Min lørdag var allerede smadret, da jeg kørte mod Herning med fire U13-fodbolddrenge for at spille bold. Vi skulle køre tre timer ud, spille to kampe, og tre timer hjem. Der havde ikke været tid til rundstykker og stille morgenkaffe.
200 meter før broen standsede trafikken. Politiet spærrede broen, og de gav ingen tidshorisont på, hvornår de ville åbne igen. Vi ventede, mens timerne gik. Det blev efter noget tid klart, at forsinkelsen skyldtes, at politiet prøvede at tale en person fra at hoppe ud. Folk gik ud af bilerne og begyndte at snakke sammen. Jeg talte med en familie, der gik glip af en begravelse i Vestjylland, og en ældre mand, der missede sit barnebarns barnedåb. På trods af ventetiden og udsigten til at gå glip af formålet med turen, var stemningen hyggelig og lettere munter.
Vi var alle i samme båd, og der var en fælles erkendelse af, at det ikke kunne være anderledes med tanke på situationens alvor. De fire drenge på 12 år, jeg havde med, brokkede sig ikke én gang. De spiste deres madpakke, pissede i rabatten og mødte et senior vollyball-hold, som de fik taget billeder med.
På nettet var oplevelsen en helt anden. Her kommenterede folk på Twitter med voldsomme ubehageligheder om, at personen bare skulle hoppe, så de kunne komme videre.
Hele episoden bekræfter det billede, vi alle oplever i disse år; at det er voldsom forskel på, hvordan vi er i virkeligheden i forhold til vores online-tilstedeværelse.
Der er nogle, der argumenterer for, at nettet er en ventil, hvor vi kan lufte, hvad vi virkelig mener. Men er det virkelig sundt at lufte vores værste tanker og tilbøjeligheder? Vrede avler vrede, og måske ville det være bedre, hvis vi tog mere af virkelighedens facade (eller civilisation) med ud på nettet.
Selvfølgelig var det træls at vente i fire timer, og vi endte med at vende rundt, da fodboldkampen blev aflyst. Værre var det selvfølgelig for de andre, der missede begravelse og barnedåb. Men vi fik alle sammen en historie med hjem, og den person, der stod på kanten, blev reddet ind og fik dermed en chance til. Mon ikke vi alle kan finde lidt mening i det?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.
