Mandag
Vågner op mandag morgen til en alarm, der siger: Klip dine negle i dag. Det gør jeg. Men hvad så bagefter? ”Giv dig hen til at leve i nuet” er der nogen, der siger, men det har jeg overhovedet ikke lyst til – og jeg tør heller ikke.
Jeg kan ikke engang finde ud af at se en CPH:DOX-film og siger derfor til mig selv: ”Du er uduelig på alle måder”. Men så ser jeg alligevel en og bliver ked af det over, at jeg synes, at den er kedelig. Så bliver klokken 11, og jeg kommer i tanker om noget, Bourdieu sagde om nogle autonome arenaer, hvor forskellige typer af ressourcer er anerkendt i de forskellige arenaer, men der er faktisk ingen ressourcer i min arena, så hvad har han egentlig tænkt sig?
Så bliver det eftermiddag, og den bruger jeg på at tænke over, om jeg kommer til at ligne min mor, når jeg bliver gammel. ”Neeej, du gør ej – jo, du gør, også fordi du lige har haft tiden i dag til at tælle de præcis 13 grå hår, du har i skilningen”. Hvorfor ligner mine armhuler mere og mere leverpostej, jo ældre jeg bliver?
Tirsdag
Man ved, at det er ved at gå galt, når man starter tirsdagen med at lytte til et podcast, hvor en grønlandsk kvinde, der er blevet tvangsadopteret til Danmark i 70’erne, bliver interviewet, og man bare ligger og tænker, at så var det altså heller ikke værre. SÅ prøvede jeg i stedet stå op og synge med Phillip Faber på DR. I bar røv og fedtet hår. Det var fandeme ikke rart. Kan kollektiv raskhed opstå ud af tonedøvhed? Nå, men i så fald, pardon.
Jeg bruger en del af tiden på at være bitter på nogen. Pelle Hvenegaard for eksempel. Du får satme ikke den med at skrive et digt om dagen i 100 dage for dig selv, makker! Jeg kan også, og har i øvrigt allerede gjort det. Har kradset så mange bumser, der ikke fandtes i hårgrænsen, at jeg ligner et slemt psoriasis-tilfælde. Måske læser jeg lige lidt Judith Butler, bortset fra, at jeg ikke FORSTÅR, hvad hun skriver. Så skal man til at kontakte hinanden virtuelt og det der, men helt ærligt, hvad stiller en ung kvinde, der ligner Søren Espersen, når hun FaceTimer, op med dét?
For i det mindste at lære lidt sprog har jeg sat min telefon på svensk og min Facebook på spansk, så det er lidt forvirrende.
Onsdag
Vågner onsdag morgen og tænker: LAV EN SURDEJ – og lær nu endelig, hvor Bornholm ligger henne i virkeligheden, for den ligger ikke der, hvor den gør på kortet. Og så kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk ikke forstår, hvad en surdej er. Min moster sagde til mig, at jeg kan få noget af hendes surdej, hvis jeg vil lave en. Øh nå. Altså tak. Hvis man giver nogen en surdej, skal de så bare bage den? Jeg troede, at man skulle lave et surdejsbrød bare? Men lige pludselig fik jeg det som om, at det er noget med, at dejen ligesom skal vokse, hvis man har en lille del? Og passes? Det føles som om, det er for sent at spørge nogen.
Jeg har ikke lyst til, at nogen, jeg kender, bliver syge. Betyder det så, at jeg ikke må gå på date? Eller kan den gradbøjes lidt? Skynder mig at prøve at gå de ti-tusind skridt, som nogen siger, at man skal, efter jeg opdagede, at tusind skridt ikke er nok og bliver så sur på løberne, fordi det føles som om, de nærmest sveder corona ud på mig. Også fordi, det er jo meget hårdere at løbe på gaden end på et løbebånd. Så det bliver sådan nogle korte, desperate ture, når jeg selv gør det. Og så laver jeg også små, hektiske ansigtsmasker. Har også købt en mixer og laver patetiske blandinger af havregryn, honning og avocado i plastikbøtter.
Hvor mange gange må man onanere på en dag – og hvordan gør andre det egentlig? Altså onanerer?
Torsdag
Vågner op torsdag morgen med et instinktivt had til alle de mænd over fyrre, der går med underkroppen forrest og håber bagefter, at jeg aldrig får et barn, der vokser op og bliver skaldet. Time-out er sundt for alle – det kan I sagtens sige, men er det sundt at have så meget tid sammen med sig selv, at man begynder at plukke sine hår på kroppen med en pincet i stedet for at barbere dem?
