Jeg satte mig i stolen, hørte strømmen blive tændt, og gjorde min sjæl klar til at forlade kroppen.
Og nej, det var ikke den elektriske stol, jeg var havnet i, det var min kære frisør, Zarsan, som netop havde startet trimmeren og lagt an til en kavalkade af spørgsmål, der fik mig til at tænke på, om der stod psykolog eller frisør ved indgangen.
”Skal du noget spændende i weekenden?”
Tøvende svarede jeg noget i retning af “ikke rigtig”, mens jeg trak på skuldrene og gav hende et bedende blik om at tie stille.
Alligevel så jeg mig selv fanget i en samtale om hendes mors ”hemmelige” opskrift på Maqluba – en traditionel kurdisk ret med kød, ris og stegte grøntsager. Jeg var taget som gidsel og uden mulighed for at flygte, medmindre jeg kunne leve med noget, der lignede et sløjt forsøg på et side-cut.
Så da jeg her for nylig igen skulle have trimmet lokkerne, faldt jeg pludselig over et nyt koncept. En ny frisør i byen havde indført ’Stilleklip’. Med et stort smil trykkede jeg feltet af og troede, at mit problem med snakkeriet var løst. Men da jeg endelig sad i stolen i komplet stilhed, savnede jeg overraskende nok Zarsans dybtfølte fortællinger om sin barndom, og så slog det mig, at stilletiden måske i virkeligheden fører til et langt større problem.
Flere og flere frisører har indført muligheden for ’Stilleklip’, som er et felt du kan markere, når du bestiller tid. Så ved frisøren, at de ikke skal snakke til dig under klipningen. Man undgår den udmattende smalltalk eller den akavede konfrontation, når man beder frisøren tie stille. Men det, der i første omgang lyder som en smart løsning, er efter min mening en farlig glidebane.
For det at bestille en ‘stilletid’ hos frisøren kan måske virke harmløst, men konceptets potentielle ekspansion til andre områder af vores liv er virkelig bekymrende. Forestil dig, hvis vi kunne bestille ‘stilletid’ hos taxachaufføren, ’stilletid’ hos massøren eller ’stilletid’ hos tandlægen. Det er en advarsel om en mere lukket verden, hvor vi isolerer os fra hinanden og skaber ekkokamre af vores egne tanker og holdninger.
I en verden, hvor skærmene dikterer vores liv, er det vigtigere end nogensinde, at vi forbliver åbne over for menneskelige interaktioner. For problemet med skærmene er, at de er kodet til at give dig lige præcis det, du ønsker og godt kan lide, men hvis vi skal blive klogere og udvikle os som mennesker, er det vigtigt, at vi bliver udfordret på vores holdninger og syn på verden gennem samtaler med hinanden. Og det sker kun, hvis vi er åbne og giver os hen og taler med folk, også dem, der ikke umiddelbart er nemme at tale med. Det er gennem mødet med forskellige mennesker, at vi udvider vores horisonter og bliver klogere på verden og os selv.
Fra nu af vil jeg sætte pris på min frisørs sjove og måske en smule irrelevante historier om hendes barndom og ophav, for hvis man tør at give sig hen til samtalen, lærer man ofte noget nyt.
