den frie kunst’.
“Kunsten skal selvfølgelig være fri. Men fri for hvem? Det har jo alt andet lige været et meget hvidt, mandligt rum,” siger hun.
Hun er ikke optaget af, hvordan kunsten er. Men hun er som politiker optaget af, hvordan rammerne er for den kunst, der bliver skabt. Hun vil sikre nogle strukturer, så den bliver fri for alle.
Ida Auken (S), som nu også er på scenen, er også optaget af den demokratiske side af sagen. Hun fortæller, at hun gerne vil have de unge ind kulturlivets bestyrelser, lave et ‘center for kulturlivets grønne omstilling’, og at hun selv går til både superliga-fodbold og Peter Sommer-koncert som – forståes det – det gode eksempel. Vi skal nemlig, som Franciska Rosenkilde også var inde på, investere langt mere aktivt i kulturen. Men det er ikke kun politikernes opgave, det er alles. Vi skal forbruge kultur, er Ida Aukens pointe.
“Og det er ikke nok at lade være med at tage en tur til Thailand og måske tage en kanotur til Sverige. Man skal gå på restaurant en gang om ugen for, at de penge ikke brænder nede i lommen og bliver til et nyt samtalekøkken. Vi skal bruge vores penge, og jeg kan ikke komme på et mere bæredygtigt forbrug end kulturlivet, kunst og godt design,” siger hun.
Klokken nærmer sig 10, og dette turbo-topmøde er ved at ramme deadline. Morten Kirkskov, skuespilchef på Det Kgl. Teater og oprindeligt fra Sdr. Omme, skal dog først forholde sig til, om det er et problem for kunsten, at den som Franciska Rosenkilde foreslår, skal samarbejde med magten, fremfor at være i opposition til den.
“Det handler om at skelne mellem kultur og kunst i den sammenhæng. Vi skal blive ved med at tale for den frie kunst. Et samfund uden kunst er som et ægteskab uden kærlighed. Det er bare en ordning. Hvis man ikke forsvarer kunstens ret til at have et frit liv, har man mistet den, og den skal ikke svare på, hvordan man løser en klimakrise,” siger han.
Lidt efter bliver han pludselig personlig.
“Kunsten kan ikke tales nok op. Den betyder uendeligt meget for den, jeg er blevet. Jeg ville have været mere fortabt uden, men nu har kunsten givet mig nogle redskaber til at gribe min fortabthed an.”
På scenen er det Ida Auken, der får det allersidste ord. Velsagtens en slags reprimande.
“Husk at gå ud og mød nogen, der ikke ligner jer selv. Det tror jeg ville gavne alle,” basunerer hun ud i rummet. Og så var det det. Tak for kulturkaffe.
