Foto: PR

Kirstine Stubbe Teglbjærg: “Kvindelige artister kommer med en anden kropslig og historisk erfaring end mænds, og derfor fortæller de måske nogle andre historier”

Hun blev popstjerne i Blue Foundation men søgte nye veje som solokunstner og medstifter af det musik-feministiske projekt HUN SOLO. I dag udkommer singlen ‘Rapture’, hvor hun synger med duoen Belau.

Jeg føler mig lidt uvidende, når jeg ikke kender Belau. Hvem er de, bør jeg kende dem, og hvordan er samarbejdet mellem jer opstået?

Belau er en elektronisk duo fra Ungarn. De kontaktede mig i sensommeren sidste år og spurgte, om jeg ville være med til at skrive en sang til deres kommende album. Konceptet på albummet er, at de arbejder sammen med  – som de siger – “forskellige stærke og talentfulde kvinder der skaber ægte og unik kunst”. Det er i flot i tråd med HUN SOLO’s mission, så det vakte min interesse og fik mig til at lytte. Jeg kunne lide Belaus ubesværede elektroniske og organiske lyd, og det viste sig også, at de har været inspirerede af Blue Foundation, så det var et fint udgangspunkt for et kunstnerisk møde. Jeg kunne se, at de var seriøse omkring deres musik, og at de havde sans for strategi og æstetik. De var nysgerrige og professionelle at arbejde sammen med, og de var meget glade for mine tidligere værker både med Blue Foundation og mit danske album ‘Hamskifte’. Alle disse forhold gjorde, at det var nemt for mig at mærke at det var et go.”

Har du savnet den slags samarbejder?

“Efter min tid i Blue Foundation har jeg arbejdet utrolig meget alene med at skrive og producere min musik – og det elsker jeg. Men det var et skønt add on at lave det her samarbejde og lave noget, som vi er flere om at løfte. Desuden har jeg haft umådelig travlt med at etablere og drive HUN SOLO de sidste par år og har ikke haft kræfter til også at udgive musik, så samarbejdet med Belau var en utrolig fin anledning for mig til at tage hul på dét at udgive musik igen, og udgivelsen af ‘Rapture” markerer derfor for mig personligt et startpunkt for nye kommende udgivelser af mit solomateriale.”

Jeg interviewede dig første gang i 2004 sammen med resten af Blue Foundatuon, da ‘Sweep of days’ udkom. Dengang var triphoppen kæmpestor med jer, Massive Attack, Tricky, Bjørk etc. etc. Hvordan var den tid?

“Det var en meget spændende tid! Vi havde arbejdet ret intenst med ‘Sweep of Days’-albummet, og vi kunne mærke, at det var blevet godt. At det var et step op fra vores første album, ‘Blue Foundation’. Vi var blevet signet på et major label – dengang Virgin – og vi havde et stærkt materiale, så vi så frem til den tid, der skulle komme. Jeg synes stadig, det album er et vildt statement! På mange måder. Produktionen, sangskrivningen og dynamikken mellem os. Det lød ikke som noget andet i Danmark på det tidspunkt.Vi havde været på vores første tur til Japan, som på mange måder var vild, inspirerende og kaotisk, og hvor jeg virkelig opdagede, hvor meget jeg egentlig kunne klare. Efter den tur følte jeg nærmest, jeg kunne klare alt. Det var også på den tur, jeg første gang købte en stereomikrofon og en minidisc og begyndte at optage reallyde og siden begyndte at bearbejde dem til mine egne lydbilleder og kompositioner. Jeg fik foldet ørerne helt ud – måske fordi jeg på fridage mellem koncerterne gik rundt med optagegrej og lyttede mig frem i Tokyos kvarterer, sammen med en ven – Yuki, som jeg mødte derovre – og alting lød meget anderledes end derhjemme. Det var også en tid, hvor jeg begyndte at opdage mit eget nørde-gen i forhold til at arbejde med lyd, lydlag og lydbilleder og ligesom søgte indad i en for mig ny udtryksform, og samtidig var det en udadvendt periode, hvor vi blæste igennem med Blue Foundation på de store spillesteder, festivalerne, på radio og tv. Der var fart på, og samtidig formåede vi at beholde kontakten til det miljø, vi var udsprunget af, hvor man gør tingene selv. Og jeg oplevede at blive taget enormt meget imod hos publikum, med nogle sange og tekster, som jeg var stolt af og det var ubeskriveligt fantastisk.”

Hvad var højdepunkterne?

