Vi må aldrig blive sådan nogen, der hele tiden taler om vores børn. Sådan sagde vi venner til hinanden, da de første små babyer begyndte at titte ind i vores verden. Og så skålede vi og grinede højt op i sene nattehimler.
Og selvom det en overgang i de første år alligevel tog overhånd med snak om babymos, pruttemaver og putning, har vi ved gud talt om alt muligt andet. Især har samtaler i de sene nattetimer snoet sig rundt om store drømme for karriere og arbejdsliv.
Men i disse år fylder børnene igen. For hos mange af os er børn snublet eller decideret væltet og kan ikke kapere det liv, vi kalder dagligdagen. Nogle mistrives, nogle græder og vil ikke i skole, nogle er alt for bekymrede, andre alt for voldsomme, nogle skal udredes, nogle er der ingen, der rigtigt ved, hvordan de skal hjælpe, andre igen står på alenlange ventelister.
At øjesten og guldklumper falder på stribe er ikke en tendens, der er forbeholdt min venne- og bekendtskabskreds. Fra forskning ved vi, at fire procent af alle unge får en depression, ofte har den været undervejs i årevis. Hertil kommer alle børnene med angst, ADHD, autismediagnoser og spiseforstyrrelser.
Her i corona-røvhullets kølvand har skolefolk, pædagoger, undervisere, fagfolk og børne/ungeeksperter gentagende gange råbt højt og advarende om stigningen af børn og unge, som har det forfærdeligt.
Nu vælter også dem, som før stod fast og solidt og havde fuld fart på i det gode (børne)liv. I forbindelse med mit arbejde med ‘Bogen om depression’, som udkom i 2020, talte jeg med unge og forældre om, hvad det gør ved liv og familier, når et barn i familien får psykiske udfordringer. Det er ikke for børn, skulle jeg hilse at sige.
Og når jeg tænker på flere af deres historier om et hullet eller fuldstændigt mangelfuldt system, som enten aldrig griber, eller som taber børn og unge – så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det system ser ud i dag, med ventelister længere end nogensinde.
Heldigvis er jeg i mit arbejde med bogen stødt på vanvittigt kompetente og hjertevarme mennesker indenfor behandlingssystemet. Mennesker, som for lang tid siden har glemt, hvad der var arbejde, og hvad der var fritid, fordi de bruger alle deres vågne timer på at hjælpe de børn og unge, som de har fået mellem hænderne. Faktisk lykkedes det også tit, som en af dem sagde til mig forleden, psykiatrien er trods dens ringe rygte stadig et område, hvor mange af de unge patienter kommer godt tilbage i livet igen.
Men det hjælper bare ikke vi voksne til de børn, som ikke er tilbage på benene. Vi kan ikke sove. Og vi kan næsten heller ikke holde os vågne. Vi skal undersøge og ansøge i et system, som ingen har overblik over, og hvor vi selv skal lege detektiver.
Vi ved det godt, alt det vi skal, og alligevel kan det være så uendeligt svært at få taget det opkald, udfyldt den ansøgning. For vi er udmattede over konstant at løbe maraton under vand.
Som om det ikke var nok, så er der hele tiden den der lille stemme, der altid finder vej og overdøver alt det, vi ellers ved med vores hoveder, og som gør hjertet så tungt. Hvad har jeg og vi gjort forkert? Hvorfor har mit barn det så pissesvært? Hvor skulle vi have drejet til venstre og ikke til højre? Og lige præcis det skal vi tale med hinanden om. Rigtig meget. For den skyld, som man næsten øjeblikkeligt klistrer på sig selv som forælder, når barnet begynder at vakle – den har vi sgu ikke fortjent oven i alt det andet.
Gu’ kunne vi have klaret nogle ting flottere som forældre, end vi gjorde, men vi har for de flestes vedkommende gjort det, så godt vi kunne. Og ofte kunne vi ikke have ændret et komma i forhold til det, der kommer til at stå i vores barns papirer, om vi så var fløjet til månen og tilbage.
Det er tungt nok at skulle navigere rundt i at finde og få den rigtige hjælp. Vi knækker, hvis vi også skal bære al den skyld. Tænk, hvis vi følte samme skyld og skammede os over, at vores barn havde brækket et ben eller udviklet en nyresygdom?
Tænk, hvis vi på samme måde skulle tage os sammen til at dele det med andre og søge forståelse, støtte og hjælp. Skørt ikke? Men det tabu, som er helt fraværende i somatikken, klæber sig til psykiske lidelser. Og hænger ved i vores samfund så længe, vi ikke taler åbent med andre om, hvor skidt vores børn (eller vi selv for den sags skyld) har det.
Det kan faktisk hjælpe at høre andre sige det. Det er ikke din skyld. For så kan man måske et øjeblik se det udefra og i glimt erkende, hvor skørt det er at tage alt det på sig. Måske vi ender med at tro på det, så vi kan bruge kræfterne på at bære det håb, der er så uendeligt vigtigt, og som gør, at vi kan blive ved med at kæmpe for, at det bliver vores barn, der ender godt tilbage i hverdagen og i de rigtige statistikker. Trods ventelister, huller i systemet og alt muligt andet.
Så kom nu, lad os tale om dem. De væltede børn. Og om os. Så det bliver mindre ensomt for både voksne og børn.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
