Stå af ræset. Det har været – og er stadigvæk – et af de mest omdiskuterede emner i debatten de her år. På den ene side står Socialdemokratiet og siger, at vi alle sammen skal arbejde mere, og at vi helst også skal elske hvert sekund af det. På den anden side taler man om at skrue ned, at arbejde mindre, måske slet ikke, og at løsrive sig fra staten og det berømte hamsterhjul.
Jeg har selv prøvet det. At vælge mit ‘rigtige’ arbejde fra. Da min barsel med vores tredje barn var ved at ebbe ud, tænkte jeg slet og ret ‘fuck’ ved udsigten til at skulle kaste mig ud i det journalistiske freelance-hav igen for at jagte opgaver. En fastansættelse på en nyhedsredaktion var også en mulighed, men hvordan skulle vi få enderne til at mødes uden at blive slået helt omkuld?
Jeg følte, at jeg stod over for dårlig samvittighed gange to. Dårlig samvittighed over ikke at kunne følge arbejdet til dørs, at være nødt til at gå før tid, og samtidig dårlig samvittighed over at stå og banke på døren til dagplejen klokken halv fem. Jeg elsker at være sammen med mine børn. Og at være langsom sammen med dem. For det er oftest, når vi ikke har travlt, at de pludselig spørger, om vi ikke skal læse ‘Gummi Tarzan’, eller om vi skal prøve at tegne en giraf eller tage ind på Naturhistorisk og se på aber. Så udsigten til en fortravlet hverdag med påtaget nærhed lige inden sengetid gjorde mig ærlig talt ked af det.
En tanke begyndte at vokse frem. Jeg kunne jo også bare lade være? Lade være med at vende tilbage til deadlines, møder og en hverdag, hvor man skulle skynde sig hele tiden. Skynde sig i flyverdragten, skynde sig hen til børnehaven, skynde sig til møde, skynde sig at skrive for så at halse hjem og lave aftensmad. For så at trykke repeat, så det hele kunne gentage sig.
Efter et glas rødvin og en alvorssnak med min mand, besluttede jeg mig for at gøre det. Jeg ville ikke vende tilbage til vagtplanen efter min barsel. Men vi havde stadigvæk brug for min indtægt. Løsningen blev, at jeg åbnede en dagpleje hjemme hos os. På den måde kunne jeg være hjemme med min yngste søn længere, jeg kunne holde skansen derhjemme, hente i børnehaven, når det passede og være hjemme, når vores store pige kom hjem fra skole. Lige dér, mens vi snakkede om det, duftede det af hyggelige eftermiddage med varm kakao, nybagte boller og brætspil og tid til at pille appelsiner.
Jeg gik ydmygt til opgaven. Skaffede højstole, sanselegetøj og weekendsenge, som børnene kunne sove lur i og en gigantisk pavillon af en klapvogn, som jeg kunne fragte alle rødderne rundt i, når vi skulle på vores daglige tur. Hvis jeg skulle gøre det, ville jeg gøre det ordentligt. Dagplejen blev en realitet, og der troppede to små ekstra trolde med sovehår op hver morgen for at blive passet af mig sammen med min søn.
Men som med så meget andet, er der nogle gange utrolig langt fra tanke til virkelighed. Landets pædagoger har min dybeste respekt. Det er benhårdt arbejde at sørge for, at tre etårige har det spitze hele tiden. At putte tre store babyer til lur på samme tid er som at spille mikado i en bus, der bumler af sted på en grusvej. Det er tæt på umuligt. Hvis først den ene kvækker, er der fuld plade på dominoeffekt. Hej og farvel frokostpause.
Selvfølgelig var det også fedt, og alt blev nemmere med tiden. Selv lurene. Vi fik en rytme, det var dejligt at være så meget udenfor hver dag og ikke mindst at få betingelsesløse krammere af små nuttede væsener. Men alt andet lige savnede jeg voksenkontakt. Jeg følte mig ensom, og jeg savnede at bruge min hjerne på det, som jeg har uddannet mig til. Hvor meningsfyldt det end føltes at sørge for, at mine søn og to andre små hoveder havde en rar og rolig hverdag, fik jeg alligevel lidt tics af at høre ‘Åh abe’ og ‘Albertes bedste børnesange’ til sidst. Der var ligesom bare noget, der manglede.
Den kedelige sandhed er, at svaret for mig lå lige midt i mellem. Jeg fik et fleksibelt journalistisk job, hvor jeg selv i høj grad kunne styre, hvor og hvornår jeg arbejdede – über privilegeret, jeg ved det godt – og så fandt jeg verdens sødeste dagplejer til min søn. Kombinationen af at lave noget, som jeg godt kan lide med visheden om, at min søn havde det trygt og godt, var genialt for mig. Min skuldre sænkede sig, og mit humør steg med 400 grader. Var vejret helt top, kunne jeg hente tidligt og cykle til stranden med børnene og spise softice og skrive mine artikler færdige om aftenen.
Jeg fortryder på ingen måde den ekstra tid, jeg fik med min søn. Et helt år holdt min lille dagpleje, og den var godt givet ud for os alle sammen som familie. Men jeg valgte jo at læse journalistik i sin tid, fordi jeg syntes, at det var mega spændende. Og det synes jeg stadigvæk, at det er. Jeg får mentalt overskud af at være sammen med mine kolleger og af at løse forskellige opgaver. Når jeg kommer hjem, har jeg noget at fortælle, og jeg glæder mig til at være sammen med mine børn. Jeg er ikke fuldstændig omsorgsudmattet, når klokken er 17, som jeg var før. Jeg har fundet ud af, at jeg føler mig som en bedre mor, når jeg laver noget, som jeg også selv synes er spændende.
