Hospice Død Sygdom

Det fine farvel med min far: Om mødet med et hospice

Jeg var skrækslagen, da jeg kørte ned ad grusvejen mod Hospice Sydfyn. Men vi landede i en stor varm favn, da min far tilbragte sine sidste tre dage omgivet af tid, ro og kompetent personale.

Alene et vejskilt med påskriften ‘hospice’ har altid kunnet få mig til at vende om. Hellere køre en omvej end nærme mig en af disse bygninger.  Ofte flade, placeret på en mark. Alene. Som om jeg selv nærmede mig døden ved fysisk at komme i nærheden af denne slags livets endestationer.

Jeg indrømmer det blankt: Jeg har været bange for landets hospicer. Møg bange. For hvad laver man der, udover at dø?

Et trist emne, tænker du måske nu. Et tabu i dets nøddeskal.  Selv skulle jeg sateme ikke konfronteres før tid. Så hellere se at komme væk.

Sådan havde jeg det indtil april sidste år, hvor min far var uhelbredeligt syg af cancer, og selv havde et ønske om at dø på netop et hospice.

Jeg var skrækslagen, da jeg kørte ned ad grusvejen mod Hospice Sydfyn. Havde svedige håndflader og hjertet helt oppe i halsen, da jeg parkerede og gik gennem glasdøren.  Bange for hvilke dødssyge mennesker i deprimerende omgivelser jeg nu skulle møde. Og utilpas ved tanken om, at min egen far lå i en seng derinde. Og ventede på døden.

Men min frygt blev hurtigt gjort til skamme. Det første, der mødte mig, var venligt smilende personale. Og da jeg hørte høj latter fra spisestuen, kunne jeg ikke dy mig for at kigge ind. Der sad patienter og personale omkring sildemadder og snaps – og fortalte røverhistorier! Lokalet var lyst og på buffeten stod den dejligste frisklavede mad, anrettet i små portioner, der passer til en skrantende appetit. Kaffen duftede af kaffe og var varm, og ”der kommer kage senere på eftermiddagen” fik jeg at vide – stående der i døråbningen.

Næste stop var min fars stue. Et stort lokale med bøger i bogreoler og udsigt over en mark med græssende får. Hyggeligt møblement. Ikke som på andre institutioner, men rigtige møbler, et stort musikanlæg og friske blomster i vaser. Selv dynen var af fjer og ikke et syntetisk vattæppe uden betræk, som dem på hospitalerne.

Selvom omstændighederne var mere end triste, mødte jeg og min familie der på hospice et lyst, lattermildt og kærligt miljø. Og jeg kunne faktisk godt falde i søvn på et af gæsteværelserne om aftenen. Det var slet ikke uhyggeligt.

Vores møde med personalet er det mest rørende, jeg til dato har oplevet. Som tidligere caster til diverse tv programmer kunne jeg ikke lade være med at tænke, at netop disse mennesker – og det gjaldt dem alle, fra rengøringsdamer til sygeplejersker, køkkenpersonale og læger, var det bedste cast jeg nogensinde har set. Alle havde de enorme mængder empati, humør, situationsfornemmelse og ikke mindst tid.

Tid. Tiden var nok det mest opløftende. For selvom disse mennesker netop har valgt at arbejde et sted, hvor tiden for de indlagte er ved at rinde ud, så har de ikke selv travlt. De løber ikke ned ad gangene. De lytter, når man taler til dem. Der er øjenkontakt og et kram, hvis de fornemmer, at det er det, der er brug for. Ofte sad de på stuen og sludrede om løst og fast. Det var overvældende at opleve, at de ikke blot var kompetente og professionelle – men også tilgængelige og i den grad til stede.

De fleste syge og pårørende til syge oplever desværre, at personalet på landets hospitaler ikke har den tid, der skal til, for at man kan føle sig tryg. På onkologisk afdeling på Odense Universitetshospital, hvor min far tilbragte en del tid, var alle flinke og venlige, men de var hele tiden på vej videre. Ofte talte man til en ryg. Og ventede. I timer og dage på at få svar på bekymrede forespørgsler. På hospice landede vi i en stor varm favn.

Da min far efter kun tre dage på hospice trak vejret for sidste gang, stod den sødeste sygeplejerske et par skridt fra sengen, hvor vi, de nærmeste pårørende, var ved at tage afsked. Hun spurgte, om hun skulle gå eller blive, og vi var enige om, at det var rart, hun var der. Og på den fineste vis – i den mest hjerteskærende situation – guidede hun os gennem dødens sidste faser. Det var værdigt og smukt, og det samme var timerne, der fulgte, hvor vi sammen gjorde min far i stand.

Nu ved jeg, hvad man laver på et hospice, udover at dø. Man lever!

Blandt de sødeste mennesker. Kaffe, der dufter og med snaps, latter, kærtegn og respekt.

Det er fornemt, at den slags steder findes. Og jeg er ikke længere bange. Så tak. Af hjertet tak.

Find mere om
Footer graphics