Da jeg var meget ung (og meget rød), elskede jeg at købe Weekendavisen for at læse deres ledere og klummer.
Jeg var ofte dybt uenig med dem, men det morede mig og skærpede samtidigt min egen argumentation at læse modparten.
I dag er jeg ældre og langt oftere enig med avisen, hvilket måske ikke er så overraskende, men jeg kan stadig godt lide at læse og høre synspunkter andre steder, der går imod min sædvanlige holdning.
I næsten alle tilfælde vil der være argumenter på den modsatte side, der giver mening. Man kan sidenhen affeje dem som mindre tungtvejende, men i det mindste har man fået pustet støvet af sine egne automatholdninger. Det giver luft og ilt. For der er vel næppe noget mere kvælende end at sidde til et middagsselskab, hvor den tykke atmosfære af at være enige om den gode sag og den gode smag spreder sig og lægger sig ned over enhver fritænkning.
Den gift har spredt sig, og jeg har selv slugt den. Det kan være, at det kun er mig, men oftere og oftere finder jeg mig selv – både online og i virkeligheden – i ekkokammerets mørke. Og hvis man drister sig til at bryde konsensus, bliver stemningen dårlig.
Jeg kan tage mig selv i at blive mere og mere rasende, når jeg møder andre holdninger end mine egne på sociale medier, og jeg har lyst til af-følge dem for at holde mit feed rent, pænt og indforstået korrekt. Mit feed skal kun være til mig og mine meningsfællers oplyste sandhed.
Det er bare mere afslappende, når jeg doomscroller, at jeg ikke møder ubehagelige ytringer, som får pulsen til at stige, eller endnu værre, sætter mig i tvivl om sandheden nu er så skråsikker, som den var lige før.
Sociale mediers fremkomst har givet os en debatkultur på steroider, hvor vi dehumaniserer hinanden. Vi debatterer ikke med andre mennesker, men deres online avatar, som ikke fortjener respekt og almindelig lydhørhed.
En af dem, der har været god til at høre og analysere modparten, er Trumps tidligere chefideolog, Steve Bannon. Han fandt hurtigt ud af, at den almindelige arbejdervælger under Obama og Clinton havde måtte sluge, at deres arbejde var blevet outsourcet til Asien, migrationen var eksploderet, og hele lokalsamfund var lagt øde af smertestillende piller heftigt promoveret af medicinalindustrien.
Venstrefløjen havde glemt arbejderklassen og ville hellere tale identitetspolitik på universiteterne. Det så Bannon. Og han udnyttede det. Imens nøjedes Venstrefløjen på deres side med at gøre grin med Trumps vælgere og kalde dem dumme, og den dårlige håndtering er nu grunden til, at selve det amerikanske demokrati knager i fugerne. Bannon brugte, og bruger i sin podcast ‘The War Room’, ligeså lang tid på at analysere demokraterne som sine egne. Han brugte sin viden til sin særlige populisme og udnyttelse af en vælgergruppe, men tænk, hvis demokraterne en dag ville lytte til Trump og hans vælgere, så ville situationen måske se anderledes ud.
Det er selvfølgelig ikke, fordi man ikke kan være på den ene eller anden fløj, og vi skal ikke alle være flegmatiske moderater. Men måske kan vi alle huske at høre vores modpart. Bare en gang i mellem. Måske siger de en dag noget klogt.
