Iben Maria Zeuthen

Hallo! Der er et menneske, der betjener dig. Læg nu den mobil

Iben Maria Zeuthen giver en opsang til sig selv – og måske et par andre – om vores nære forhold til telefonen.

Ofte bruges holdningsbaseret spalteplads til at brokke sig over dårlig betjening eller andre menneskers adfærd eller politiske holdninger. Jeg vil også brokke mig. Men over mig selv.

Jeg kommer hjem fra interview i Aarhus. Jeg er træt. Jeg har min ven i telefon på headset. Der er noget med noget, som han er forvirret over, og jeg vil ikke indrømme overfor ham, at jeg samtidig med min indfølende deltagelse på telefon lige ser mit snit til at købe Otrivin i Matas.

Derfor fortsætter jeg samtalen, mens ekspedienten spørger: ”Var der ellers andet? Skal du have en kvittering? Så må du have en god dag”, og jeg nikker distræt og peger på mine hovedtelefoner.

Det første, der faldt mig ind, var, at det var stædigt af hende at ville konversere og stille de gængse spørgsmål, når hun nu kunne se, at jeg var dybt optaget. Bagefter kom jeg til at tænke på, at det var mig, der var galt på den.

Kender du den følelse af 10 sekunders nagende dårlig samvittighed, som man febrilsk forsøger at baske væk, for derefter at lægge sig ned – helt fladt, helt hurtigt – og bare indrømme, at den mængde ignorering, som der skal til for at opretholde ideen om, at man har retten på sin side, er umulig at præstere? Sådan havde jeg det.

Tvangsdigitalisering og e-boks

Det interview, jeg kom fra, var med sangeren Allan Olsen, og en af hans mærkesager for tiden er, at Danmark er blevet tvangsdigitaliseret en generation for tidligt. Ældre mennesker sidder febrilsk og prøver at ramme den ikke-fysiske knap på en iPad med deres langefinger, mens et barnebarn indvendigt tæller til 100 for ikke at gå amok.

Den anden (og relaterede) af hans mærkesager er, at vi er i færd med at udsluse al menneskelig kontakt i det offentlige rum. Kassemedarbejdere fyres til fordel for selvbetjeningskasser, og al formalia kan nu klares hjemmefra gennem e-boks.

Man skal ikke være helt på kanten af samfundet for at føle, at det er et tab. Den daglige dosis øjenkontakt med andre mennesker af kød og blod, den lille påmindelse om, at vi er sat på denne planet samtidig, og at vi er i samme båd, hvis jorden går under. Eller hvad man nu lægger i et sådant møde. Folk på barsel, folk der arbejder hjemme eller arbejder alene, nattevagter, borebisser, stewarder og forfattere – vi har alle brug for at mærke verden, når vi bevæger os ud af vores arbejdsboble.

Det ville være en overdrivelse at sige, at hende i Matas ville kunne blive min bedste veninde. Ikke at jeg kan udelukke det.

Omvendt kan man sige, at jeg heller aldrig gav hende muligheden for at blive det. For jeg lukkede al mulighed for menneskelig kontakt, inden jeg i øvrigt skyndte mig hjem på Facebook.

Det gør vi lige bedre en anden gang, ikke frk. Zeuthen? Vi snakker ikke i telefon, når vi står over for et menneske, der arbejder med at møde andre mennesker.

Og lad mig så lige, i god tradition når man indser, at man kan forbedre sine manerer, lige lange den videre over disken: Hallo lokale kioskmand, hvis du læser med. Du skal også lige lægge telefonen, næste gang jeg er nede efter en halv liter letmælk.

Sociale medier og telefoner findes, og vi kan eller skal ikke rulle udviklingen tilbage. Men vi er nødt til at insistere på det menneskelige møde. Ellers går den direkte adgang til omverdenen tabt, og vi mister følelsen af at høre til i vores lokalmiljø. Og det er en høj pris at betale for at have (for) travlt.

Foto: Flemming Leitorp

Footer graphics