At gå i Irma er mere end et indkøb. Det er en følelse. Det er nok omtrent det mest københavnske, man kan gøre, og et udtryk for dannelse, ordentlighed, kvalitet og god smag. Irma er en historie om København, en historie om gourmet og en historie om den lokale butik.
Tænk at Coop lukker Irma! Eller slår det sammen med sine andre butikskæder og kalder det Coop – et ord, man hverken kan udtale eller forholde sig til. Det lugter fælt af indkøbs-konglomerat. Det er så umådeligt dårlig en idé, så her kommer et modsvar: Den store Irma-hyldest!
Jeg har altid været en Irma-pige. I min barndom var det noget særligt og eksklusivt at gå i Irma og handle. Man købte aldrig stort ind i Irma, det handlede om enkelte luksuriøse specialvarer, der kun kunne fås der. Kaffen, der kunne kværnes på stedet. Den guddommelige ”franske” frugttærte på frost, til når der kom gæster. Fire særligt søde appelsiner fra Kreta i stedet for et helt net smagsløse fra Netto. En hel and til jul. Det særligt lækre svenske knækbrød. Det poetiske Tusindfryd til tøjvask.
Og sådan er det stadig. Irma er dyrt ja, men det er der meget, der er, og det er en bedre idé at købe småt og godt end stort med madspild. Og Irma er naturligvis ikke for alle, men Irma er meget for nogen.
Irma er kendt som en af verdens ældste supermarkedskæder, den startede som en kælderbutik i Ravnsborgsgade i 1886 og har været førende indenfor økologi og dyrevelfærd. De sagde tidligt farvel til burhøns (1994) og siden også skrabeæg. Deres salg af økologi er langt over landsgennemsnittet, og deres butikker har altid virket som rare arbejdspladser for de ansatte, som ofte arbejder der et helt voksent arbejdsliv modsat de fleste butikkers surmulende ungarbejdere. Den faglige stolthed har altid været tydelig og kunne også ses i den charmerende uniform.
For Irma er et voksent supermarked, en nærbutik, uden skrigende unger i ulvetid og flyverdragts-panik, hvor kassedamen hilser pænt, der er rart at være, og man har en holdning til Merquez-pølser.
Smil, det smitter
Det er de små ting, der udgør Irma. Det er den omsorgsfulde elastik om æggene fra kassedamen. Det er en gratis børnefrugt ved kassen. Det er de legendariske hjerteklistermærker med budskabet ”Smil, det smitter”. I 1936 tændte Irma for Irma-hønnen, der siden har lagt æg ved søerne. Og selvom hun de senere år er blevet presset af andre neon-skilte fra nutidens konkurrenter, Nemlig.com og Just Eat, så er det stadig Irma-hønnens friske æg, “datomærker for friskhed” og den blå kaffe, der er hovedstadens neon-vartegn ved søerne.
Irma-pigen er en designklassiker, også foreviget af Heerup, og Irma har siden 50’erne afholdt hverdags-kunstudstilling på sine indkøbsposer med diverse kunst-samarbejder. Denne demokratisering af kunsten har Irma ført med over i de mange smukke kaffedåser med værker af folk som Julie Nord og John Kørner, en måde at møde danskerne i deres hverdag. Irma var også first movere på smukke, genanvendelige indkøbsposer i stof, der er en grund til at de smarte piger cykler rundt med Irma-muleposer over skulderen, og deres logo med Irma-pigen kurv, skørt og sløjfe i håret er et symbol på kvalitet og smag.
Og nu skrev jeg danskerne, men jeg mente naturligvis københavnerne. Irma er københavnernes, og forsøget med at åbne butikker i Jylland og på Fyn gik ikke godt. Kunderne var der ikke, og Irma har de senere år igen været forbeholdt Sjælland. Og gør det egentlig noget? Burde det københavnske købestærke segment ikke være nok til at drive en kvalitetsbevidst supermarkedskæde – i et hav fuld af discount-alternativer?
Det er en falliterklæring at afvikle så smuk og lang en indkøbshistorie. Og det er en kedelig automat-kapitalistisk tankegang, kortsigtet og dovent, at fordi økonomien er stram i år, så lukker COOP Irma. En afvikling af det gamle København. Sikke et tab.