Og så HADER jeg i øvrigt Buddha. Jeg synes, han er fin nok, men jeg kan ikke overkomme folks egennytteoptimerende new age-fortolkning af ham. Er jeg den eneste, der bliver mega presset af, at folk siger, at “der er mange (aldrig dem selv), der kommer til at skulle revidere deres liv og deres parforhold ovenpå coronakrisen?”. Og er jeg den eneste, der bliver sindssygt stresset af mit eget indre, fordi jeg på den ene side sagtens – intellektuelt – kan gennemskue, at det er egentlig bare en eller anden latterlig parterapeut, med nul evidens for sin praksis, der får sine fucking 15 minutes, men følelsesmæssigt rammer det bare lige i hjertekulen? Orker ikke at revidere mit liv. Men er det sindssygt uambitiøst ikke at gøre det? Kan folk ikke holde op med at abonnere på Buddhas lære, bare fordi vi har en pandemi kørende? Det er ikke særlig rart for mig.
Henad eftermiddagen indleder jeg en længere diskussion med mig selv om, hvor meget vin man må drikke alene. Og hvor tit man må købe citronmarengs? (Og hvor mange). Det udmundede i spørgsmålet: Men hvad er egentlig forskellen på – og hold nu fast – citronmarengs-, tærte- og kage?
Går alle steder. Som i ALLE. Tæsker frem og tilbage mellem Islands Brygge og den rigtige by. Who are we kidding? Øen Amager er simpelthen ikke den rigtige by, selvom jeg virkelig har prøvet at overbevise mig selv om, at det stod anderledes til.
Jeg har det egentlig ok med at være alene, indtil jeg begynder at tænke over det.
Fredag
Fredag bliver dagen, hvor jeg indleder den helt store mission om at ændre alle mine koder, så de er de samme. Ved ikke hvorfor, men det føles stringent. Elsker ordet stringent. Det vil man gerne have et liv, en personlighed og en kropsbehåring, der er. Måske hjælper det, hvis jeg lader kæben falde og stiller mig i downward facing dog på en måtte i fem-otte minutter?
Nu har jeg endelig tid til at stryge mine underbukser og glo ind i min computer otte timer om dagen, men ikke engang det kan jeg finde ud af. Gad vide, om jorden snart går under? Hvem har fundet på Mads Langer? Jeg kan ikke gætte nogle af ordene i Politikens krydsord uden at slå dem op. Rend mig i røven. Til gengæld findes Knud Meldgaard nu, og det kan ingen tage fra os.
Der er vist en mand i Asien, der har løbet et maraton rundt om sit spisebord. Eller også var det en mand i Frankrig, der gjorde det på sin altan? Måske var det noget for mig? Jeg går ned og køber en til citronkage i stedet. Så bliver det aften, og det bliver lidt sværere at trække vejret, fordi jeg kommer til erkendelsen af, at jeg nok ikke kommer til at kunne se mit underliv, når jeg tisser for bare kød, når pandemien er overstået.
Lørdag
Vågner lørdag morgen med nyt mod, fordi det er lørdag. Indtil jeg kommer i tanke om, at weekenden ikke gælder for en skid i den her tid. Det føles efterhånden, som om jeg kun er lavet af underhud og negle. Kan jeg have sex med nogen, hvis jeg lader være med at røre ved dem? Det lyder egentlig meget rart. Jeg har hørt, at det er noget med slimhindekontakt, så måske skal vi tilbage til dryhumping? Kan man det?
Har simpelthen deaktiveret min insta-profil i frygt for at blive sindssyg og i stedet oprettet en dæk-insta-profil, som hedder “mit-eget-fornavn KARDASHIAN”… Den er dedikeret til at lure og – faktisk – blive jaloux på Kims liv. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er ok at blive jaloux på planetens mest stupide og politisk ukorrekte familie? Måske er det – via omvendt psykologi og jinx – faktisk lidt sundt at ville have noget, man egentlig ikke vil have eller kan få? På en måde er det hårdere at være misundelig på en andelslejlighed i Tullinsgade og en mohair-sweater, fordi det faktisk burde være indenfor rækkevidde, men af en eller anden grund slet ikke er det. Hjælp.
Kan man råbe pik og skride fra en pandemi?
Henad aftenen bliver jeg forfærdet over længden på mine negle, men tænker så, at når man sådan har mistet alle former for tidsfornemmelse, så er det nok meget godt at have en fysisk indikator på, om der er gået dage eller uger.
Godnat.
