Operap – Kasper Spez, Adam Riis og dj Noize. PR-foto

Farvel til et årti: Rune Skyum-Nielsens bud på de stærkeste sange – # 5 DJ Noize feat. Kasper Spez og Adam Riis – ‘Sænk’ (2018)

Klokken 20 på de sidste 20 dage inden 2020’rne tæller forfatteren, journalisten og den pensionerede musikanmelder ned med sine personlige favoritter fra et døende årti.

Da jeg var 19 år og færdig med gymnasiet, troede jeg egentlig, at jeg skulle være klassisk sanger. Og havde det ikke været for en ny journalistuddannelse i Odense, var det sikkert også endt sådan.
Allerede dengang var jeg kæmpefan af Carl Nielsen, fordi hans musik som ingen anden hjemlig komponist resonerede og emmede af naturen og de omskiftelige årstider. Tag fx ‘Fynsk forår’, hvor Nielsen formår at indramme det meste af en hårdt prøvet danskers følelsesregister – fra vinterens sidste snert melankoli til den barnagtige kådhed, der tager til, når alting igen spirer. 

Nielsen havde også styr på de stemningsfulde aftensange, og da CPH Opera Festival og Roskilde Festival i 2018 gav mig mulighed for at kuratere Operap-projektet – en længe lagret idé om en crossover-koncert, hvor rap med afsæt i et popnummers typiske skabelon skulle imødekomme den klassiske musik – ­var jeg ikke i tvivl om, at Carl Nielsens og Johannes Jørgensens fælles vuggevise, ‘Sænk kun dit hoved, du blomst’, var selvskreven. Jeg var heller ikke i tvivl om, at Danmarks mindst overspillede, mest klangfulde tenor, Adam Riis, skulle afsynge omkvædet om blomsten, der bør bøje hovedet og gå til ro. Eller at kongerigets mest ægte rap(slum)romantiker, Langelands egen Kasper Spez, skulle fortolke sine vers rundtom fynboen Jørgensens udgangspunkt. Eller at den forhenværende mixverdensmester og nuværende Pede B-producer, DJ Noize, skulle stå for beats, scratcherier og samplinger. Sikke et drømmehold og sikke en symbiose, som de fandt sammen i – også i den medfølgende musikvideo.

Da de levende og døde indtog Roskilde Festivals Avalon-scene i juli i fjor, var der mere end fuldt hus, og de 10.000 fremmødte kvitterede med at skråle Operap-projektet af scenen igen. For mig var højdepunktet – inhabil eller ej – helt indlysende ‘Sænk’. Et på én gang gammelt og nytænkende stykke dansk musikhistorie. Om vejen ned i mulden, om begyndelsen på livet, om før og om lige nu.

Find mere om
Footer graphics