Kunstneren Sara Vide Ericson. Foto: Jan Søndergaard

Mænd ingen adgang: Kunstmessen CHART bliver i år udelukkende med kvindelige kunstnere

Repræsentationen af kvindelige kunstnere er for lav, mener CHART Art Fair og tager derfor konsekvensen i år, hvor udelukkende kvindelige kunstnere vil blive vist

Hvis du drømmer om at opleve værker fra danske kunstnere som Tal R, Eske Kath, Farshad Farzankia eller Peter Bonde, kommer du til at gå forgæves på årets CHART Art Fair, som finder sted fra 28. til 30. august. Messen har nemlig taget den beslutning udelukkende at repræsentere kvindelige kunstnere, og årsagen skal findes i det faktum, at kun 29 procent kvinder er repræsenteret i soloudstillinger på danske museer, kun 24 procent på internationale messer og sølle to procent på det globale auktionsmarked. 

Sidste år besøgte næsten 25.000 mennesker CHART på tre dage – heraf 40 procent fra udlandet – og mere end 90 museer og institutioner var også igennem. Hvilket fik CHART til at konkludere, at mange af ambitionerne for messen – at samle en masse kunstinteresserede og institutioner om en fælles passion for samtidskunst – allerede var blevet indfriet, forklarer direktør Nanna Hjortenberg.  

Direktør for CHART Nanna Hjortenberg. Foto: Christian Høyer

Der er rigtig mange kunstmesser- og begivenheder i verden, og vi har ikke nødvendigvis brug for flere. Men der er brug for nogen, som har lyst til at skabe en udvikling og sætte en agenda.”

”Vi kunne blive ved med at gøre det samme, eller vi kunne bruge vores platform til fortsat at skubbe grænserne for, hvad man kan forvente af en kunstbegivenhed. Og vi har valgt det sidste og bruger vores stemme aktivt til at skabe udvikling og forandring. Det største problem i kunstbranchen er den skæve kønsbalance på museer, gallerier og auktioner,” siger Nanna Hjortenberg og understreger, at ingen kan løse den opgave alene, men at en begivenhed som CHART netop har den platform, der skal til at for at starte en ny samtale om kvinder i kunsten – og forhåbentlig skabe en mere alsidig kunstscene for alle. 

CHART ART FAIR

Finder i år sted fra 28. til 30. august 2020.

CHART er grundlagt af fem gallerier – Galleri Susanne Ottesen, Andersen’s, Galleri Bo Bjerggaard, David Risley Gallery og V1 Gallery – i 2013 med en ambition om at skabe en samlet platform for den nordiske kunst- og galleriscene, så et internationalt publikum kan få lettere tilgang til, hvad der rører sig på tværs af Norden. 

CHART er en non profit-organisation. 

Normalt finder CHART sted på Charlottenborg, men på grund af COVID-19 vil kunsten i år kunne opleves rundt om på de deltagende gallerier og i fem byer samtidig – København, Heksinki, Oslo, Reyjkavik og Stockholm.

Men ville det mest logiske så ikke være at skabe en messe, hvor mandlige og kvindelige kunstnere var repræsenteret 50/50?

”Det har vi også diskuteret, men vores ambition var at skabe et radikalt statement for at sætte fokus på den her ubalance. Det ville vi hellere end at diskutere kønsfordeling. Det, vi siger, er at vi har en udfordring, og den udfordring handler vi på. Så må vi se, hvor det lander. Der er rigtig mange kunstmesser- og begivenheder i verden, og vi har ikke nødvendigvis brug for flere. Men der er brug for nogen, som har lyst til at skabe en udvikling og sætte en agenda.”

Men der er jo en stor gruppe mandlige kunstnere, der ikke får mulighed for at vise, hvad de kan? 

”Det synspunkt kan jeg sagtens forstå. Nu gør vi det her i år, og det går nok, at der er et enkelt år, hvor det hele ser lidt anderledes ud i en fælles ambition om at skabe en større diversitet. Heldigvis har alle gallerier været med på idéen, og de viser jo de kunstnere, de arbejder med til dagligt. Det eneste vi har bedt dem om er blot at vælge fra den ene halvdel af deres butik, hvor de normalt kan vælge fra hele butikken. De fleste var meget begejstret for idéen, måske fordi mange af de andre nordiske lande er meget længere fremme, når det handler om en kønsbalance på kunstscenen. Nu står vi også efter coronakrisen i en situation, hvor vi gerne vil bidrage til at genstarte en kunstscene med en bedre balance. Det er en ny bevidsthed, som forhåbentlig også kommer ud af krisen, i stedet for at falde tilbage til dårlige vaner.”

Men ville den gode vane ikke være en ligelig fordeling? Er det her et feministisk projekt?

”Det må du gerne kalde det, men jeg vil hellere fokusere på det strukturelle problem, hvor vi alle sammen har nogle kæmpestore blinde vinkler i forhold til, hvordan kunsthistorien er blevet skrevet, og hvad vi er vant til at betragte som normer.”  


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER. Du må også meget gerne dele os med dit netværk, så vi kommer bredere ud. Tak

Find mere om
Footer graphics