Ditte Giese Cykel
Foto: Rita Kuhlmann

Ditte Giese: Her er centrumvenstres kæmpestore problem ved det kommende valg

Man skulle ikke tro det, men der er lige så mange af os med klimakuller, humanistisk livsindstilling, ekstrem landbrugsskepsis og velfærdsvilje, som der er Støjberg-Messerschmidt-Vermund-vælgere.

Det bliver det sværeste valg i årtier. For mens de blå vælgere boltrer sig i partier, udbrydere, oprørere og statsministerkandidater, så ser det småt ud for den typiske centrumvenstre-vælger. En typisk centrumvenstre-vælger er os, der bor i en af de store byer, kører børn rundt i ladcykler og frygter klimakrisen som altoverskyggende problem i vor tid. Hvem fanden skal vi egentlig stemme på til det kommende folketingsvalg?  

Rigtig mange af de klassiske røde storby-vælgere kan ikke se sig selv i det socialdemokratiske projekt mere. Men der er ikke rigtig noget alternativ til Mette Frederiksen hos de andre røde partier. For mit eget vedkommende er jeg helt utroligt ligeglad med mink og ulve og Barbara Bertelsens skrappe SMS’er, og jeg kan heller ikke få øje på, at Frederiksen skulle være mere magtfuldkommen end Lars Løkke Rasmussen (V) har været det i alle sine år som statsminister – for slet ikke at tale om Anders Fogh (V). Jeg er slet ikke bange for kompetente kvinder eller rå handlekraft under globale pandemier, og politikere må og skal gå efter magt og indflydelse.  

Klimaflygtninge & Rwanda

For mig er det springende punkt regeringens klima- og udlændingepolitik. Især de verdensfjerne og uhyggelige planer om at flytte dansk asylbehandling til Rwanda kan jeg simpelthen ikke få til at passe med en klode med et voksende antal klimaflygtninge, der søger væk fra udpint jord, sult, tørke og fattigdom. Tilmed i en tid hvor danske virksomheder mangler arbejdskraft over hele linjen.

Oveni det er den københavnske overborgmester lige løbet fra sit valgløfte om at begrænse bilisme i hovedstaden, hvor der er bil- og parkeringskaos overalt, og Sophie Hæstorp Andersen har også meddelt, at hovedstaden alligevel ikke når at blive klimaneutral i 2025. Imens lefler statsminister Frederiksen for Støjberg-segmentet med Tarzan Mama Mia og tilbyder klimarabat til landets største CO2-udleder, Aalborg Portland – for man er vel aalborgenser. 

Med andre ord har S travlt med at tage sig af de fremmedfjendske, klimasvinerne, jyderne og bilisterne, så kan man med ro i sjælen stemme på det parti som klimabevidst hovedstads-centrumvenstre-vælger? Nej, selvfølgelig ikke. Men hvor skal vi så gå hen med vores stemmer? Den samtale har jeg konstant med alle jeg møder på min vej i København i disse måneder, og der er lede, afmagt og forvirring over hele linjen. Jeg tror, der kommer til at være historisk mange københavnere, der stemmer blank i protest mod manglen på centrumvenstre-lederskab.  

Der bor godt 800.000 i Storkøbenhavn, og hvis vi skulle bestemme valgets udfald alene, kan man jo skele til kommunalvalgsresultatet fra sidste år, hvor partierne S, R, SF, EL og Alternativet tilsammen fik 67,6 procent af stemmerne. Der er lige så mange af os med klimakuller, humanistisk livsindstilling, ekstrem landbrugsskepsis og velfærdsvilje, som der er Støjberg-Messerschmidt-Vermund-vælgere. Så hvorfor får højrefløjsvælgerne de stramninger, ældrechecks og skattelettelser, de beder om, mens vi stadig ikke kan få de klimastramninger, bilismereguleringer og den velfærd, som vi betaler for og stemmer på?

Hvad laver Ø?

Problemet er, at der ikke er noget alternativ til S. Vi kan ikke stemme på Alternativet eller et af de andre smågrønne alternativer – den politiske klimasag er jo eroderet i samarbejds-fjendtlighed og fnidderfnadder. Et grønt kryds er den direkte vej til stemmespild. Så er der SF, som helt har opgivet at formidle en eller anden form for selvstændig politik, andet end at vi skal være søde ved børnene. SF fremstår mere og mere som en irriterende lillesøster til S, et ekko som man ikke kan ryste af.

Så er der selvfølgelig de ræverøde hos Enhedslisten, som går til valg på noget med regnbuefamilier og hjælp til varmeregningerne, men konsekvent forlader alle store politiske forhandlinger, når det bliver kompliceret. Det er svært at få øje på, hvor Ø har byttet deres mandater til indflydelse siden sidste folketingsvalg, selvom de er stærke på klimapolitikken. I kommunalpolitik i København er Ø langt større end S nu, men også her er det svært at få øje på presset fra de såkaldt rød-grønne, selvom de har hele 15 pladser i Borgerrepræsentationen, mens S kun har 10.

Og så er vi fremme ved Radikale Venstre, partiet der ofte er tungen på vægtskålen hos det røde Danmark, men som med politiske rockermetoder har tvunget den siddende regering, som de selv er støtteparti for, til at udskrive valg før tid og har meldt ud, at man gerne støtter en blå statsminister næste gang. En centrumvenstre-stemme på de radikale kan altså sagtens ende med Søren Pape (K) som statsminister. En mand der vil skide klimasagen et stykke.  

Bylder eller diarré?

For landets centrumvenstre-vælgere bliver det altså et pest- eller kolera-valg denne gang, og jeg vil næsten hellere vælge mellem at dø af bylder eller diarré (helt klart diarré) end at bruge min demokratiske valgret denne gang. Faktisk har jeg aldrig været så meget i tvivl om, hvor mit kryds skal sættes som nu. Jeg spørger derfor ud i det åbne, på vegne af rådvilde centrumvenstre-vælgere:

Hvis nu man er en moderat rød vælger med hang til klimabekymringer, frygt for vildtløbende boligbobler og med en iver efter at værdisætte velfærdsstatens underbetalte heltinder (sygeplejersker, pædagoger, SOSU’er, jordemødre).

Hvis man gerne vil frisætte folkeskolens kompetente lærere til at undervise vores børn bedre og vil drage omsorg for de mange børn og unge, som har det psykisk svært og desuden behandle flygtninge og migranter respektfuldt og meningsfuldt uden at åbne sluserne på vid gab.

Hvis man som vælger ønsker, at de mest CO2-udledende virksomheder og brancher (byggeri, mode, landbrug, turisme) holdes ansvarlige og betaler for deres svineri og også gerne ser, at politikerne snart holder op med at overbyde hinanden i jysk folkelighed og taler om provinsen og byen i et konstant dem-og-os-forhold, hvor vi skal skamme os over at være nogen, der synes, at livet i en stor by også er en meningsfuld tilværelse.

Politik er jo det muliges kunst, og jeg ved godt, at vi centrumvenstre-vælgere ikke kan få alt på ønskesedlen. Men hvis man har alle de ovenstående dagsordener på hjerte, hvordan skal man så stemme, så det gør mindst muligt ondt?

Footer graphics