Nogle mennesker spiser Ben & Jerry’s og binger ting på Netflix for få virkeligheden lidt på afstand. Jeg ser gerne noget tilpas ufarligt fjernsyn på DR for at få min hjerneaktivitet lukket ned til et minimum. Og forleden så jeg ‘Hammerslag’.
Det plejer at virke, og det var et velgørende realitytjek at se på moderne rækkehuse i Nordjylland sammen med fire boligkendere og den nye vært Tina Müller, der engang lavede ‘Sporten’, men nu altså vader rundt i andres hjem med sko på.
I dette nyeste afsnit viste det sig, hvor vigtigt det egentlig er – fodtøj altså – idet trefjerdedele af holddeltagerne tog deres af, og det så ærligt talt ganske useriøst ud. Man amputerer bare sin autoritet lynhurtigt ved at gå på strømpefødder på tv, det må man konstatere.
Men her stod de så, hold øst og vest, hvilket de vist slet ikke hedder længere. De var dumpet ned i Gug, der af Müller blev præsenteret som ‘Nordens Paris’, men virkeligheden bare er en by uden for Aalborg.
“Gug, hvad?” udbrød Danbolig-drengen Christian Torp fra Holbæk, der tilsyneladende havde problemer med at forstå, at en by kunne hedde Gug.
Til gengæld havde han helt styr på, hvor vigtigt det er at have pænt tøj på, når man skal i tv, så han havde taget velourblazer på med charmeklud, slipsenål, lavet strithår og det hele. Visuelt er han typen, der larmer lidt, og tak for det.
På den måde er ‘Hammerslag’ lidt, som det altid har været – for der skal være en dandy fra Din Tøjmand med i programmet, ellers bliver det for kedeligt at glo på. I det hele taget er der ikke ændret så meget på matricen i DR-programmet, som blev sendt for første gang i 1994. De har godt nok indlagt nogle nye, ret malplacerede mellemkonkurrencer, sikkert i et forsøg på at levere noget public service i wiki-format, men det handler stadig om at gætte prisen på et hus. Og det hold, der er tættest på, vinder.
På baggrund af de små 30 minutter, som bemeldte afsnit varede, var det imidlertid ikke, fordi jeg faldt bagover i dyb benovelse over ejendomsmæglernes professionalisme. Men det er jo også bare millioner af kroner, vi dealer med her, og alle kan jo blive miljøskadet med årene.
Huset i Gug var gult og lignede alle de andre på vejen på en prik. Og hvad var så deltagernes umiddelbare tanker om det, ville værten gerne vide.
“Jamen, jeg kan godt lide det,” sagde Mira Lie Nielsen.
“Jeg kan også godt lide det,” sagde Christian Torp.
“De her gule sten og de lidt hårde, moderne sorte vinduer,” uddybede hun.
“Ja!” svarede han.
Og så gik de ellers indenfor i, hvad der nok bedst kan beskrives som 120 kvadratmeter ren og skær konformitet. Mit bud er, at en nysende superspreder ville blive steril i den bolig, så rent var der. Men de nye ejere var glade, fortalte de, for der var søde mennesker på vejen, og de havde allerede fået en grillpølse med ketchup af deres nye nabo.
Prisen på boligen har jeg allerede glemt, og hele prisgætteriet er heller ikke helt så spændende, som deltagerne får det til at se ud. ‘Hammerslag’ handler dybest set om at kukkelure på andres hjem fra indersiden. Af en eller anden grund går vi bare op i, hvilke klinker fremmede har på badeværelset, og det stopper nok ikke lige foreløbigt.
Det resulterer desværre i nogle voldsomt generiske boliger, der afslører, at dansk massekultur anno 2020 er reduceret til en materialisme, der rejser fabrikerede rædselkabinetter rundt omkring i dannebrogs smukke geografi.
Bagefter gik turen til Vodskov. Heller ikke det bynavn kunne Christian Torp udtale, og det grinte de meget af på sådan en lidt anspændt måde. Stemningen i ‘Hammerslag’ er nemlig central, den skal være munter for enhver pris, helst grænsende til det kåde, hvis det skal være rigtig godt.
Det har den bare ikke været, siden klørkonge var knægt, og Peter Ingemann var vært. Snarere bar stemningen præg af en vis pligtskyldighed, der ikke rigtig vandt nogens gunst. Og det var til trods for, at ejendomsmægleren fra det modsatte hold, vestjyden Lars Lyng, var mødt op med et humoristisk engagement, som kvalificerede til en polterabend.
Men hvis man vil agere levende pruttepude, er det ikke rigtig sjovt, med mindre nogen griner. Og det gjorde ingen.
I Vodskov lukkede han hoveddøren i i hovedet på Müller for den gode stemnings skyld, og mens de besigtigede hus nummer to, havde han så travlt med at klappe og gnide sine hænder mod hinanden, at han helt glemte at tale dansk.
“Det kunne lige så godt være et lille parcelhus, der lagde her,” sagde han.
Meget klogere blev man ikke på det gennemrenoverede 60’er-hus med snedkerkøkken og vildmarksbad, for de viste ingen plantegninger, og selve rundturen forekom fra Müllers side robotagtig og samtidig så jappet, at overblikket fremstod noget fragmenteret.
Jeg ved ikke, om jeg spoiler noget ved at sige, at de ikke ramte prisen, men hold Torp/Nielsen var nærmest, så de begyndte at danse og faldt på knæ i en nærmest religiøs vinderekstase, mens Lars Lyng og Kristine Virén måtte se til på behørig corona-afstand.
“Det er en konkurrence, slap nu af,” sagde tabermanden.
“Det handler om at vinde,” svarede vindermanden.
“Nej, det handler om at charmere danskerne, der sidder derhjemme,” prøvede han så.
Mandag aften så cirka en halv million danskere med, da der var ‘Hammerslag’ på DR1. Hvor mange der rent faktisk blev charmeret foran fladskærmen, er ikke til at sige, men denne seer fik sig en pinsom reminder om, hvor bovlamt et boligprogram kan være, når det beværtes af personer helt og aldeles uden pingpong. ‘Hammerslag’ har simpelthen mistet den.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk
