Nærmest hele Heartland Festival havde fået samme gode idé: Den der talk med Eske Willerslev og Svend Brinkmann om hvordan det er at være menneske i teknologiens tidsalder… Den skal vi da se!
Derfor var de få vagter ved indgangene under et pres, som var det groupies til en rockkoncert, de skulle holde tilbage. 20 minutter før det annoncerede tidspunkt måtte en hærdebred herre i vest råbe ud, at alle pladser var besat, og at folk skulle rykke to meter tilbage.
Det viste sig at være et upopulært budskab, der derfor skulle gentages flere gange. Mange valgte at blive udenfor teltet for i det mindste at få lidt af oplevelsen med.
Med triumferende knyttet næve
Forventningerne var med andre ord gigantiske. Opildnet af den nærmest elektriske stemning hilste de to forskerstjerner og moderator Malene Trock Hempler på publikum med store smil og i Eske Willerslevs tilfælde en triumferende knyttet næve.
Fra start til slut var der fuld fart over feltet, og det propfyldte telt var bogstaveligt talt lige ved at koge over af viden: Emner gik fra fake news til dystopiske fremtidscenarier og tilbage til kampen mod smagsdommeri.
Grundlæggende for talken var, at vi er nødt til at forstå fortiden for at ruste os til fremtiden.
Svend Brinkmann fik for eksempel et af dagens største bifald, da han angreb, hvad han mener er tidens svøbe: Den evige insisteren på at tro, at vi skal fokusere så benhårdt på at ruste os til fremtiden.
”Jeg synes, det er nødvendigt at have det ekstremt lange tidsperspektiv for at agere progressivt, fornuftigt og etisk. Det er som om, at det er det omvendte, der hersker: At det kun er fremtiden, vi må tale om. Vi skal klædes på til fremtiden, og alt skal disruptes, og vi får at vide, at fremtiden bliver fuldstændig anderledes end i dag, og vi kan slet ikke bruge viden og erfaring til noget. Man taler kun halvt i sjov om, at folk er erfaringsramte, og at det kun er deres talent for at lære nyt, der kan anerkendes på arbejdsmarkedet for eksempel. Vi har ikke brug for den akkumulation af viden og erfaring mere. Jeg vil sige, at det, der er virkelig progressivt, det der er fremtid i, det er fortiden. Altså kendskab til fortiden”, sagde han til teltets store begejstring, hvorefter han fortsatte:
”Jeg tror, man kan sige, og nu er det jo her i en sammenhæng, hvor man måske skærper argumenterne en lille smule, at det er decideret reaktionært at være så optaget af den skide fremtid! Det er jo en måde at sige til folk på: ‘I aner ikke, hvad der vil ske, lige om lidt så er alt ligegyldigt, så derfor skal I bare høre på os, for vi kan styre alt, og vi kan klæde jer på med kompetencer om alt, hvad I har brug for at vide om fremtiden’. Det er en hersketeknik at tale om fremtiden på den måde. Vi har brug for at tale meget mere om fortiden, for at forstå hvad vi er,” sagde den på dagen voldsomt kamplyste professor i psykologi.
I sin samfundskritik var han minimum lige så engageret, hvis ikke mere, som Patti Smith, kendt som punkens gudmor, der havde givet en decideret tandløs koncert aftenen før.
Vi er et stort miskmask af gener
Biolog og dna-forsker Eske Willerslev, som har kortlagt gener hele verden over, var selvfølgelig på ingen måde uenig:
”Den eneste måde, du kan forstå din samtid og prøve at forudse fremtiden på, er ved at gå tilbage til det, vi ved er sket. Hvis du ser de samme mønstre gentage sig igen og igen, og man kan se, det er ved at ske igen eller i hvert fald er på vej frem, så er det klart, så kan vi lære noget af det og sige: ‘Gud ups!’”
”Noget, der har optaget mig de seneste år, er at forstå, hvordan vi som mennesker genetisk set er blevet, som vi er i dag og fordelt på kloden på den måde, vi er i dag. Det er forskning, der har været med til at gøre op med racisme. Der er nu et naturvidenskabeligt bevis for, at racisme ikke holder, for det forudsætter, at folk skulle have levet isoleret fra hinanden i 10.000 år. Vores forskning beviser, at folk har vandret over store strækninger, mødt hinanden, haft sex med hinanden og mødtes igen og igen. Vi er et stort miskmask af gener fra hinanden. Det, Apartheid sagde, var, at folk skulle være skilt ad, for det er sådan, naturen har lavet det. Og nej, det er ikke sådan, naturen har lavet det,” konstaterede biologen med en bestemthed, der ikke var spildt på publikum.
De mønstre, han har været med til at kortlægge er, at hvis man ser på indvandring, foregår det samme mønster igen og igen. Det starter med parallelsamfund og konflikt, og så begynder man at have sex sammen, hvorefter der foregår en integration, og man lærer af hinanden. Indtil næste indvandringsbølge.
”Der sad jeg bare og tænkte ‘hold da op mand’. Man kan nærmest se, hvor vi er i den fase i Europa lige nu. Der er noget at lære ved at gå tilbage og se, hvordan tingene er foregået. Så er spørgsmålet, hvad man bruger det til, og om man tager ved lære af det.”
Et andet af aftenens store temaer var kampen mellem evidensbaseret viden og det, man kalder anekdotisk viden. Her var Eske Willerslev bekymret.
”Jeg synes, vi lever i en tid, hvor den faktabaserede viden er under pres. Det anekdotiske fylder meget. Altså den der ‘jeg ved bedre, for jeg har selv oplevet det’. Opgøret med smagsdommeriet er bare fortsat og fortsat. Man kan have mange anekdoter og oplevelser selv, og det er ikke fordi, man ikke skal bruge dem til noget, men hvis man skal drive et samfund, der har at gøre med indvandring og klimaproblemer, er det meget vigtigt, at den faktabaserede viden er på plads.”
“New public management har smadret enormt meget”
Svend Brinkmann derimod stillede sig meget skeptisk overfor i hvert fald ensidig tro på evidensbaseret viden. Hans pointe var, at det i høj grad er et værktøj, der kommer fra sundhedsvæsnet, som man siden har forsøgt at overføre til hvad som helst.
”I begyndelsen var det faktisk utroligt nuanceret. Når lægen skal finde ud af, hvad der skal ske med en patient skal det ske på 1. Evidensbaseret viden og 2. Patientens egne erfaringer og 3. Lægens kliniske erfaring. Det kunne jo være, at patienten var en af for eksempel 25 procent, som ikke reagerer på den type behandling. Og samtlige tre faktorer skal med for, at vi kan træffe en fornuftig beslutning. Siden hen har vi glemt patientens konkrete væren i verden. Man har glemt lægens erfaring. Det er kun evidens, vi baserer vores handlinger på. Og ikke bare når vi tager sundhedspolitiske beslutninger, men også når vi laver social politik, arbejdsmarkedspolitik og pædagogik og undervisning og uddannelse. Vi skal have mere value for money. Det er new public management, og det har smadret enormt meget.”
“Hey, kan du ikke sige noget klogt”
Eske Willerslev understregede, at det var han sådan set ikke uenig i, og sådan kom samtalen hen til, at den virkelige fare er, at mange fagpersoner bliver mere og mere specialiserede, og at man derfor ikke bare kan overføre en type viden til et andet område.
”Hvis for eksempel en evolutionsbiolog, bare for at tage en fra mit fag, tror, han kan drive et samfund, så bliver det jo survival of the fittest. Lige nu hersker der en tendens til, at vi skal have nogle politikere, som er dygtige forretningsfolk. Man tror, at de fordi de kan udrette noget stort i én verden kan gøre det samme i en anden. Det har ikke en skid med hinanden at gøre. Jeg har mødt masser af rige mennesker, som har været dygtige forretningsfolk, og når man så taler med dem, sidder man og tænker, hey kan du ikke bare sige noget klogt!?,” sagde Eske Willerslev og fortsatte:
”Det er også derfor, jeg synes, det er så væsentligt, at man får en bredere uddannelse og ikke specialiserer sig alt for tidligt i livet. Folks mangler evnen til at se ud over egen navle, og derfor er det vigtigt både med en bred uddannelse og noget livserfaring. Fjumreåret, som har fået en negativ klang, skal tilbage, så folk får en bredere opfattelse af verden.”
Begge de to herrer og i øvrigt også moderatoren, eksistensfilosoffen Malene Trock Hempler, talte direkte ind i publikums hjerter og sjæl, og der opstod mange spontane bifald.
Samtalen kunne teoretisk set have fortsat langt ud i fremtiden, men der er trods også grænser for selv de største tænkere. Da Malene Trock Hempler begyndte at bringe gudstro ind i debatten, reagerede Svend Brinkmann spontant:
“Det er eddermame nogle store spørgsmål, du stiller!”
Det lykkedes ham dog at styre sit svar i retning af filosoffen Hegel og konstaterede, at det særegne ved mennesket er, at vi er det eneste dyr, der stiller spørgsmål ved og til vores egen eksistens.
Og det er jo også et slags svar.
