Tobias og Sabine Harboe har lagt modebranchen og det gode liv på Bali bag sig, og er flyttet til Odsherred for at blive fødevareiværksættere. Foto: Benita Marcussen

Plantebaserede proteiner lyder ikke så sexet, vel?: Mød modeparret, der vil forsøge at gøre tempeh trendy

Skal vi flytte fra et lækkert liv på Bali for at rykke hjem til Danmark og fermentere ærter? Det er næppe et spørgsmål, du dagligt stiller dig selv, men for parret Tobias og Sabine Harboe var det en reel overvejelse.

Tempeh i nordiske varianter med bønner, ærter og korn (set fra venstre mod højre). 
Foto: Benita Marcussen

Måske er du selv i tvivl. Skal du blive boende i byen eller flytte i et stort hus på landet? Springe med på den plantebaserede bølge? Være en del af den kreative branche eller leve en fri tilværelse på en eksotisk ø?

Tobias og Sabine har været det hele igennem.

En regnfuld sommer for et par år siden sad Tobias og sukkede bag computeren. Det viste sig, at han var i gang med at surfe efter resorts på Bali, som var til salg. Parret havde tidligere boet i Paris, så tanken om et nyt eventyr og livet på de varmere breddegrader begyndte at trække så meget i dem begge to, at der snart ikke var nogen vej tilbage: ”Vi gør det! Vi flytter!”

Alle møblerne, ungernes legetøj og Østerbro-lejligheden blev solgt for at forfølge drømmen om familieeventyret på Bali sammen med deres tre børn. Ungerne faldt godt til på en lille holistisk skole midt ude i junglen, omgivet af slanger, flagermus og høns, hvor de bl.a. blev undervist i lokalt sprog, kultur og yoga, så familien endte med at blive på Bali i halvandet år og fik en fantastisk oplevelse ud af det. 

Den første tid havde familien ikke deres eget køkken og gik derfor meget ud for at spise på de lokale steder. Alle vegne – og på alle måder – blev der serveret tempeh: et plantebaseret produkt, der oprindelig stammer fra Indonesien, og som er fremstillet af fermenterede sojabønner. Hele familien blev så vilde med tempeh, at det langsomt lagde kimen til deres næste vision: At lære danskerne at spise tempeh. Derfor er Tobias & Sabine Harboe under navnet CONTEMPEHRARY gået i gang med at videreudvikle tempeh i nordiske varianter baseret på korn, ærter og bønner, som passer bedre ind i madtraditionen herhjemme end de oprindelige sojabønner.

Spiser selv tempeh hele dagen

Tempeh af ærter, serveret som sandwich. Foto: Contempehrary

”Vi er hverken vegetarer eller veganere. Men vi spiser meget grønt. Og vi spiser tempeh morgen, middag og aften!,” griner Sabine. Læbestiften er dyb orange, øjnene er grønne, benene er lange og bevæger sig adræt, og hun ser så sund og balanceret ud, at man faktisk gerne lige vil høre lidt mere om, hvad det dér tempeh kan gøre for én. 

Hun skærer det ud i skiver, mens Tobias forklarer, at tempeh er et vegetarisk alternativ til alle retter. En slags fattigmandskød, der mætter og er fyldt med proteiner, og som kan steges, bages, koges og grilles. Det har en fast struktur, som er nemt at skære, og en mild umami-smag, der minder lidt om nødder eller svampe. Tempeh bliver fremstillet ved hjælp af en fermenteringsproces, der mørner ingredienserne og danner en særlig type hvid skimmel, og som giver tempeh smag og struktur. 

For nylig erstattede de Bali med et husmandssted i Odsherred, hvor de kan kombinere familielivet med den nye livsstil som fødevareiværksættere. De havde ingen møbler med sig, derfor sidder vi nu i deres stue på stole, som er hevet op af en container i Fårevejle. Det har også sin charme. Sabine kigger sig omkring: ”Det er klart, at livet her udenfor København er lidt anderledes. Forleden kom vores 11-årige datters veninde fra Østerbro og besøgte os i sine kridhvide Fila-sko. Der gik ikke længe, før hun havde skiftet til gummistøvler!”

Farvel til modebranchen

Tempeh kan både steges, bages, koges, grilles og bruges i fx salater. Foto: Contempehrary

Begge har en baggrund i modebranchen, hvor Tobias arbejdede som designer og Sabine med branding og visuel kommunikation. Men nu er deres tidligere tilværelse i Paris, København og på Bali altså erstattet af hverdage med uldsokker og fermentering, for de ser et kæmpe potentiale i tempeh som en af fremtidens plantebaserede, bæredygtige fødevarer, der samtidig er et proteinfyldt alternativ til fx kød, og som kan tilberedes på mange måder. 

Og det er Coop Crowdfunding enige i, for CONTEMPEHRARY er udvalgt til at være med i deres kampagne, hvor danskerne økonomisk kan bidrage til udvikling af nye fødevarer under sloganet ”Du bestemmer, hvad vi skal spise i fremtiden.” 

På Bali bliver tempeh fremstillet og solgt indsvøbt i bananblade, så lige nu har Tobias & Sabine især fokus på at udvikle en alternativ form for emballage til at fermentere deres tempeh i. Det er afgørende for både smag, konsistens og produktionsomkostninger.

”Alle efterspørger flere gode alternativer til kød, og det er netop, hvad nordisk tempeh er! Så vi knokler løs på det her vilde, weird projekt og brænder for at få produktionen op i gear. Derfor er det også super fedt, at alle kan være med til støtte os gennem Coop Crowdfunding, for vi iværksættere har brug for al den opbakning vi kan få, så det kan lykkes!” lyder det fra Tobias, som er overbevist om, at danskerne vil elske deres version af tempeh, fordi det er lækkert, godt for klimaet, sundt, og er med til at skabe liv og udvikling på landet. Hvis han altså selv skal sige det.

Footer graphics