“Der er mange. Jeg husker koncerten på Roskilde i 2004, hvor jeg stod foran så mange mennesker som aldrig før i mit liv, og de sendte bare god energi op til os. Jeg var loaded og hype i flere dage efter husker jeg. Støttekoncerten i Ungdomshuset på Jagtvej i november 2006 er også et legendarisk minde for mig. Og koncertrækken i Byens Lys hvor vi tre dage i træk spillede to udsolgte koncerter hver aften i den fine gamle biograf med tunge røde gardiner, brændeovn og sand på gulvet. Jeg husker også de mange øvere i vores ekstremt lille øvelokale på 1. salen i et af de gamle slagtergårde på hjørnet ved Vesterbrogade og Enghavevej, der nu er revet ned. Det er helt vildt, at vi kunne klemme os sammen i det lille rum. Scott (MC Jabber) og jeg stod for det meste i døråbningen ud til køkkenet og de andre, Tobias, Bo, Sune Martin, Tatsuki og Christoffer klemte sig sammen under de skrå vægge. Vi har altid gjort tingene selv, og sådan arbejder jeg stadig i dag. Det er vigtigere at få lavet noget end at vente på man har det helt perfekte udstyr og et dyrt studie.”

Hvordan udviklede du dig musikalsk? 

“Det var også i den periode, at jeg begyndte at spille elguitar. I starten lånte jeg Tobias’ Jaguar, men Sune hjalp mig med at finde en lyseblå Fender Mustang som jeg stadig har idag, og hvis lyd jeg elsker. Den er fra 1965 og er bare så smuk. Det gav mig det vildeste sus at begynde at spille sammen med drengene på guitaren til koncerterne. Jeg elskede at kunne fylde i lyden med pedaler; rumklang og distortion og delay. Være med i tæppet af lyd. Som vokalist og frontfigur skulle jeg træde meget frem og være meget tydelig i min vibe og i den måde jeg tog rummet på. Med guitaren fik jeg mulighed for også at være med til at skabe lyden rundt om vokalen.
Samtidig med at alt der her skete med Blue Foundation, var jeg ved siden af begyndt at nørde mere og mere med de lydbilleder som jeg begyndte på, på Japan-turen. Jeg prøvede i en periode at lave begge dele, men jeg kunne mærke at hvis jeg ville noget med det måtte jeg gå all in.”

Hvorfor forlod du Blue Foundation?

“Jeg gik ud af bandet i 2009, to år efter udgivelsen af vores tredje album ‘Life of a Ghost’, fordi der med tiden blev for mange ting vi var uenige om i forhold til, hvordan projektet skulle køre. Så jeg bestemte mig for at fortsætte ud af min egen vej. Jeg havde også et drive i forhold til at se, hvor det ville bringe mig hen, hvis jeg fokuserede 100 procent på at udvikle mit eget udtryk. Jeg er ret stor fan af, at hvis man virkelig kan mærke, at noget trækker i én, så er det sommetider nødvendigt at afslutte noget gammelt for at skabe plads til det nye. Og så satte jeg mig for at lave det vildeste dogmeprojekt jeg har lavet ever – albummet ‘Hamskifte’ fra 2013. Jeg ville lave et album på dansk, og jeg ville selv skrive og producere det hele. Det var en virkelig vild proces og ret hård og ensom, men også utrolig lærerig og empowering. Jeg havde brug for at sidde helt stille og alene efter de mange år med samarbejde i den store gruppe, som Blue Foundation var. Nu er jeg så igang med at tage hul på en ny periode, hvor jeg vil udgive musik igen. Jeg har den sidste tid lavet en del skitser, som jeg glæder mig til at lave færdige og udgive. Det bliver sange på engelsk igen.”

Kirstine Stubbe Teglbjærg

Født 1975

Sangerinde, sangskriver og en del af projektet HUN SOLO.

Er med-sangskriver og sangerinde på singlen ‘Rapture’ som duen Belau udgiver i dag på Hun Solo Records herhjemme og AWAL i England. Belau er blevet kaldt “the most promising electronica newcomers around the European music scene” i Exhimusic og har tidligere arbejdet sammen med bl.a. Zero 7’s Sophie Barker.

HUN SOLO er et kollektiv, netværk, koncertarrangør og pladeselskab stiftet af Kirstine Stubbe Teglbjærg, Nana Jacobi og Anya Mathilde Poulsen. De har spillet udsolgte koncerter landet rundt, Roskilde Festival og SmukFest, turneret i Pakistan og på Færøerne og skulle have været til Grønland og spille på Arctic Sounds Festival i april. HUN SOLO har senest vundet den prestigefyldte GAFFAs ‘Tak Rock Prisen’ i februar 2020.

