“Jeg har en god advokat, så I skal ikke tænke på noget”. Sådan skulle et ledende medlem af Liberal Alliances Ungdom havde sagt til en 17-årig pige, han kort tid forinden havde voldtaget, mens hun lå bevidstløs i en pøl af sit eget opkast. Hun fortæller, at “alle vidste det, men ingen gjorde noget”.
Pigens vidnesbyrd er en ud af syv sager om seksuelle overgreb og krænkelser af kvindelige medlemmer i organisationen, beskrevet i Information. Det yngste offer var kun 14 år, da overgrebet fandt sted. Politiet efterforsker sagerne, og her i weekenden blev formanden afsat og erstattet med Signe Bøgevald Hansen.
Ungdomspartierne har i forvejen ikke det bedste omdømme, da de kritiseres for at være udklækningssted for kyniske magtmennesker. Læg dertil #MeToo-sager som den i LAU, der vidner om et forrået og seksualiseret miljø. Ifølge de vidnesbyrd, der blev offentliggjort på landsmødet, var der i næsten alle tilfælde tale om ældre magtfulde mandlige medlemmer, der forgreb sig på yngre piger og kvinder.
Sagen fik mig til at tænke over min egen erfaring med ungdomspolitik. Jeg var medlem af DSU (Socialdemokratisk Ungdom), fra jeg var 14 til 17 år, hvor jeg i et anfald af teenage-idealisme meldte mig ud i protest mod Poul Nyrups efterlønsreform. I den periode var jeg nok hverken kønsmoden eller bare moden nok til at fatte særligt meget af, hvad der foregik, men jeg oplevede ikke nogen overgrebskultur (sagde den heteroseksuelle, hvide mand. Jeg er godt klar over, at jeg ikke var udsat og derfor kun kan tale på egne vegne). Til gengæld havde jeg mit første samleje på en DSU-sommerlejr, og her fandt jeg også min første rigtige kæreste.
Og før jeg går videre, vil jeg lige slå fast: Det, som er sket i LAU, er helt ekstremt alvorligt og bør straffes meget hårdt. Resten af denne klumme handler ikke om voldtægt. Den handler om kulturen i ungdomspartier, herunder forholdet til sex.
Illustration fra LAU’s Facebookprofil
For jeg tror altid, unge mennesker vil eksperimentere med sex og alkohol, når de er sammen. Heldigvis. Det gælder også i ungdomspartierne, og selv om jeg ikke har været medlem, siden jeg var 17, har jeg langt senere haft min gang i ungdomspolitiske miljøer som f.eks. oplægsholder. Derfor tror jeg godt, jeg kan gennemskue nogle af de dynamikker, der kan skabe en overgrebskultur.
For ungdomspartierne er ligesom så megen anden leg – en øvelse i at være voksen. Man afholder mini-kampagner og mini-valg og skriver mini-betænkninger til hinanden. Problemet er, at spillet i de ungdomspolitiske miljøer fungerer akkurat ligesom i voksenverdenen. Er man skruppelløs nok, ja, så kan man komme langt. Samtidig bliver gode mennesker sat i situationer, hvor det er rationelt at opføre sig dårligt. Magt er berusende – selv i små doser – og magt er også et afrodisiakum. Alt det kan lyde som en kritik. Det mener jeg ikke, det er, for sådan er voksenlivet også. Det er ikke usundt, at unge mennesker eksperimenterer og afprøver grænser.
Men fordi der er tale om store børn og unge mennesker, så må det være de ansvarliges opgave at sørge for, at det sker i så trygge rammer som muligt. Organisationer, hvor der er stor spredning i modenhed, alder og magtforhold, er særligt sårbare. Her er der tydeligvis gået noget helt galt i LAU.
Men det er imidlertid min oplevelse, at kulturen i de fleste ungdomspolitiske miljøer er sund. Det er vigtigt at huske, at langt størstedelen af ungdomspolitiske aktive er idealistiske unge mennesker, der bruger deres fritid på at diskutere, hvordan man forbedrer samfundet. De udøver deres borgerpligt, før de får stemmeretten.
Men lad os endelig få de få brodne kar frem i lyset, så unge mennesker også fremover trygt kan diskutere politik og feste og mødes og eksperimentere med hinanden – uden overgreb.
