Foto: Screendump fra ‘Thank you, next’
Ariana Grande har mildt sagt vind i sejlene for tiden.
Den 25-årige amerikanske sangerinde blev for nylig den første soloartist i historien til på samme tid at indtage første, anden og tredjepladsen på den amerikanske singlehitliste Billboard Hot 100 og tangerede dermed en rekord af The Beatles fra 1964.
Hun har desuden lige vundet en Grammy for sit album ‘Sweetener’, slået adskillige streaming-rekorder med sit seneste album og musikvideoer og er med sine 146 millioner følgere verdens tredje mest fulgte person på Instagram.
Ariana Grande er kort og godt verdens største popstjerne lige nu. Det er dog ikke så længe siden, at hun langt fra var noget household name, så hvordan er det lige gået til?
Ligesom forgængere som Britney Spears og Christina Aguilera startede den Florida-fødte Grande sin showbiz-karriere som barn ved at synge og optræde til sportsbegivenheder og i musicals. Siden landede hun en rolle i ungdomsserien ‘Victorious’, og i 2011 blev musikkarrieren skudt igang med en pladekontrakt hos selskabet Republic.
Grandes debutalbum ‘Yours Truly’ fra 2013 positionerede hende som et uskyldigt teen popidol; et image der siden blev kasseret til fordel for en mere ‘voksen’ stil med alt hvad det indebærer af udfordrende tøjvalg og provokerende sangtekster.
Ikke just videre originalt, men på det seneste er det lykkedes Grande at kaste klicheerne af sig og markere sig som en kunstner, der på mange punkter er sine konkurrenter overlegen.
For det første er der stemmen.
Hendes imponerende fire-oktavs sopran er fra starten blevet sammenlignet med navne som Christina Aguilera og især Mariah Carey, og der er i øjeblikket bred enighed om, at Grande besidder den største stemme i popbranchen.
Selvom hendes tre første albums alle strøg til tops på den amerikanske albumhitliste og kastede hits som ‘The Way’, ’Bang Bang’ og ‘Dangerous Woman’ af sig, var det dog ofte svært at få øje på Grandes egen musikalske identitet i virvaret af hypede gæsteoptrædender og højtprofilerede producere og sangskrivere.
Det ændrede sig for alvor med hendes fjerde album ‘Sweetener’ fra 2018, hvor hun fandt frem til et mindre forceret og mere ærligt udtryk, der balancerer hendes introverte sider med de slagkraftige pop bangers, der er obligatoriske for en moderne popdiva.
Popmusikken under pres
Netop den rolle er Ariana Grande lige nu i gang med at redefinere.
Det sker på et tidspunkt, hvor den mere rendyrkede pop hun gør sig i er under pres fra hiphoppen, som i 2017 officielt overtog positionen som den dominerende musikgenre i USA. Den udvikling hænger tæt sammen med, at streaming er blevet den foretrukne måde at lytte til musik på.
Popstjerner som Katy Perry og Miley Cyrus har de senere år ikke formået at leve op til tidligere tiders succeser, hvilket blandt andet skyldes, at popmaskineriet har haft svært ved at omstille sig fra den traditionelle måde at udgive musik på, hvor et album rulles ud over lang tid og efterfølgende malkes så længe som muligt i radioen og på turneer.
I kontrast hertil udgiver hiphopkunstnere som Future og Drake jævnligt store mængder musik i tide og utide, hvilket har vist sig at være en glimrende strategi i en tid, hvor målet er at ophobe det størst mulige antal streams.
Den strategi har Grande som en af de eneste ‘traditionelle’ popkunstnere taget ved lære af, og hun gik således stik imod den gængse popvisdom, da hun i februar udgav sit seneste album ‘Thank U, Next’ blot fem måneder efter ‘Sweetener’.
Det var et kæmpe satsning, der i den grad gav pote og belønnede hende med førnævnte hitlisterekord. Albummet er lige nu det eneste ikke-hiphop album blandt de 20 albums, der har fået flest streams nogensinde på en uge.
Grandes nuværende popularitet skal dog også ses i lyset af de tragiske omstændigheder, der har omgivet hende siden 2017.
Det år blev en af hendes koncerter i Manchester angrebet af en selvmordsbomber, der på tragisk vis dræbte 22 koncertdeltagere heriblandt flere børn og sårede mange flere. Det var forståeligt nok en traumatiserende oplevelse, og Grande trak sig efterfølgende tilbage fra rampelyset i en periode.
Sidste år døde hendes ekskæreste, rapperen Mac Miller, pludselig af en overdosis kort tid efter, at deres forhold var sluttet, hvilket førte til ubehagelige beskyldninger mod hende på de sociale medier. Det resulterede efterfølgende i, at hun, meget offentligt, droppede sin nye forlovede, komikeren Pete Davidson.
Måden hun tacklede modgangen på, skaffede hende dog mange nye fans, og hun fik især ros for sin håndtering af efterspillet af Manchester-tragedien, heriblandt hendes kraftfulde optræden til en mindekoncert for ofrene. Endnu vigtigere har hun med stor succes formået at kanalisere modgangen ind i sin musik, som således fremstår langt mere vedkommende end tidligere.
LÆS OGSÅ:
Mens popstjerner som Taylor Swift og Beyoncé enten er tilbøjelige til at værne tæt om deres privatliv eller er forsigtige med at udtale sig politisk, udlever Ariana Grande i vidt omfang sit privaltliv offentligt via de sociale medier, og hun har indtaget markante holdninger omkring emner som feminisme og LGBT-rettigheder.
Som amerikaner med italienske rødder var Grande f.eks længe medlem af den katolske kirke, men valgte at vende den ryggen, da kirken nægtede at acceptere hendes homoseksuelle halvbror. Den slags statements tager sig godt i en tid, hvor kendiser i vidt omfang forventes at have holdninger til ting, der er større end dem selv.
Kombineret med et smukt ydre og en ekstremt likable personlighed, der ofte gør sig godt i diverse talkshows, er det ikke noget større mysterium, at Ariana Grande har nået toppen af musikbrancen. Det bliver interessant at følge, hvilken retning hun kommer til at tage popstjernerollen fremover.