Hvad betyder arbejdet med HUN SOLO for dig?

“Utrolig meget. Hvor jeg skal begynde? Først og fremmest har det givet mig en masse fantastiske oplevelser, utrolig meget erfaring og et kæmpe netværk. Det er et projekt, der konstant har overrasket og har vokset ud over alle bredder. Vi har i perioder knoklet mere end fuld tid for at kunne følge med udviklingen og realisere de projekter, vi havde sat i søen. Projektet har givet mig en masse erfaring med lederskab, PR, kuratering, booking, strategi, administration, branding. visualisering, planlægning og eksekvering, og det har givet uforglemmelige oplevelser og kunstneriske møder. Jeg er stolt og lykkelig, når jeg oplever HUN SOLOS koncertaftner. Det er mind blowing at se, hvor mange forskellige cool måder man kan optræde med sin musik på. Jeg er stadig vild med konceptet, og det er måske derfor HUN SOLO bliver ved med at vokse.”

Hvordan går det med arbejdet for at pushe kvindelige artister?

“På de fire år vi har været i gang, har vi oplevet, at der er sket en kæmpe ændring i forhold til at diskutere køn i dansk musik. Det er på nuværende tidspunkt blevet meget mere normalt at tale om unconscious bias og de ubevidste strukturer der gør, at mønstre gentager sig og kan tage lang tid at brydes. Det er blevet sejt at have bevidsthed om køn, og de senere år er der også dukket en masse cool initiativer frem, der styrker kvinders netværk indenfor musik, for eksempel she can play, beats by girls, Hej Søster, pop pilot med flere. Når man kigger på, hvor kort tid kvinder, historisk set, har haft en accepteret plads i det offentlige rum med ret til at udtrykke sig og blive taget alvorligt som borgere, meningsdannere og kunstnere, kan det ikke overraske, at det tager lang tid at vende skuden. Det er kun lidt over 100 år siden, kvinder fik stemmeret i Danmark, og ret til eksempelvis at bestemme over egen formue. Indtil da var en kvinde under formynderskab af sin mand eller sin far. Denne holdning til kvinders dømmekraft, arbejde og værk som andenrangs har siddet i både mænd og kvinder i generationer. Ligestillingen indenfor de kunstneriske fag er langt fra opnået, og de seneste tal viser da også, at der stadig spilles langt flere mandlige artister i radioen, på streaming-tjenesterne og på landets scener. Fordelingen af køn i branchen udgøres af 20 procent kvinder og 80 procent mænd – så i første omgang er målet at repræsentationen på de 20 procent kvinder afspejler sig på scenerne og i radio. Mange gate keepers er blevet mere bevidste, når de booker og laver playlister end for bare få år siden, og det er første skridt på vejen.” 

Hvordan bliver der taget imod projektet?

“Vi mærker den vildeste energi bag linierne hos kvindelige artister for tiden, og de nye artister, der kommer til har nu et community og et netværk, som mange ikke havde før. Som vi så på Roskilde Festival sidste år, var det de kvindelige artister, der imponerede med nytænkning og et anderledes take. Jeg tror på, at kvindelige artisters input til branchen kan være et fornyende og udviklende element. Branchen og dens spilleregler, succeskriterier og præmisser er jo skabt af mænd, fordi der stort set kun var mænd i den rytmiske musik i de første mange år. Kvindelige artister kommer med en anden kropslig og historisk erfaring end mænds, og derfor fortæller de måske nogle andre historier eller har et andet perspektiv, og de navigerer måske efter et andet værdisæt end de normer og regler, der har skabt og defineret branchen indtil nu.”

Tror du på fremtiden? 

“Det tager nogle år at være med til at definere noget nyt, og det kræver nogle ultra seje kvindelige artister, der går forrest og som insisterer på at udtrykke sig. Vi ønsker at synliggøre markante kvindelige kunstnere og rollemodeller på tværs af genrer, alder og etnicitet. Vores håb og erfaring er, at dette kan inspirere og motivere andre piger og kvinder til at udfolde deres potentialer, idérigdom og kreativitet – både hvad angår musik og andre fagligheder. Jeg tror på, at når vi har haft et par generationer af unge kvinder, der tager deres egen skaberkraft alvorligt, og som opfordres og opmuntres til at udtrykke sig – og som har et community der bakker dem op og som de kan spejle sig i og en branche der er bevidst om hvordan der bookes og kurateres og playlistes –  så tror jeg, at forandringen er kommet rigtig godt igang.”


Find mere om
Footer graphics